Prædikener
Nyheder
Biskop Marianne Christiansen i præstekjole og -krave

Prædiken

"Vi lever af nåde. Det er det inderste i hele denne reformationsfejring. I alt, hvad vi mange steder har vendt og drejet om Reformationens betydning her i 500-året – og det er meget, også en del, som vi tilskriver Luther på godt og ondt, som mange andre også har æren og ansvaret for." Læs biskoppens prædiken ved gudstjenesten i Haderslev Domkirke tirsdag den 31. oktober 2017 - 500-årsdagen for Luthers teser på kirkedøren i Wittenberg.


Vi skal ikke leve op til noget. 
Vi kan leve på noget, vi må leve af noget.
Vi lever af nåde.

Det er det inderste i hele denne reformationsfejring. I alt, hvad vi mange steder har vendt og drejet om Reformationens betydning her i 500-året – og det er meget, også en del, som vi tilskriver Luther på godt og ondt, som mange andre også har æren og ansvaret for i påvirkningen af vores kultur, sprog, kirke, dannelse , samfundsordning, menneskesyn, politik – i det alt sammen er den inderste spirende kerne, blafrende lille lys, genopdagelsen af, hvad evangeliet betyder: Vi lever af nåde.

Nåde er den kærlighed, der bliver givet først og ikke venter gengæld. Nåde er det, man ikke skal leve op til og gøre sig fortjent til, men bare kan tage imod og stole på. Nåde er navnet for Guds kærlighed, som den er udtrykt i verden i Jesus. Nåde hedder på latin ’gratia’, det ord vi kender fra gratis – at noget blive giver for free, som englænderne siger. Nåden sætter os fri til at leve, fordi vi ikke skal leve op til bestemte mål eller præstationer, men kan leve ud af troen på, at vi altid allerede er elskede og godkendt – taget imod

Her kan vi stoppe, for her begynder og ender alting. I nåden.

Men skal der være fest, så lad der være fest – og eftersom hele vores eksistens som kirke, fællesskabet af mennesker, der lytter til evangeliet, er at formidle det videre, at vi lever af Guds kærlighed, så må vi hellere bruge tid på at tænke over og tale om det. Om 500 år og bare 100 vil folk se på, hvordan vi har forvaltet det, hvordan vi i vores tid har været med til at præge samfundet og forstå vores og andres menneskers liv ud fra nåden, den kærlighed der skal gives videre.  Så med jeres tilladelse prædiker jeg videre en rum tid – selvom Luther satte det som et ideal for prædiken: Tritt frisch auf! Tu's Maul auf! Hör bald auf! – det sidste efterlevede han ikke altid selv.

Vi skal ikke leve op til noget, vi skal leve på og af noget.  Af hvad? Guds kærlighed, som den er vist os i Jesus, som har delt vores liv og død, så ingen mere lever eller dør for sig selv, men altid i følgeskab med Jesu og i fællesskab med Gud. I den inderste ensomhed og den yderste nød. Det kan vi leve på og tro på. Før vi kan noget, er vi elskede, og når vi falder i afmagt og fortvivlelse og død, er vi båret af Guds kærlighed og i håbet om, at vi bliver båret igennem til opstandelse og nyt liv. Det er den store historie, fortalt så kort, som den bliver det ved hver eneste dåb. Ved hver dåb får et lille eller stort menneske givet trosbekendelsens fortælling om, at vi følges med Jesus fra fødsel gennem lidelse og død til opstandelsen. og det er, hvad vi lever på – og hvad der også var Luthers erkendelse: Det er nok. Mere hellige  bliver vi ikke end i den grundlæggende tillid til, at vi hviler som børn i Guds nåde. Vi skal ikke leve op til noget, men vi kan live op.

Det er jo ikke Luther, der har fundet på alt dette. Han fortalte bare videre  med sine egne ord, lige som Paulus gjorde det, og ligesom vi skal gøre det - fortalte videre på, hvad evangeliet betyder, historien om Jesus, som vi finder, når vi hører og læser ordene i Bibelen, og når det bliver levende for os, at det handler om os, om vores små liv og vores forhold til Gud og til hinanden. Når ordet bliver kød og tager bolig iblandt os, som Johannesevangeliet.

Den tekst fra Galaterbrevet, som vi hørte før, og fra Romerbrevet, er tekster, der åbnede sig for Luther, og måske åbner de sig også for os. I hvert fald er de Paulus´ forsøg på at formulere, at vi ikke skal leve af at præstere noget og leve op til bestemte gerninger, før vi kan gøre os håb om at være elsket og accepteret af Gud. Så lad os se på den eller lytte til den – den er skrevet som et brev til galaterne, som var keltere, som levede i Lilleasien. Paulus gengiver et opgør, han har haft i Jerusalem med den ledende discipel, Peter, om hvorvidt man først skulle blive jøde og holde Moseloven, før man kunne blive kristen, eller om man bare kan være hedning og leve så godt, man kan, uden at overholde bestemte regler eller leve op til særlige krav. Kan man bare tro på, at Jesus gælder, at man er godkendt af Gud, kendt som retfærdig, altså god nok? Galaterbrevet handler også en slags reformation af kirken.

