Rapporter fra studieorlov
Nyheder

Studieorlov med fokus på nadver

Inge Lindhardt Mikkelsen har skrevet følgende rapport om sin studieorlov fra oktober-november 2017.

Indledning

Når jeg valgte nadveren som emne for min studieorlov, var det primært fordi jeg syntes, at nadveren var det sted i gudstjenesten, hvor teologi og liturgi hang dårligst sammen. Nadverteologien har en række perspektiver på nadveren: 1) Kropstanken - både at man som modtager i nadveren bliver ét med Kristi legeme, og at man går fra nadveren som Kristi legeme. 2) Kristus giver i kærlighed sig selv hen for mennesker og viser dermed, at kærlighed handler om at give sig selv. 3) Fællesskab både med Kristus og med menighed – og både her og hinsides og ikke mindst 4) Måltidstanken, som både handler om at dele måltid med hinanden og med Kristus, at få en tilskyndelse til at dele hvad vi har med dem, der ikke har og til sidst 5) Ihukommelsen – at vi igennem en kollektiv erindring af Jesu liv, død og opstandelse også bliver samtidige med ham og med hinanden. Denne mangfoldighed kommer ikke til udtryk i nadverliturgien. Den nadverteologi, som mest tydeligt kommer frem i de 3 nadverritualer, som findes i ritualbogen, er en teologi, der tolker nadveren som syndernes forladelse. Her mødes vi af Kristus og bliver mindet om, at vi ved hans død har fået syndernes forladelse, og derfor tør håbe på det evige liv.

Det er ud fra denne manglende sammenhæng, at jeg har sat mig for at arbejde teologisk med nadverliturgi i min studieorlov. Det har jeg gjort ved dels at se historisk på nadverliturgiens oprindelse og udvikling gennem tre nedslag: i oldkirken, hos Luther og hos den danske teolog Otto Møller, dels ved at se på de nuværende nadverliturgier i vores nabolande (Norge, Sverige og Tyskland). Ved at se på hvordan nadverliturgien har set ud i sin spæde begyndelse, får man også et indblik i, hvilken teologisk udvikling, nadveren har gennemgået. Og ved at se på vores nabolandes nadverliturgier, kan man få et indtryk af, hvilken liturgisk retning, der er slået igennem i de forskellige kirker. Og mit håb var, at det kunne give inspiration til nadverliturgien i en dansk, folkekirkelig sammenhæng.

Jeg havde også ønsket at blive klogere på nadverteologien især hvad angår sonoffer-tanken, som jeg mener i dag kan opleves som en fremmedgørende tolkning af Jesu død. Det er problematisk, hvis nadveren opleves som et blodigt offermåltid, sådan som jeg har oplevet en del af konfirmanderne reagere på nadveren. Derfor er der for mig at se et vigtigt teologisk arbejde med at få tænkt offertanken igennem, så den også kan give mening i en dansk folkekirkelig sammenhæng – meget langt fra den jødiske offertjeneste i Jerusalem.       

Den historiske baggrund for udvikling af nadverliturgi og-teologi

(primært ud fra Bent Flemming Nielsens bog ”På den første dag”.)

I de første gudstjenester var måltidet helt centralt. Kristentroen gav sig udtryk i en ugentlig rytme med samlinger på bestemte dage, og højdepunktet var samlingen om måltidet på den første dag i ugen, hvor man spiste sammen og delte opstandelsestroen med hinanden. Hos Paulus finder vi én af de allerførste opskrifter på menighedens samlinger: De kommer sammen, spiser ’Herrens måltid’ og bryder brødet. Hver enkelt bidrager med en salme eller en belæring eller en åbenbaring eller en tungetale, som skal udlægges.

Anamnesen, ihukommelsen, har været en vigtig del af de tidligste måltidsfællesskaber. For israelitten betød erindringen om fortidens frelse samtidig, at han selv blev indoptaget i den virkelighed, som der erindres om (Bent Flemming Nielsen (BFN)s. 84). Anamnesen er altså noget andet end bare at ’huske på’, det betyder, at man selv bliver en del af det, der ihukommes.  Den eukaristiske ’erindring’ har karakter af lovprisning af Gud, og ihukommelsen er en aktiv handling, ikke blot en mental indstilling. (BFN s. 108) Når Jesu død og opstandelse ihukommes, så er frelsen og den korsfæstede, himmelfarne Kristus tilstede hos sin menighed – på tværs af tid og sted. Selve indstiftelsen er derfor ikke en erindring om et måltid, som er langt borte i en fjern fortid, men det (måltidet) er tilstede, hver gang den kollektive erindring bringes på bane (BFN s. 86).

