Prædikener
Nyheder
Biskop Marianne Christiansen i præstekjole og -krave

Nytårsdag 2017

"Det er et ønske om, at det gode må være i det nye år. Et ønske om at tiden må blive fyldt af det gode, af velsignelse og glæde for os og for alle. Derfor kan vi ikke kraftigt nok ønske hinanden godt nytår. For vi og verden trænger til velsignelse og håb."


Biskoppens prædiken ved gudstjenesten i Haderslev Domkirke søndag den 1. januar 2017 kl. 10.


Godt nytår! Det er en god hilsen. Det er ikke en vurdering af, om alting ser væsentligt bedre ud nu end lige før klokken slog tolv. Det gør det måske ikke sådan umiddelbart. Men det er et ønske om, at det gode må være i det nye år. Et ønske om at tiden må blive fyldt af det gode, af velsignelse og glæde for os og for alle. Derfor kan vi ikke kraftigt nok ønske hinanden godt nytår. For vi og verden trænger til velsignelse og håb. Og vi, der lever i fred og velstand, trænger til at takke og møde det nye år med taknemmelighed over alt det, som vi dagligt går. 

Godt nytår. Mange tidsløb og historier samles ved nytåret i vores liv og egen historie og i verden. Der er meget at huske på – og man husker for at se klart i nutiden og for at få håb for fremtiden. Man får historie som menneske og som samfund.
Der er en fælles historie at huske ved dette årsskifte. 2017 er 100-året for Danmarks salg af de Vestindiske Øer – en historie, som vi i hvert fald ikke mindedes i min barndom og ungdom, hvor vi ikke hørte så meget til, at Danmark havde været en slavenation. Heller ikke så smigrende – men  i datiden har man nok mere set på den økonomiske gevinst end på mennesker, og det er nok værd at huske på, at et samfund let kan falde i den fælde, at vi bliver blinde for mennesker og kun kan se penge og det søde liv for de rige.

2017 er også 500-året for Reformationens begyndelse – eller rettere for reformationerne, for det blev til mange bevægelser igennem Europa og ud i verden, bevægelser, som ikke er færdige endnu. Den 31. oktober 1517 slog Martin Luther sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg – teser, sætninger, der kritiserede kirkens handel med aflad, at man altså med penge skulle kunne købe sig til mindre straf for sine synder. Og hvis nogen i dag synes, at det er en fuldstændig fremmed og besynderlig tanke, at man skulle kunne købe sig til god samvittighed , så kan man prøve at Google, hvor mange reklamer, der lover dig en god samvittighed, hvis man køber dette produkt, madvare eller træningsprogram.

Luthers opgør med datidens afladshandel var den gnist, der satte bevægelsen Reformationen i gang, som ikke kun førte til de evangeliske kirke- og samfundsordninger, herunder den danske kirke, men også til dannelse af de reformerte kirker, og til reformation af den katolske kirke. Vi får rig anledning til at mindes det hele i år og både søge ind i historien for at forstå, hvad der skete, og hvad der blev tænkt og skrevet – og få øje på, hvordan det har præget vores eget samfund og måde at tænke på. 
Vi har med Reformationen fået givet meget – og vi har givetvis også mistet noget, sådan som det sker ved enhver splittelse. 
Her i Haderslev har reformationsjubilæet særlig vægt, fordi Haderslev kaldes Nordens Wittenberg som den første egn i det nuværende Danmark – dengang et slesvigsk hertugdømme – hvor Reformationen gennemførtes allerede i 1526, 10 år før resten af landet. Og vi også i dag er knyttet til Wittenberg som venskabsby. 

Reformationen er en stadig bevægelse, hele tiden at besinde sig på, hvad evangeliet betyder, og hvad kirkens opgave derfor er, og så finde den form, det bedst kan leves i. Som vi sang det før i en af de nye salmer til reformationsåret: ”Når du vil, bryder ordenen frem af sprækker og revner i smuldrende mure, og vi ser, at du er iblandt og rejser dit rige – livet bliver nyt – vi synger.”

