Prædikener
Nyheder
Biskop Marianne Christiansen på prædikestol i kirke

Nytårsgudstjenesten 2016

"Komme dit rige: Lad der blive fred og retfærdighed og glæde i denne verden. Det bliver aldrig perfekt, men bønnen om, at det er meningen, at der skal være retfærdighed og fred og glæde mellem mennesker, det giver kræfter til at søge efter det."


Godt nytår! 
Springende, krybende, liggende, syngende, grædende – i festligt lag, alene eller på arbejde er vi kommet ind i det nye år. Så forskellige. Skæbner. Vi, der ikke aner, hvordan vores liv er i morgen, vi samler os om et klokkeslag, et øjeblik, og kalder det årsskiftet – og er enige om, at det, der sker nu, det vi skal opleve de næste måneder, det sker i 2016. Skønt vores liv er helt forskelige, så lever vi i en fælles tid, vi tæller dagene sammen og har på den måde en fælles historie.

Vi må jo betyde noget for hinanden, siden vi vil dele tid. Vi må jo have brug for at kunne sige: ”Kan du huske dengang i 2015, hvor jeg var dér, og du gjorde sådan, og der var millioner på flugt og terrorangreb, men også en klimaaftale, og du fik et barnebarn, og nogen sled og arbejdede for fred i Syrien.” 
Et fælles navn på året, fordi vores skæbner, vores livshistorier er flettet sammen med andre  menneskers, med vores nærmestes og med klodens menneskers. Sammen rejser vi rundt om Solen. Nu har vi fået lov at begynde endnu en rundrejse. Solen ved nok ikke, at vi kalder rejsen for 2016, men vi gør det. Vi kan tale om det.

Af ham, som vi regner tiden ud fra, Jesus, har vi fået ord at tage med på rejsen: Fadervor. En bøn. Ord rettet mod den Gud, der er bag alle sole og galakser og uendeligheder og samtidig helt nær ved det mindste spædbarn. Gud kan man ikke forstå, men tale med. Hver gør det på sin egen måde ud over jorden og måske i andre solsystemer. Men fadervor, den lille række ord, er blevet et fælles sprog for os, der har fået bønnen givet videre fra slægt til slægt, fra sprog til sprog, fra dengang Jesus gav den ord på sit eget sprog, aramæisk, det sprog, der stadig tales i en del af Syrien og Irak.

Fadervor – er blevet et begreb; det er endda en elevator i Folketinget, den hedder paternoster, på latin fader vor – måske fordi den kører i ring, ligesom man i katolsk tradition har en rosenkrans, en krans af perler, som man kan dreje i hånden, mens man beder fadervor og andre bønner. Eller måske fordi man netop på Christiansborg tit har brug for at bede en stille bøn på vejen ned eller vejen op.

Fadervor har været en del af skolebørns lærdom, næsten som en remse. Det er den nok ikke mere. Men til gengæld kan vi bedre høre på ny, hvad det er, Jesus siger til sine disciple og til os. Hvad betyder bønnen, hvad betyder det for os at gå ind i et nyt år med bøn?

”Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.” Sådan sagde Jesus i sin bjergprædiken, og deraf forstår vi, at troen på Gud, forholdet til Gud, altid vil være usynligt, skjult. Også skjult for os selv. Forholdet til Gud ligger i en henvendelse, som måske kun er det ene ord ”Hjælp” – måske ikke engang et ord, men et tavst skrig om hjælp, om mening. Det kan ingen gøre sig klog på, og derfor skal vi også vare os fantastisk meget for at udtale os om, hvem der er troende, og hvem der ikke er troende, for troen og bønnen er skjult. 
Det er måske svært at forholde sig til for os i dag, som lægger så meget vægt på det synlige og gerne vil kunne vise alt om os selv. I hvert fald den smukke side. Men det er også en frihed, at det inderste forhold, forholdet til Gud, som er et kærlighedsforhold, det kan ikke måles og vejes og heller ikke af en selv.  
Det inderste forhold til Gud er inde i hjertekammeret. Men måden, vi taler om Gud og tror på, er vi nødt til at dele, fordi det er i den, vi lever sammen. Vi er nødt til at have fortællinger og skrift til at give os sprog og ord til, hvem den Gud er, vi møder i hjertekammeret.

For man bliver tavs og ensom af ikke at måtte tale om Gud. Derfor har vi religionsfrihed og forskellige kirkesamfund og forskellige religioner, fordi vi tolker forskelligt, hvad det inderste  usynlige forhold til Gud betyder i vores liv med hinanden. 
Nogen vil i disse tider mene, at religion er en kilde til ufred og en pest i verden, fordi mennesker kommer i krig med hinanden og bruger religion som banner og som krigserklæring. Men religion er en del af menneskelivet. Mennesker kan  - desværre - bruge alle forskelligheder til at komme i krig. Det kan være religion, sprog, historie, udseende, politik, kærlighed. Intet af det kan udryddes uden at tage menneskets frihed og værdighed fra det.