Indstiftelsesordene har ikke haft en fast plads ved måltidet i de første århundreder, lige som det heller ikke har været opfattet som et måltid, hvor brød og vin blev forvandlet eller forandret dvs. ingen konsekration. Men opfordringen i indstiftelsesordene om ”gør dette” ligger som baggrund for måltidssamlingerne. Selvom Paulus citerer indstiftelsesordene for menigheden i Korinth, er det ikke udtryk for, at de har hørt med til nadverliturgien, men de skal bruges til at rette nogle misforhold ved afviklingen af måltidet. Det tyder på at ordene var kendt på det tidspunkt, men de var ikke en del af en rituel praksis i forbindelse med måltidet.

Den anglikanske teolog og præst, Paul F. Bradshaw, mener at kunne finde vidnesbyrd om en særlig nadvertradition knyttet til bespisningsunderet, som han især finder tegn på i Johannesevangeliet. Der er indtil slutningen af andet århundrede primært tale om, at brød og vin forstås som en særlig åndelig føde, hævder Bradshaw. Også i Didaché og hos Justin, Ignatious af Antiokia og Irenæus finder Bradshaw tegn på denne tradition. ”De teologiske, soteriologiske tankegange om Jesu død, den nye pagt og offeret kommer ikke til orde i denne traditionsstrøm, som han mener ligger bag de ældste overleveringer uden for Det nye Testamente.” (BFN s. 52). Bradshaw beskriver nadverforståelsens udvikling som et forløb ”from feeding to sacrifice”. Ifølge Bradshaw er nadveren i denne tradition primært et mætningsmåltid, hvor måltidet har den teologiske overbygning, at maden ikke kun gav næring til livet her og nu, men også til det evige liv.

De første måltidssamlinger har haft karakter af agape-måltider. Gennem måltidet blev der brudt op i de skel, som samfundet normalt satte mellem rig og fattig, mænd og kvinder m.fl. Og det har utvivlsomt virket attraktivt ikke mindst på de socialt og økonomisk dårligt stillede samfundslag, og derfor har måltiderne sikkert haft en stor indflydelse på  kristendommens hurtige udbredelse. De oldkirkelige liturgier lægger stor vægt på, at menigheden gennem måltidet kunne vise sin taknemmelighed overfor Gud ved at frembære takofre til ham (som blev delt ud i menigheden).

De forskellige kilder fra de første århundreder (Didaché, 1. Kor og Justin), viser en stor vægtlægning på takkebønnen og anamnesen. I Didaché kan der være tegn på, at der har været tale om to måltider: et agape- måltid, som var et mætningsmåltid og et symbolsk eukaristi-måltid. Bent Flemming Nielsen tilslutter sig imidlertid den del af forskningen som hævder, at der i Didaché afspejles en situation, hvor de to typer måltid ikke er adskilte endnu.

Kort oversigt over de tidligste kilder til eukaristien:

Menigheden i Korinth: Det ældste vidnesbyrd om de kristne måltider. Der knyttes til ved forsoningstanken og stedfortrædelsen. Brødet delagtiggør i det legeme, som har hengivet sig stedfortrædende i selvopofrelse for menigheden, hvormed menigheden selv bliver ”legemet”. Brødet tolkes i sammenhæng med sonoffertanken, mens vinen tolkes i sammenhæng med kalken, som knyttes til den gammeltestamentlige pagtstanke. Den paulinske version taler ikke om at drikke Kristi blod, hvilket ville være utænkelig på jødisk grund, men om at pagten er sluttet ved Kristi blod. En jøde må netop ikke spise blod, men skal lade blodet løbe fra dyret, når det slagtes, for at det er kosher. Det vil derfor være meget fjernt i en jødisk sammenhæng at skulle drikke blodet. Men man kendte blodet fra offerkulten, hvor man slagtede et dyr, for at vise sin taknemmelighed over for Gud og for at sikre, at Gud så i nåde til én. Det ligger i den jødiske forståelse, at gennem blod kan man genoprette den gode forbindelse til Gud. Kristus ses altså både som sonoffer og som pagtsoffer: sonoffer igennem hans legeme, som gives for os og pagtsoffer gennem blodet, som etablerer den nye pagt mellem Gud og mennesker.

