Prædikener
Nyheder

Prædiken til festgudstjenesten i Vejle Sct. Nicolai 

Læs biskop Marianne Christiansens prædiken til 24. søndag efter Trinitatis i forbindelse med indvielse af ny altertavle af kunstneren Anders Kirkegaard den 14. november 2021.


Opstandelse. Det umulige øjeblik, hvor den døde får liv. Det øjeblik, hvor det håb, der blev knust, pludselig spreder sine vinger. Den langsomme opvågnen fra sygdommen, når livet vender tilbage som morgenlys i kroppen.  Det møde hvor en anden rækker hænderne ud og rejser dig op fra ydmygelsen overgrebene eller fra din egen skyld (Matthæus 9, 18-26 og Ezekiel 37, 1-14).

Krist stod op af døde, sang vi og åbnede Sct. Nicolai kirkes nye altertavle. Åbningen går fra døden i skyld og afmagt - fra det menneske, der lå udstrakt på jorden som offer for andres had og overgreb og selv skyldig i had og overgreb over for andre, alene i døden - hvis det ikke var for det menneske, der ligner ham selv, og som står ved hans fødder og breder armene ud. Med dødens sårmærker mellem sine ribben og i hænder og fødder. Som for sige: Du er ikke alene i fornedrelsen. Dér, hvor alle har forkastet dig og forladt dig, står Menneskesønnen, Kristus. Dér begynder opstandelsen. I korsets tegn på, at Gud er hos det udstødte menneske.

Det kors folder sig ud fra død til liv når tavlen åbnes og vi ser et billede af den jubel, det øjeblik, hvor vingerne løfter sig. Den opstandne Kristus breder sine gyldne arme ude over Vejle Fjord. Krist stod op af døde i påskemorgenrøde – og det betyder at afsonet er vor brøde – det, vi forbrød og gjorde ondt, er tilgivet – og i himlen vi ham møde - som det lys der stråler os i møde fra solopgangen over havet. Til det kan man kun synge halleluja. For det, som man ikke kan forstå, det må man synge om, høre som musik, se billeder af.

Altertavlen har fået farver efter kirkeåret – den måde, som årets gudstjenestedage deler tiden ind i advent, jul, fast påske og pinse og den lange trinitatis-tid, treenighedstiden. Hver årstid har sin farve i kirkeåret, og de er alle med på tavlen.

Det fortæller om, at vi fejrer opstandelsen hver eneste søndag året rundt - ja, det er derfor vi overhovedet fejrer søndag, Det er til minde om, at kvinderne påskemorgen, som var en søndag, kom til graven og opdagede, at den var tom. Opstandelsen kan aldrig forstås, vi tager imod den som ord og lys og håb. Den kaster lys ind i vores tid i mange farver året igennem og livet igennem.

Kirkeåret fastlægger bestemte fortællinger fra biblen på hver søndag, og så smukt har det maget sig, at vi netop i dag, hvor denne nye altertavle tages i brug hører nogle af de stærkeste billeder om opstandelsen – for man kan også høre billeder.

Vi hørte fra profeten Ezekiels bog et næsten vanvittigt billede, som profeten har set i et syn – og som på mange måder er gået igen i nutidens film – når det umulige sker: De døde rejser sig. Der hvor alt håb skulle være ud, sker det umulige En dal fuld af tørre ben rejser sig og bliver levende, ikke af sig selv, men fordi der bliver kaldt på dem, fordi de får ord at leve på. Det er fra Det Gamle Testamente og først og fremmest en fortællingen om, at selv der, hvor vi som fællesskab, som folk vil sige: ”Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os” – dér lyder der et kald: Rejs jer op, der er håb.  På den måde bliver Ezekiels billede, så uhyggeligt som det kan være med alle de tørre, raslende ben, et billede på opstandelse i dette liv og lige nu: Hvor der er håb, er der også handling. Vi kan rejse os og ikke give op selv over for umulige opgaver – og her kan vi tænke på umulige opgaver i eget liv, og også på de fælles: Vi kan og vi bliver kaldt på til at rejse os og gribe til handling sammen og ikke bare passivt vente på at overforbrug eller had mellem mennesker lægger naturen og menneskers liv øde. Det er også opstandelse i dette liv.

