100-året for afslutningen af 1. Verdenskrig

Prædiken

Hvornår begynder en krig og hvornår slutter den. Hvornår begynder freden? Hvor er den fred, Jesus har efterladt os?

Vi mindes i dag d. 11.11. kl.11 da mændene i skyttegravenes blodige flænger gennem Europa, omsider kunne stige op af graven og begynde at bevæge sig mod livet, og hen imod dem, der få minutter forinden var dødsfjender. Vi markerer våbenstilstanden, der standsede myrderierne og ødelæggelsen af jorden og betød, at mændene, fædrene, sønnerne, kunne komme hjem, hjem også til Sønderjylland, hvor mere end 30.000 blev sendt afsted. Mere end 5.000 sønderjyder faldt og de, der vente hjem var oftest sårede eller invalideret på livstid. Arrene og traumerne efter krigen blev og bliver båret videre i familierne, sådan som arrene efter krig bæres over hele verden. Den store Krig præger endnu Europa og store dele af verden og menneskers vilkår.

Afslutningen på 1. verdens krig fejrer vi velvidende, at konflikterne ikke sluttedes, og at fredsslutningen ikke bragte varig fred, men grobund for ydmygelse, had og hævn. Men for denne egn bragte afslutningen fred. Mændene kom hjem til deres kære, til arbejdet og samfundet. Krigen blev slut og freden kom langsomt. Fred kommer altid langsomt. Her i de sønderjyske egne førte freden til folkeafstemning, ny grænsedragning, sikring af mindretallene og med tiden til forsoning, venskab og fællesskab. Det skal der også fortælle om. Det skal fortælles, at krig kan bringes til ophør, at fred kan vokse frem langsomt med tiden og viljen. Freden kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Freden med det daglige brød og almindeligt menneskeligt fællesskab. Med rughøst og arbejde, der skal passes, jord, der skal dyrkes og børn, der skal vokse op. Alle de ting, vi tager for givet. Vi er nødt til at huske, at freden er ingen selvfølge. Tænk, at vi kan få lov at gå i skole og på arbejde. Tænk, at ingen tvinger os eller truer liv og lemmer. Og i samme åndedrag: Tænk på dem, der lige nu lider under krigen - i Yemen, i Syrien, i Sydsudan og de andre steder, hvor det sidste brød for længst er bagt og der ikke er andet end ødelagt jord og mennesker på flugt. Krig kan hele tiden blusse op. Freden skal søges og dyrkes.

Hvornår begyndte krigen – og hvornår begynder freden?

Den svenske ærkebiskop Nathan Söderblom skrev allerede da krigen brød ud: Historien vil bringe for lyset, hvad der var de egentlig grunde til denne krig, men kun Gud kender hjerternes skjulte anslag. Slørede menneskeøjne ser kun uklart, hvad der er vores pligt og hvad der forekommer uundgåeligt.

I historiens lys er det stadig uklart, hvorfor den ikke kunne undgås.  Det var en strid om magt, om kolonier og handel, ikke om ideologi eller religion; der var stærke nationalistiske strømninger og retorik, og måske næsten en trang hos de ledende til en ”lille rask krig til at rense luften”. Det ser næsten ud, som om det ene ord tog det andet, som det sker mellem mennesker, den ene konflikt mellem Østrig-Ungarn og Serbien efter mordet på kronprinsen i Sarajevo spredte sig med lynets hast på få uger og satte Europa i brand og fik udløbere i på det afrikanske kontinent, Mellemøsten, USA, Østen og Stillehavet – blev en verdenskrig.

1. verdenskrig kom til at forme verden og blev anderledes end tidligere krige. Det var første gang, massehære af almindelige unge og voksne mænd skulle afsted.  Nogle steder - men ikke i Sønderjylland - med begejstring, fordi man mente man kæmpede for en retfærdig sag. Propagandaen var hård for at holde på folkestemningen ved at male billedet af fjenden så sort som muligt, så folket og soldaterne kunne øjne et retfærdigt formål med krigen og lidelserne. Men krigen blev meningsløs, og tabet af mening for de mange millioner af soldater og familier, som mistede alt for ingenting, kom også til at præge Europa. 9 millioner faldne soldater, 22 millioner sårede og invaliderede. Fredsaftalerne på vindernes betingelser skabte bitterhed blandt taberne i det tyske, det østrig-ungarske og det osmanniske rige og på Balkan. Mange af de konflikter, vi siden har set, i Europa og Mellemøsten, har rod i den fredsslutning, der ikke blev en varig fred, fordi den ikke blev til forsoning.

Mindet om den store krig skal holde os vågne for, at krig ikke bare er noget langt væk, som rammer nogen vi ikke kender og i hvis sted vi ikke kan sætte os. Krig rammer mennesker, der er aldeles ligesom os og som generationerne før os. Vi må altid huske på de soldater, som igen og igen på alle vores andres vegne sendes i krig eller sendes for at bevare freden. Det er aldrig soldaterne, der skaber krigen. For krigen begynder ikke med det første skud eller den første granat. Den begynder i ord og i anskuelsen af andre mennesker og nationer. Er der noget, vi kan lære af 1. verdenskrig så er det ikke at lege med ilden. Ikke at lege med drømmene om magt og rigdom og nationalistisk storhed, ikke at tale krigen frem i svulstigt sprog og storladne følelser, ikke at gøre os døve for andres synspunkter og andres ret og den kedsommelige, men nødvendige samtale.