Takken fylder meget i eukaristien (som betyder ’takkebønnen’), både en tak for måltidets skabte værdi, at det er mad og drikke, og for den ekstra kvalitet, der er nedbedt over mad og drikke, og som giver forbindelsen til den opstandne og nærværende Kristus.

Hos Paulus finder man også stærke eskatologiske elementer: ”…forkynder Herrens død, indtil han kommer!” Nærforventningen er helt intakt, og måltidets vægtlægning på Kristi nærvær sker med en forventning om, at hans mere synlige nærvær er nært forestående. I mellemtiden takkes der for Kristi nærvær gennem nadver-elementerne.

Didaché: er skrevet omkring 1. århundredeskiftet og er repræsentant for syrisk-palæstinensisk liturgifamilie med tæt inspiration fra semitisk og jødisk tradition. Didachés bønner bærer præg af at være tidlige kristne variationer af ældre jødiske måltidsbønner. Der er i Didaché ingen henvisninger til Kristi legeme, stedfortrædelsen, forsoningen, pagten eller Kristi blod, men der er en omtale af eukaristien i offerkategorier. De bedende udfører åndelige ofre.

Justin Martyrs 1. apologi:  er skrevet omkring 2. århundrede, og hensigten med skriftet er at forsvare kirkens samlinger over for kejseren. Justin vil understrege, at kristendommen ikke er skadelig eller samfundsfjendtlig. For Justin spiller skabelsen en vigtig rolle i forhold til nadveren:  Skabelsen er en gave til mennesket, noget mennesket taknemmeligt skal tage imod og leve ved og af – det er en central side af Justins nadversyn, at nadveren er mad at leve af.  Hans argument imod brændofre er også skabelsesteologisk: man skal ikke brænde offergaver, som jo er fødevarer, der er beregnet til at spise. Ud fra liturgien laver Justin ansatser til det, som vi i dogmatikken kalder ”skabelse og genløsning”. Det er eukaristien og tolkningen af menighedens praksis, som gør det nødvendigt med en teologisk afklaring af Gud både som skaber og opretholder, og som frelser og forløser.

 Hos Justin – i modsætning til hos Paulus og Didaché – går der en orddel forud for måltidet. Justin laver parallel mellem brød/legeme og vin/blod – det kender vi fra indstiftelsesordene, men ellers fremgår denne sammenhæng ikke tydeligt i liturgierne for eukaristien. Justin forklarer nadveren med, at de gammeltestamentlige ofre skulle tjene som forløbere for Kristi endegyldige offer. Offer-tanken er altså med i hans syn på måltidet, men hans tolkning af eukaristien er primært forbundet med inkarnationen: ”Men på samme måde som Jesus Kristus, vor frelser, da han ved Guds ord blev inkarneret, både fik kød og blod for vor frelses skyld, således er vi blevet belært om, at den føde, der er blevet takket for i en bøn formuleret med et ord, der er fra ham, og som ved en forvandling nærer vort blod og kød, at den er hin inkarnerede Jesu kød og blod.” (BFN s. 129). Der er ikke indstiftelsesord med i Justins nadverliturgi, men epiklesen, åndspåkaldelsen, har fundet sin plads.

Irenæus: Skabelsestanken er vigtig for Irenæus, født ca. 130 i en græsk, kristen familie i Lilleasien. Han insisterer på kristendommens sammenhæng med jødedommen, og mener at det er umuligt at forstå kristendommen uden Det gamle Testamente som forudsætning. Frelsen er for Irenæus ikke bare åndelig, men også det legemlige indgår i frelsen. Teologisk koncentrerer Irenæus sig om skabelsen, også når det drejer sig om hans syn på eukaristien. 

Skabelsen knyttes hos Irenæus også sammen med inkarnationen. Han har den pointe, at ”det jordiske, helt ned i de basale ingredienser, lader sig forene med det guddommelige” - sådan som det viser sig i inkarnation og nadver. 

For Irenæus er takkeofferet vigtigt som et tegn på, at menigheden ikke skal være ufrugtbare eller utaknemmelige. Offeret er et lovprisningsoffer: det er mennesket, der giver sin tak og lovprisning til Gud for sin skabelse og indtræden i verden. Baggrunden for denne tanke skal sikkert findes i de jødiske måltidsbønner.  Hos Irenæus forudsætter det eukaristiske offer, lovprisningsofferet, at Kristus har givet sig selv.