Og i lyset af Jesus bliver opstandelsens håb altid både et håb for dette liv og for døden, der hvor alt er forbi. Vi hører i dag i evangeliet fra Det Nye Testamente beretninger om, hvordan Jesus kalder livet frem i de mennesker, han møder. Idet vi hører dem, gælder de også os.

Vi hører om kvinden med blødninger, som rører ved Jesu kappe og bliver helbredt, og den historie er flettet ind i en anden historie om en pige, som er død endnu inden hun er begyndt at bløde, og som får livet igen.

Det er begge historier om opstandelse – men Matthæus fortæller dem helt kortfattet. Hvis vi kigger i Markus-evangeliet, fortæller han om, at kvinden har prøvet alt muligt for at blive rask, men kun har fået det værre. Men det værste er ikke selve sygdommen, men det, at kvinders blødning dengang – og mange steder endnu i dag, måske også hos os – blev anset set som uren, ikke bare ulækker, men som noget, der gjorde, at ingen måtte røre ved hende. Så den kvinde, der rører ved Jesus, har ingen villet røre ved i 12 år. Hun lever som udstødt, og hun gør alle urene, hvis hun rører ved dem. Den opstandelse, der ligger i fortællingen er både helbredelse fra sygdom, men nok så meget genoprejsning: Her er én, der lader sig røre ved, én der ser på hende, og ser et værdigt menneske, og giver hende frit mod til at leve med den krop hun har.

Også om øjeblikket, hvor Jesus rækker den døde pige sin hånd, fortæller Markus-evangeliet mere, nemlig at pigen var tolv år, og at Jesus kaldte på den døde med ordene: Talitha kum, som betyder: Lille pige, rejs dig på, De ord er bevaret. Måske fordi de taler direkte: Talitha kum, lille pige, rejs dig op. Det kald til opstandelse gælder ikke kun en pige for to tusind år siden. Vi kan høre det sagt til os selv, når vi ligger lammede af livet eller engang i døden som altertavlens nederste skikkelse. ”Lille pige, lille dreng, rejs dig op. Du er barn af nogen. Med alt hvad du ellers slæber på af livsbyrder, er du Guds barn, lille pige, lille dreng, og han rækker dig hånden, så du kan rejse dig op.” 

Det er også et billede, hvori vi kan se vores tids børn og unge, hvis liv kan stivne i frygt for fremtiden, deres egen og klodens, eller i frygt for ikke at kunne leve op til de krav om perfekthed, der bliver stillet for deres øjne. Til ungdommen lyder kaldet om opstandelse, så de kan rejse sig op med frit mod og tage livet til sig. Vi gamle har til opgave at pege på håbet for dem i ord og handling.

Sådan har vi dag i gudstjenestens læsninger hørt billeder af opstandelseshåbet, som Jesus har bragt ind i verden: Tilgivelsen, helbredelsen, oprejsningen, håbet. Gud har med Jesus Kristus givet os at dele det med hinanden, så vi kan række hænderne ud efter hinanden og hjælpe hinanden på benene til tilgivelse, helbredelse og oprejsning.

Her i Sct. Nicolai kirke har I nu fået et billede at have for øjnene, når I søndag efter søndag – eller bare en gang imellem -  ved dåben, ved bryllup og begravelser kan have for øjnene: fællesskabet med Jesus i liv og død, i glæde og sorg, og det store opstandelsens håb, der spreder vinger over Vejle Fjord. I dette liv, i denne dyrebare varden. Kristus bringer opstandelsens håb ind i vores liv, som børn som oldinge, som raske som syge som døende og døde, i sindet og i kroppen.

På billedet stråler opstandelsens sol frem mellem de menneskelige ribben. Vores tørre ben, vores forgængelige ribben, som holder sammen på vores bløde og blødende indre. Alt det bløde våde røde, som er liv, og som er sårbart og skal dø. Det er vores vilkår. Og mellem disse ribben, i al vores skrøbelige menneskelighed, stråler Guds opstandelseskraft frem som en sol. Gennem Jesu menneskelighed ser vi Guds lys.

Det kan vi ikke blive færdige med at høre og se for os, synge om, bede om. Som når vi nu om lidt synger om solen der stiger af havets skød og ser det for vores øjne:

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

ud hans hånd mig river af dødens garn.

 

Se, da stiger solen af hav på ny,

alle dødens skygger for evigt fly;

o for sejersjubel, for salig lyst:

Lyset stander stille på livets kyst!