I stedet for at bekæmpe religionen og frygte for forholdet til Gud, skulle vi hellere gå ind i vores kammer og bede til Gud og lytte. For bøn er samtale og ikke ønsketænkning. Den bøn, som Jesus vejleder til og giver ord til her på vej ind i det nye år, er på en gang en bøn og en vejledning i, hvad dette liv i den lille blå og grønne planets dans omkring Solen går ud på:

Fader vor. Selv inde i dit kammer, selv helt inde i dit inderste, skal du ikke bede: Min fader, min moder, du som er min Gud – nej, vor fader. Da jeg var ung, ville jeg absolut sige Moder vor, for Gud er som bekendt hverken mand eller kvinde; men netop derfor er det måske også lige meget. Navnet ”Fader” er som navnet moder navnet for ophav, slægtskab, tillid, omsorg og nærhed, det er et kærlighedsnavn. 

Men dette vor: Vor far. Hvem er vi
Det svarer bønnen selv på: Det er hver og en,  som har brug for dagligt brød, som længes efter at blive tilgivet og selv at tilgive; det er hver, som har brug for ikke at blive fristet til det onde, men at blive befriet fra det. Og det har vi alle. Når vi beder Fadervor, så beder vi for alle mennesker – ikke kun for vores egne nærmeste, men for det vi, som vi altid selv er en del af og aldrig kan sætte grænser for. Gud ved, hvem der er hans børn. I bønnen Fadervor stoler vi på, at vi er Guds børn sammen med alle de andre.
Så når vi indleder 2016 med bønnen Fadervor – så øver vi os i at sige vi og ikke dem. Vi øver os i at bede ikke bare for os selv og dem, vi kender, men for alle dem vi ikke kender, som har det samme vilkår som vi: At vi er mennesker. 
Min mor lærte mig Fadervor, da jeg var lille, og indledte den med at sige, at ”vi beder for morfar og mormor, farmor og farfar”, osv., alle de navne, vi havde i vores familie, og så til sidst: ”og for alle dem, vi kender, og alle dem, vi ikke kender. Fadervor, du som er i himlene.” Jeg tror, at det er det rette vi.    

Fader vor – vi beder for det daglige liv – vi beder om dagligt brød, tilgivelse, befrielse fra det onde – vi beder for hele tilværelsen: At Guds navn må vorde eller blive helliget – at vi må søge Gud og ikke misbruge Guds navn til vores egne formål, til krig og foragt for andre. At Guds rige må komme.

Guds rige er retfærdighed og fred og glæde. I bønnen ligger håbet om, at det er meningen i al evighed, ”at dit er riget og magten og æren i  evighed.” På tværs og langs af al tid og død. Bønnen er, at når hvert liv og hver sol brænder ud, at alt da samles i Guds retfærdighed og fred og glæde, og at  vi selv og vore kære må dø roligt i tillid til, at Gud ender alting i glæden. 
Men bønnen er også et håb for denne verden lige nu, i  2016: 
Komme dit rige: Lad der blive fred og retfærdighed og glæde i denne verden. Det bliver aldrig perfekt, men bønnen om, at det er meningen, at der skal være retfærdighed og fred og glæde mellem mennesker, det giver kræfter til at søge efter det. På helt alminelig menneskelig vis. Ved at hjælpe, ved at vise gæstfrihed, tage imod nødlidende, ved trælse og kedelige forhandlinger, ved at afstå fra hævn, ved aldrig at tage menneskeligheden ud af fjenden, men huske på Fader vor. Vor Fader. Gud for alle dem, vi kender, og alle dem vi ikke kender.

Så lad os tage bønnen med ind i det nye år. Øve os på livet i Fadervor, som Jesus har lært os. Når vi ikke selv kan finde ord, er Fadervor en perle, en skat af ord, der er skjult, men bliver fundet, når der er allermest brug for den. Og er der kun det skjulte, tavse skrig om hjælp tilbage, så hører vor fader, som ser i det skjulte, også det og svarer. I det håb går vi ind i fremtiden, for det gør vi altid, hver dag og i nat – og synger om lidt i en bøn til Kristus. 
Så beder vi: Giv os mod til leve et menneskeliv,
at vokse i kærlighed, folde os ud,
til alt bliver ét i en lovsang til Gud,
som sendte sit ord 
i dig her til jord.
(Salmebogen nr. 69,6)

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så også nu og altid og i al evighed.
Amen.

Vil I rejse jer og modtage den apostolske velsignelse:

Vor Herres Jesu Kristi Nåde, Guds kærlighed og 
Helligåndens fællesskab være med os alle.
Die Gnade unseres Herrn Jesus Christus,  die Liebe Gottes und die Gemeinschaft des heiligen Geistes sei mit uns allen.
Amen.


 

Haderslev Domkirke den 1. januar 2016 kl. 00.05