Tertullian og Cyprian: er med til at skabe en overgang for eukaristien fra mætningsmåltid til de senere sammenkomster, hvor man kun indtager en symbolsk mængde mad og drikke. De hører begge hjemme i de nordafrikanske menigheder fra sidste del af 2. årh. til midten af 3. årh. Her finder vi for første gang en entydig dokumentation for, at eukaristien også blev fejret om morgenen. I forbindelse med overgangen fra aften- til morgeneukaristi indtræder også en ændring af måltidets karakter. Mens aftensmåltidet sandsynligvis har været et mætningsmåltid, er morgeneukaristien reduceret til en symbolsk mængde føde.

Flytningen af tidspunktet for eukaristien gav udfordringer med at drikke vinen, da de kristne så kunne genkendes på deres spiritus-ånde, når de brød op fra de kristne samlinger.  Derfor valgte nogle menigheder at nøjes med at bruge vand ved eukaristien, og ikke en blanding af vand og vin, som det ellers var foreskrevet. Praksis var at vin og vand blandes, og Cyprian gør sig store anstrengelser med at argumentere for, at også Jesus selv blandede vand og vin ved måltidet den sidste aften. For ham er det vigtigt, at ikke kun vand benyttes, da vinen netop symboliserer Kristus selv og hans offer og selvhengivelse. Ved at blande vand og vin, udtrykker det at Kristus forener sig med sin døbte menighed på jorden, så de herefter er uadskillelige.

Cyprian ”tolker eukaristien som en mimetisk genopførelse af Kristi egen gerning. Med denne tilgang forskyder eukaristien sig fra at være en lydighedshandling mod Kristi bud til selv at blive en Kristusimitation.” (BFN s. 155).  Derfor er der ikke plads til afvigelser i udførelsen af eukaristien, da det netop ligger i den faste liturgi, at der virkeliggøres en forbindelse mellem menigheden og Kristus. Liturgien bliver altså med Cyprian en forudsætning for denne sammenknytning mellem Kristus og menigheden.

Traditio apostolica: en del tyder på at forfatteren er Hippolyt, som var biskop i Rom fra 215-235. I lighed med Justins beskrivelse af liturgien, hvor han nævner, at ”dernæst frembæres et brød og et bæger med vand og vinblanding til forstanderen for brødrene, og denne tager det og opsender lov og pris til altets fader ved sønnens og den helligånds navn”, bruges det tekniske udtryk for forberedelsen som ”oblatio”, at frembære, at løfte frem, men også at ofre. Det er også denne tanke der ligger i vores navn for brødet, ’oblat’.

I Traditio apostolica finder vi det første eksempel på, at indstiftelsesordene citeres i en eukaristisk liturgi, men indstiftelsesordene skal ikke ses som udtryk for en indvielse af nadverelementerne. ”Det drejer sig derimod om, at brød og vin på Kristi ord frembæres med tak og bøn om, at Ånden må stige ned over gaverne og menigheden” (BFN s. 176). Epiklesen er central i nadverforståelsen, sikkert med forbindelse til Joh 14,26: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer”. Epiklesen er bønnen om at det, som i ihukommelsen er fortalt og som i menigheden er blevet båret frem, må blive virkeliggjort ved Guds Ånds indgriben. Dette syn på epiklesens centrale betydning i nadveren er ført videre i den østlige liturgi. Her bliver epiklesen betragtet som det afgørende tidspunkt i nadveren, hvor ånden stiger ned over gaverne og lader Kristus tage bolig i dem. Eukaristien kredser om mysteriet, den hemmelighedsfulde forening af det himmelske og det jordiske, af Gud og mennesker.

Den kristologi, som findes i den anamnetiske bøn, er koncentreret om to grundlæggende vinkler: Kristi passion og frivillighed. Det er en kristologi, som betoner den guddommelige indgriben som baggrunden for frelse, og eukaristien bekræfter den fejrende menighed på dens delagtighed heri.

Apostolske konstitutioner: stammer fra 2.-4. årh. og er sammensat materiale fra de tidligste kirkeordninger og liturgier.  Legeme og blod bringes nu i indirekte forbindelse med brød og vin, idet de ikke mere blot ses som brød, men som antitypa – afbildninger – som ofres. I Apostolske konstitutioner forudsættes en eukaristisk praksis, hvor måltidet ligger imellem de to bønner.

Konsekration/forvandling kender vi først mod slutningen af det fjerde årh, efter at Milanos biskop Ambrosius havde søgt at forklare forvandlingen som noget, der indtræder, når ordene ”Dette er mit legeme” og ”Dette er den nye kalk ved mit blod” bliver udtalt.

