Rapporter fra studieorlov
Nyheder

Tid til stilhed

Sognepræst Anders Dalgaards rapport fra studieorlov.


Det var ved et teol-kursus i et af mine første studieår, at jeg mødte den pensionerede biskop Bo Giertz fra Göteborg i Sverige. Jeg husker kun nogle få sætninger fra hans foredrag. Men hans tillid til Guds ord og hans kærlighed til Kristi kirke, samt hans omsorg på sjælenes evige frelse krydret med hans ydmyge og karismatiske udstråling brændte sig ind i mit sind. Mødet med Bo Giertz hører til et af studietidens største oplevelser.

Bo Giertz har et større forfatterskab bag sig: romaner, teologisk faglitteratur, andagtsbøger og en samlet oversættelse af Det nye Testamente med kommentarer.

En af de mest kendte bøger fra hans hånd er romanen ”Stengrunden”, som beskriver kirkelivet i et lille svensk sogn over tre tidsepoker. Heri udfolder han sin store kærlighed til kirken, gudstjenesten og sakramenterne samt til de kirkelige vækkelsesstrømninger. Når jeg læser ”Stengrunden”, så er jeg hver gang blevet bekræftet i, at Bo Giertz` anliggende bl.a. er at beskrive, hvordan Kirke uden vækkelsesbevægelser ender i stivnet ritualisme; og vækkelsesbevægelser uden kirke ender i sværmeri. Både kirken og de åndelige vækkelser er afhængige af hinanden og befrugter hinanden.

Som årene er gået er lysten til at fordybe mig i Bo Giertz’ faglitteratur vokset. Jeg ønskede at komme ind i den teologiske og dogmatiske tankegang, der ligger til grund for ”Stengrunden”. Hvor skulle jeg midt i min travle arbejdsdag med mange opgaver finde tid og ro til en sådan fordybelse?

Som præster har vi mulighed for at søge tre måneders studieorlov, hvor vi kan finde stilhed og ro til studier, fordybelse og eftertanke. Studieorloven er samtidig en kort periode, hvor vi kan slippe de daglige tøjler fra embedets mange opgaver og betro dem til en anden præst. En opgave som Benjamin Kobborg fik og løste på en meget god måde. 

Nu er orloven så forbi og jeg er tilbage i embedet. Hvad fik jeg så ud af det? Jeg har læst i tre måneder uden at det skulle resultere i et dokument, der skulle fremlægges; og heller ikke læst med henblik på at der skulle prædikes den næstfølgende søndag. Nej, jeg har læst for sjælens skyld. Jeg har læst til troslivets opbyggelse.

Hvad var det så, at jeg på en særlig måde opdagede ved læsningen af Bo Giertz’ teologiske litteratur? Jeg er blevet overbevist om at fundamentet og den grundlæggende tone i hans teologi kan samles i ordene: forsoning og opstandelse. Igen og igen vender han tilbage til forsoningens store under: at Gud i Jesus Kristus – hans liv og død på korset – forsonede sig med verden / med os. En forsoning, der betyder, at vi ved dåb og tro er skjult i Kristus, og at Gud derfor ser os gennem ham. Denne tone klinger med, når han beskriver syndens hårde stengrund i vore hjerter og når han beskriver stengrunden på Golgata. Stengrunden i hjertet fordømmer os, mens stengrunden på Golgata, hvor Jesus blev korsfæst, frikender og forsoner os med Gud.

Når Bo Giertz skriver om kirke, henviser han til bibelens tale om kirken som et levende legeme med Jesus Kristus som dets hoved og de døbte som lemmer på legemet. Dermed får kirken/menigheden karakter af Jesu Kristi nærvær i verden. Derfor bliver livet i kirken så afgørende for en kristen. Mange gange understreger Bo Giertz vigtigheden af, at en kristen må tager del i kirkens gudstjeneste, bønner og sakramenter. Han understreger det ikke for at ”ride sin egen hest – som præst og biskop”, men for sjælenes evige frelses skyld.

Hvad er det samle kendetegn for Bo Giertz’ forfatterskab og virke som præst og biskop? Svaret er: Han ville kalde til tro på Kristus ved at pege på forsoningen og til et liv med Kristus ved at pege på kirken med dens gudstjeneste og sakramenter. 

Jeg blev spurgt om, hvorvidt jeg ville holde foredrag om studieorlovs-læsningen? Hertil må svaret blive et nej, for mit troslivs opbyggelse vil jeg ikke holde foredrag om, men jeg håber at det vil komme til at præge mit virke som præst.