Det brev blev relevant, vedkommende for Luther, og man kan spørge, om det ikke lige præcis er den situation, vi står i dag som galaterne – hvor vi ikke længere synes, at det er nok bare at leve som døbte mennesker i tillid til nåden, men synes at vi skal præstere alverden for at kunne holde os selv ud, leve op til ydre og indre krav på arbejdsmarkedet og i spejlet og i familien. Og måske endnu vanskeligere: Hvis vi ikke synes, at vi tror på en tilstrækkelig håndfast måde, til at vi kan sige, at der er en Gud, så har vi kun os selv og de andre som dommere over vores liv. Og det kan være nådesløst, for hvis jeg selv skal skabe verden og mit liv, så er der ingen nåde, hvis jeg ikke lever op til de standarder, jeg selv har sat.

”Fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt.”
Det siger Paulus, at han sagde til Peter, fordi Peter tog fejl. Alene det  - den kristne kirkes første store apostle var indbyrdes uenige og skændtes om, hvordan evangeliet om Jesus skulle udlægges – det lover godt for, at kirken aldrig når frem til den færdige fortolkning, så vi må hellere blive ved. Om det siger Luther i sin kommentar til Galaterbrevet: Apostlen Peter tog fejl og begik en alvorlig synd. Derfor bør vi ikke tillægge apostlene så stor en hellighed, at de ikke kan synde.(..) Vist er kirken hellig. Men samtidig er den en synderinde. Derfor tror den også på syndernes forladelse og beder: "Forlad os vor skyld.”

Vi ved, at mennesket ikke gøres retfærdigt – altså ikke bliver perfekt – af at præstere. Hvor ved Paulus det fra? Fra sig selv og andre, og vi ved det også. Jo mere man prøver at gøre alt perfekt, des mere må man erkende, at man ikke kan, at det er ufuldkomment. Og hvis idealet er, at man skal være perfekt, og man ikke er det – så er der ingen vej. Det er der så kun i at sætte sin lid til Kristus – men hvordan kan man blive perfekt retfærdig af at tro på Kristus?

I vores lutherske tradition har vi sagt dette i 500 år: Nej, du gøres ikke retfærdig ved gode gerninger, men ved tro. Men jo tit nok – og også nu – tippet over på mindst  to måder:

For det første på den måde, at så må du endelig ikke gøre noget om helst og slet ikke noget godt  over for dit medmenneske, for det ville jo bare være gerningsretfærdighed og hykleri. Den tankegang var i hvert fald tidligere  en hel del fremme og har betydet, at de lutherske kirker typisk har forsømt at være socialt engageret, for man skulle jo endelig ikke tro, at man gjorde noget godt for at komme i himlen. Men problemet er, at medmennesket har brug for gerningerne. Medmennesket har brug for, at vi lever ordentligt, og at vi gør kærlighedens gerninger og hjælper hinanden, ikke for at blive frelst, men for at dele nåden..

Den anden måde, vores lutherske tradition er tippet på, er at gøre troen til en præstation. Hvis vi frelses ved tro, så må vi sørge for at have rigtig meget tro, en stærk tro , en tro der kan mærkes, og som vi selv kan stole på. Og så er den jo straks gal igen. Så er troen blevet til en ny præstation: hvis jeg ikke føler min tro meget stærkt, og passioneret, så er det nok en forket tro en lille vissen en, som ikke er god nok.

Netop om det skriver Luther i sin kommentar til dette sted i Galterbrevet, hvor der tales om at være korsfæstet , død sammen med Kristus og at: Jeg lever ikke selv, men Kristus lever i mig – det er troen:

Således er Kristus troens genstand, eller rettere ikke dens genstand; men Kristus er så at sige nærværende i selve troen. Troen er altså en slags kendskab til eller snarere et mørke, der intet ser, men hvor dog Kristus, som troen har grebet om, troner, ligesom Gud tronede på Sinaj og i templet midt i mørke (Es.6,1 ff.). Vor iboende retfærdighed er derfor ikke en kærlighed, der giver troen dens rette skikkel­se, men derimod troen selv, mulmet i hjertet, det vil sige en tillid til noget, vi ikke ser (Hebr. 11, 1), nemlig til Kristus, der selv om han slet ikke bliver set, dog er nærværende.
Troen retfærdiggør altså, fordi den griber om og ejer den skat, nemlig den nærværende Kristus. Men hvordan han er til stede, kan vi ikke regne ud, fordi der, som jeg har sagt, er mørke. Hvor der altså er en sand fortrøstning i hjertet, der er Kristus til stede i selve mørket og troen.