I oldkirken bliver det netop tydeligt, hvor tæt liturgi og teologi hører sammen og indbyrdes påvirker hinanden – i oldkirken også ind imellem i rækkefølgen, at liturgien bliver baggrunden for dogmatiske udsagn, som vi fx ser det hos Justin. Denne vekselvirkning mellem dogmatik og liturgi anser jeg for meget vigtig både for dogmatikken og liturgien. Man kan beskrive liturgien som levet eller fejret dogmatik, og liv og lære må altid gensidigt påvirke hinanden.

Efter denne oldkirkelige gennemgang, har jeg på grund af begrænset tid tage et spring i historien og er dykket ned i Luthers nadversyn.

Nadveren hos Luther

Niels Henrik Gregersen opregner i sin bog ”Den generøse ortodoksi” tre faser i Luthers nadversyn kort form: Første fase går fra 1518-19, hvor nadveren bestemmes som kærlighedens sakramente, og hvor fokus er på enheden mellem tro og kærlighed. Anden fase går fra 1520-23, hvor Luthers nadversyn er centreret om Kristi ord, og tredje og sidste fase går fra 1524 og frem, og her udvikler Luther sin opfattelse af det reale nærvær af Kristus ”i, med og under” de naturlige elementer af brød og vin. Centralt i Luthers nadverforståelse er sammenhængen med inkarnationen. Han trækker en linie til Chalcedon, hvor Jesu to naturer beskrives som Guds evige Logos, og mennesket forenet i én person, Jesus Kristus, som ”to naturer uden sammenblanding, uden forandring, uden deling, uden adskillelse, således at forskellen mellem naturerne på ingen måde udslettes ved enheden, men at hver naturs egenart snarere derved bevares og virker med den anden naturs egenart i én person og i én tilværelse, ikke fordeles på to personer eller skilles fra hinanden”. (Niels Henrik Gregersen (NHG) s. 147). Dette forhold gælder også for ord og elementer i nadveren: Brød og vin er Jesu legeme og blod – uden sammenblanding og uden adskillelse, og Kristus og den troende bliver ét i nadveren – uden sammenblanding og uden adskillelse. Signum (legeme og blod) og res (brød og vin) er samtidige og nærværende.” Hvis guddommeligt og mennesket ikke kan være lige så realt nærværende i sakramentet, som på korset, sås der – med fatale implikationer for soteriologi og gudslære – tvivl om inkarnationens virkelighed: ”Hvis jeg tror, at alene den menneskelige natur har lidt for mig, så er han en dårlig frelser og har selv brug for at blive frelst” (Luther)” (Kroppens teologi – teologiens krop s. 336). Derfor kan Luther også bruge stærke sprogfigurer som Guds-kød, ånds-kød, kød-brød og blod-vin i sine skrifter for at udtrykke, hvor konkret og legemligt Kristus er tilstede i brød og vin. Sakramentet fungerer i Luthers teologi som en begivenhed, hvor Gud igen og igen ”kaster sig i kødet” og bliver menneske. Hver nadver er en inkarnation, hvor Gud igen bliver kød og tager bolig iblandt os. ”Som den gud-menneskelige enhed eller identitet gør det muligt at sige om Gud: ”dét er et menneske!” og omvendt om mennesket: ”dét er Gud!”, betyder den sakramentale identitet, at det er muligt at sige om brødet: ”Det er legeme, det er kød” eller om vinen: ”det er blod”. (Kroppens teologi – teologiens krop s. 340).

Og som en del af Kristi legeme kan man ikke være uden frugt, så Luther understreger, at nadveren må efterfølges af hjælp og bøn for de trængende. Selvom agapemåltid og eukaristi i oldkirken blev adskilt, så der på Luthers tid ikke var noget mætningsmåltid, så leder nadveren også deltagerne ud til den næste, som mangler brød og omsorg. Som beskrevet i artiklen af Samuel Torvend ”Those little pieces of bread”, så gav Luther inspiration til et sogn, bestående af 11 små landsbyer, og med navnet Leisnig, som i fællesskab med Luther lavede en ”Fraternal Agreement on the Common Chest of the entire Assembly of Leisning” (det originale tyske navn kender jeg ikke). En del af aftalen var, at menigheden skulle have en grad af fælleseje og at alle skulle hjælpe med at afhjælpe fattigdom hos medkristne. I citat af Luther fra artiklen s. 25: “When you have partaken of this sacrament (of the altar), you must in turn share the misfortunes of the fellowship… Here your heart must go out in love and learn that this is a sacrament of love. As love and support are given to you, you in turn must render love and support to Christ in his needy ones. “

I artiklen fremhæver forfatteren Leisning-aftalen som en slags forløber for velfærdssamfundet. Det er en kraftig virkningshistorie – og måske nok også for kraftig! Men Leisnig-aftalen inspirerede mange kirkeordener i Nordeuropa i løbet af det 16. årh.