Reformation og årsskifte er både brud, noget nyt, og kontinuitet, fortsættelse, videreførelse.  Og både før og efter Reformationen hørte og hører vi på nytårsdag den korteste evangelielæsning overhovedet i året. Et enkelt punktum: ”Da otte dage var gået og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.”

På ottendedagen efter fødslen - et øjeblik i historien. En lille dreng i Mellemøsten bliver omskåret og får et navn– som millioner af andre. Et enkelt lille liv, otte dage gammelt. Der er to ophold at gøre i denne nytårstekst, denne ene sætning samler hele evangeliet. Omskærelsen og navnet Jesus. Det ydre tegn på kroppen, og Ordet, det usynlige navn.

Ved omskærelsen bliver den lille dreng sat ind i en historie, en bestemt religion og fortælling, der sætter ham i familie med fortællingerne om Abraham – ham som vi hørte læst om fra alteret, som forlod sit hjem og begav sig på vandring imod det forjættede land, som vandrede hele sit liv og gav historien og løfterne om velsignelsen videre til verden.
Jesus var jøde. Troen på Jesus som Kristus, altså som den ventede Messias, er både en fortsættelse af jødedommen og et brud med jødedommen. Og dermed også spørgsmålet om omskærelsen.

Det var netop det, Paulus kæmpede med i sit brev til Galaterne, som vi hørte en stump af. Paulus skriver til en menighed i Galatien, som  mente, at man først skulle blive fuldt ud jøde og derfor omskæres og leve efter Moseloven, før man kunne blive kristen. Det mente Paulus ikke,  han, der selv var omskåret jøde, forstod evangeliet om Jesus sådan, at Jesus gælder for alle mennesker  - også hedninger, sådan nogen som os, mænd og kvinder, trælle og fri – alle uanset etnisk eller social herkomst eller køn og familiestatus. Derfor skriver Paulus til Galaterne og til os til via dem, at vi alle, jøder som hedninger, er Guds børn ved troen.

Og her fra går der en lige linje til Luther, som fik den vigtigste indsigt netop ved at læse Paulus´ breve: At det er ved troen, tilliden til Gud, det er det, der er afgørende, og ikke hvad et menneske kan præstere af gode gerninger eller et perfekt liv eller bestemte handlinger.

For Luther er det ikke de ydre tegn eller handlinger, der er afgørende i forholdet til Gud, men det indre, det usynlige – troen er usynlig.

Det har præget vores kirke og vores samfund. Og vi er nok så præget af Reformationens vægt på det indre og det usynlige og det enkelte menneskes tro, at det simpelthen er blevet svært at forstå, at andre religioner har det anderledes og lægger vægt på de ydre tegn. Det kommer også op i diskussionen om omskærelse, som vi jo står midt i. Den kan ikke gøres færdigt fra prædikestolen, for der er både hensynet til barnets sundhed, men også hensynet til religionsfriheden og i hvert fald en besindelse på, at vi som evangelisk-lutherske kan have svært ved at forstå, at det ydre tegn er vigtigt.

Og dertil kommer en generel skepsis over for tro og religion, sådan at mange nu også synes, at det er forkert at døbe børn, før de selv kan tage stilling. Individets selvbestemmelse er blevet den nye ensomme religion.

Men hvis vi skal tage konsekvensen af det, at vi ikke må præge børnene, fra de er små, må vi heller ikke præge dem med et bestemt sprog eller et navn eller en nationalitet eller en bestemt familie, før de selv kan tage stilling til, om de vil høre til  i familie med os. 
Men hvis man ikke som barn får et sprog, et tilhørsforhold, en historie og også et religiøst tilhørsforhold, så har man ingen mulighed for at tage stilling som voksen, for så har man intet sprog og intet ståsted, som man kan gå ud fra.