”Fred efterlader jeg jer”, siger Jesus. Men hvor er den, og vil vi søge den?

Den fred, Jesus efterlader, er den dybe fred: Freden og forsoningen med Gud og med hinanden. .Det er den fred, Jesus er gået i døden for at bringe til alle. Det er den fred, som kan komme til stede selv i skyttegravenes helvede, hos den døende, hos den, der har mistet alle evner. Og det er fred til at leve i. ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.” Det kan hvert menneske høre også som et kald til at søge freden, og som folk kan vi høre det sagt til vores fællesskab. Fredens gave er blevet efterladt til os. Hvordan skal vi forvalte den? Hvad bruger vi vores gode vilkår til? Til at grave skyttegrave og forberede ny krig, eller til at dyrke jorden, tage vare på det liv, der er givet os, og de fællesskaber og venskaber henover grænserne, som det er hurtigt at bryde ned og tager lange tider at bygge op? Det er hurtigt at sprænge en bro, langsomt at genopbygge den, hurtigt at lægge landet øde af bombekratere, langsomt at dyrke frugtbarheden frem igen.

Hvis vi skal søge freden, så bliver det nødt til at være med den kærlighed, Jesus har sat i verden som livets mening. Du skal elske. Selv din fjende skal du se som et menneske, der kunne være din bror.

”Elsker I mig, så hold fast ved mine ord”, siger Jesus. Det betyder at blive ved med at stå i lære hos Menneskesønnen og blive mindet om hans ord, også de svære: Elsk dine fjender; bed for dem, der forfølger dig; forlig dig med din bror, mens du er på vej sammen med ham; døm ikke og fordøm ikke, tilgiv; vær barmhjertig. Der er nok at lære, for vi bliver aldrig udlært. Krigen er altid vores mulighed med skyttegravene i overført eller virkelig betydning.

Også vi kan komme i den situation, at krigen bryder ud og byder os at forsvare frihed og hjemland. Det kan være borgerpligt at skulle kæmpe, som det var det for soldaterne dengang og nu, og vores slørede menneskeøjne kan ikke se længere. Krigen kan blive et vilkår, men det er at vilkår, som vi har et kald til at undgå. Vi skal søge freden.

”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder.” At kæmpe for det. vi har kært, betyder langt mere end at kæmpe på slagmarken. Det betyder at kæmpe hver dag for freden. For det liv og de mennesker, vi har kær, for den fælles jord og den fælles verden, vi har kær. Det mest frygtelige ville være, hvis vi opdagede, at vi havde kæmpet imod det, vi havde kært – det fælles liv i fred og forsoning.

Gud give os at have det liv så kært, som er givet os til deling, at vi aldrig bliver til fals for oppustet progaganda eller terror, der sætter menneske op imod menneske og gør os blinde for Menneskesønnens søskende. Jesu hilsen giver mod: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Det kræver mod at kæmpe for freden . For den opnås aldrig ved at udrydde fjenden, men ved at forsone sig med fjenden og opdage mennesket. Det guddommelige øjelik hvor soldaterne omfavner hinanden d. 11. 11 kl.11, da våbnene tav, skal forblive et under og et forbillede.

Krigen slutter, når soldaterne og alle vi andre kan få øje på mennesket i skyttegraven eller på den anden side af grænsen som et medmenneske og ikke et modmenneske. Freden, den fred, som Jesus har efterladt os, begynder i kærligheden. Den bliver skabt af det ord, der bliver talt til os: Du er Guds elskede barn, du skal leve og møde dit medmenneske, som Jesus kalder dig til. Han er gået i døden sammen med de elendige og lidende og han bringer dem med ind i opstandelsen.

Opstandelse er også tilgivelse, forsoning. Ingen fred uden retfærdighed og ingen fred uden forsoning. Det kræver mod at søge freden. Mod at være den, der først holder op med at skyde, som først rejser sig fra skyttegraven, som først træder sin fjende i møde som et menneske.

Derfor skal vi huske krigen for at søge freden. Huske gruen i skyttegravene og det ødelagte land. Huske de ødelagte familier og de ødelagte sind. Huske soldaterne på begge sider, som ikke havde noget større ønske end fred. Efter gudstjenesten samles vi ved mindesmærkerne for de faldne, som man gør det i hele Sønderjylland, og her også for de franske faldne far 2. verdenskrig. I Braine i Frankrig står lige nu repræsentanter for Haderslev og Sønderjylland ved gravene for sønderjyske soldater og de mindeplader, hvor navnene står side om side, uanset om sindelaget var dansk eller tysk: De kom fra den samme hjemstavn og vente aldrig tilbage. De skal huskes side om side. Som der står på mindestenen her ved Dammen over de faldne fra Haderslev: ”Skilt af meget bar de sammen/ livet, lidelsen og døden/ Husk, o Haderslev ved Dammen,/ dine faldne sønners navn./ Sent går natten/ tung er nøden/ der er langt til morgenrøden/ løft os, Frelser, i din favn.”

Det er der, vi ender og begynder: I håbet om, at Kristus vil favne os alle og løfte os ind i morgenrøden. Fred har han efterladt os og givet os med sit ord: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Så lad os skønne på freden og modigt og uforfærdet søge den altid i vores modsætningsfyldte verden. 

En gang kalder Kristus os ud af alle skyttegrave for at møde den fred, der overgår al forstand, og som aldrig skal brydes.

Marianne Christiansen, Haderslev Domkirke, den 11. november 2018 kl. 09.30.

Foto øverst: Karin Riggelsen.