Luther famler med ordene, prøver sig frem – Kristus er den, vi tror på, nej, ikke engang det, han er selv selve troen på, at han lever i os , bor i os, trøster os, men som vi mærker; vi kan ikke selv se det eller forstå det.

Man taler nogle gange om, at vi skal kunne forstå det med troen og Gud, og at Reformationen var en bevægelse, at der lagde vægt på, at alle skulle kunne forstå. Det opleves også tit som en frustration at komme i kirke og så ikke kunne forstå. Alligevel må vi jo sige, at Luther og Paulus her taler om det uforståelige, som måske er troens væsen, og som ordene kun famler om: Kristus lever i mig. Jeg lever ikke selv, men Kristus lever i mig.
Kristus lever i mig som håb om opstandelse. Kristus lever i mig som værnet mod fortvivlelse, også over mig selv. 
Så troen, der gør retfærdig – gør at jeg kan rette mig op og leve som et frit menneske – er troen på Kristus, men måske endnu mere en tillid til, at han er der – i mørket og når jeg ikke føler det, i det jeg ikke selv forstår eller gennemskuer eller er herre over. Han er der som Guds kærlighed til mig, allerede før lyset kommer.
Det kan nok ikke hjælpe at trænge mere ind i det lige nu. Troen skaber vi ikke slev, den kommer af, at Guds ord fortæller os om Guds kærlighed og håbet i Kristus. 

Paulus og Luther og reformationsjubilæet efterlader os på præcis samme sted, som vi begyndte, nemlig: Vi lever af nåden. Alt er blevet givet os – mere end vi forstår.
Vores gave og opgave nu er den samme: Hvordan lever vi så, hvis vi lever som frie mennesker tror på, at Gud elsker ikke bare mig, men hvert menneske, der kommer nøgen til verden – i Haderslev som i Yemen? Hvordan skal vores samfund se ud, hvis vi tror, at det vigtige, der er at sige om et menneske, ikke er hvad det præsterer eller lever op til, men at det fra første færd er elsket og anerkendt afgud og en gave for andre? 
Hvordan skal vi arbejde, hvis vi ikke behøver at arbejde for at præstere eller lykkes, men for at gavne vores medmenneske, fordi kærligheden til medmennesket og til Gud er de eneste svar på, at alt er blevet givet mig ganske gratis?
Heller ikke kærligheden er en præstation, men en gave, der skal gives videre. Det må vi finde ud af – og altid på grundlag af, at vi HAR modtaget Gudskærlighed i – det har vi Guds ord for. Det er nok at leve på og leve af – i vores levetid og i de næste 500 og tusinder af år, indtil alt ender i Guds nåde.   

Trosbekendelsens vej er min vej – død 
Døbt ti lat leve og dø me Kristus – et kald
Og et håb.
Og et fællesskab
Nu er jeg din og du er min

Således er Kristus troens genstand, eller rettere ikke dens genstand; men Kristus er så at sige nærværende i selve troen. Troen er altså en slags kendskab til eller snarere et mørke, der intet ser, men hvor dog Kristus, som troen har grebet om, troner, ligesom Gud tronede på Sinaj og i templet midt i mørke (Es.6,1 ff.). Vor iboende retfærdighed er derfor ikke en kærlighed, der giver troen dens rette skikkel­se, men derimod troen selv, mulmet i hjertet, det vil sige en tillid til noget, vi ikke ser (Hebr. 11, 1), nemlig til Kristus, der selv om han slet ikke bliver set, dog er nærværende.

 Troen retfærdiggør altså, fordi den griber om og ejer den skat, nemlig den nærværende Kristus. Men hvordan han er til stede, kan vi ikke regne ud, fordi der, som jeg har sagt, er mørke. Hvor der altså er en sand fortrøstning i hjertet, der er Kristus til stede i selve mørket og troen.

Luther slider med det samme som vel Palus og som vi: Hvordan bliver vi fri atf at synes, at vi selv skal gøre os fortjent til livet, til tilgivelse til andres kærlighed – til guds – hvis vi endda er så heldige, at vi har en bevidsthed om Gud som noget andet end os selv. Og endnu mere nådesløst: Hvordan bliver jeggod nok i mine egne øjne. Hvornår har jeg fortjent at leve.

Det er jo aldrig godt nok.

 Marianne Christiansen, 31. oktober 2017 i Haderslev Domkirke