Omskærelsen er fremmed for mange danskere, fordi vi er præget af kristendom og Paulus’ opgør med, at omskærelsen skulle være nødvendig i forhold til Gud, og Luthers betoning af, at troen er usynlig.  Men det vil være historiens ironi, hvis den frihed, vi har fået, bliver en tvang for andre til at skulle være ligesom os. 
 

Og så det centrale, navnet Jesus. Ordet, som betyder ”Gud frelser”. Det navn, det ord, har vi til fælles med alle kirker ud over Jorden, uanset konfession og bekendelse. Den inderste drivkraft i Reformationens bevægelse er troen på Guds nåde, troen på at navnet Jesus gør, hvad det siger: Gud frelser, Gud befrier. I mennesket Jesu liv og død sammen med udstødte og fortabte bliver det synligt, hvad navnet betyder. Jesus levede sit navn ud, så Gud blev menneskelig som den, der opsøger og frelser den, der ikke har andet håb, end at Gud vil frelse. At tro på ham betyder at stole på, at jeg ikke skal frelse mig selv ved at blive god nok eller perfekt nok eller foretage mig bestemte handlinger. Jeg skal bare stole på, at Gud elsker mig. Det lyder enkelt. Og det er enkelt.

Det er navnet Jesus. Og som der står skrevet et andet sted i Det Nye Testamente, så er der ikke frelse i noget andet navn. Det er sandt. Kun i troen på Jesus er der frelse.

Mærkeligt nok kommer det for nogen til at betyde, at kun de kristne er Guds elskede og frelste, og der kan udbryde uendelige diskussioner om, hvorvidt der er andre veje til Gud end Jesus, som er vejen, sandheden og livet.
Men det underfulde ved Jesus er jo netop, at han gælder for alle. For han er vejen fra Gud til menneske.
Der er ikke frelse i noget andet navn end det navn: Jesus – nej, fordi det betyder ”Gud frelser”. Du skal ikke frelse dig selv, ikke engang ved at præstere en særlig fremragende tro, endsige en perfekt krop. Gud frelser.
Der er ingen anden vej, nej. For Jesus er vejen fra Gud til mennesker, nåden, den kærlighed der giver og tilgiver uden at få noget til gengæld. Den vej, Guds kærlighed,  er den eneste, og det er den, Jesus er – for troen på ham er troen på, at Gud går i døden for at møde os dér, hvor alting er for sent, og hvor vi ikke kan andet end at tage imod.

Derfor er Jesus det navn, der betyder frelse for alle mennesker. 
Derfor er tilliden til Gud og Guds kærlighed – på moderne vil man sige: Guds accept af, som jeg nu er med fejl og mangler  - tilliden til det er også åbningen til at kunne leve med, at alle de andre, som er så forskellige fra mig, også er Guds elskede og accepterede – dem, som Jesus har gjort sig til ét med, bare fordi de er mennesker. Og i tilliden til Guds nåde og accept af mig kan jeg holde ud og leve med, at jeg ikke lever op til kravene om at være det perfekte menneske – krav, der ikke er mindre nu end på reformationstiden. Selv unge mennesker skammer sig over sig selv og deres uperfekte krop og CV – hvor meget mere så ikke os gamle, som har spillet fallit utallige gange. I Jesu navn hedder det igen og igen: Stå op og gå. Du er elsket og set af Gud – du kan leve som Guds barn, fuldkommen fri i din uperfekthed.

Så lad nu det nye år komme i Jesu navn. 2017. Vi møder det med alt, hvad vi har i bagagen af dårlig samvittighed og skam og frygt  - men også som Guds børn, frie til at leve og elske. Med mod. Gid vi må have øje for, at Gud frelser: så der skabes håb og oprejsning for ofrene i verden. Så der skabes fred. Gid vi og alle må fatte, at vi i Jesu navn hører sammen, omskårne som uomskårne i en fælles menneskelighed.  Og gid hver af os i vores eget lille liv må erfare, at Gud frelser – befrier os fra alt, hvad der ødelægger vores liv, og åbner sin vej for os selv i døden.

Godt nytår i Jesu navn, amen.