Ud over Kristi nærvær i nadverelementer – tolket ud fra inkarnationen – var det også centralt for Luther, at hans tanke om det almene præstedømme gav adgang til den fulde nadver for hele den døbte menighed. Når sakramentet modtages i tro, så fører det til frelse.

Luther gjorde endvidere op med en katolske messeoffer-lære, at der i nadveren sker en ublodig gentagelse af ofringen på Golgata. Der sker ikke noget offer, for Kristi offer er fyldestgørende og endegyldigt og har ikke behov for nogen gentagelse. I nadveren kan vi, hver gang den gentages, tage imod frugterne fra Kristi offer.

Nadveren er til fordi mennesker har brug for den. Det beskriver Luther i ”En sermon om Det Ny Testamente” fra 1520. Her udfolder Luther, hvordan nadveren er Kristi testamente (pagt og testamente er på latin det samme ord). Ethvert testamente har et segl på sig som en garanti for, at det er gyldigt, ”således har også Kristus båret sig ad med dette testamente, idet han har hængt et stærkt og såre fornemt segl og tegn på og ved ordene, nemlig sit eget sande kød og blod under brødet og vinen. Thi eftersom vi arme mennesker har vort liv i de fem sanser, må vi i det mindste ved siden af ordene have et ydre tegn, som kan holde os til og komme sammen om, dog således at dette tegn er et sakramente, det vil sige, at det nok er noget ydre, men rummer og betyder åndelige ting, for at vi ved det ydres hjælpe kan blive ført hen til det åndelige og sanse det ydre med legemets øjne, det åndelige og indre med hjertets øjne.” (Her citeret fra ”Guds menneskelighed” af Theodor Jørgensen).

Fra Luthers nadversyn vil jeg igen tage et spring godt 300 år frem i tiden. I min historiske gennemgang af nadveren, er det nedslag jeg foretager for ikke at fortabe mig i det historiske. Derfor er det en absolut selektiv gennemgang, også når jeg har valgt Otto Møller som det sidste og ”nye” input til min historiske gennemgang. Otto Møllers nadverteologi rummer nogle spændende og nye vinkler på nadveren, som – selvom de er godt hundrede år gamle – også virker moderne og rammer ind i en nutidig overvejelse om nadverens sigte og baggrund – fordi Otto Møller ser nadveren som andet end forsoning.

Otto Møllers teologi

Otto Møller (1831-1915) står som én af de teologiske tænkere i en dansk sammenhæng, som er kommet med nogle inspirerende bud på en nytænkt nadverteologi (og forsoningsteologi, men det er ikke anliggendet her). Noget af det centrale i Møllers sakramentsteologi er forholdet mellem dåb og nadver. Han mener, at dåben er genfødsel. Barnet er også inden dåben Guds skabning, men i dåben ”overgår det til en anden tilstand fra mørke til lys, fra ufrihed til frihed, fra uselvstændighed til selvstændighed, fra gudsbilledets latens til dets kommen til verden ved dåbens genfødsel.” (Den generøse ortodoksi (DGO) s. 314)

Dåben er indgangen, og derfor sammenligner Otto Møller også de to sakramenter med et hus: Dåben er døren ind i huset (gudsriget), og nadveren er bordet, hvor man kan næres og vokse. For Møller hører syndernes forladelse til dåben, og derfor kan nadverens mening ikke bestå i at tildele syndernes forladelse én gang til: ”saa kunne vi have sparet os at blive døbt”. (DGO s. 342). Ifølge Møller er der ikke i Det nye Testamente grund til at knytte nadveren sammen med syndernes forladelse. I forhold til Matthæus’ version af indstiftelsesordene, som tilføjer, at blodet ”udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt. 26,28), så mener Møller kun, at det er en henvisning til den forestående langfredag og Jesu offer dér, men ikke til disciplenes fremtidige måltider. ”Vorherres Blodsudgydelse er efter gjennemgaaende Talebrug i Skriften Betingelsen for, at Syndsforladelse kan gives, men den er ikke Midlet, hvorved det gives.” (DGO s. 346). Lige som Kristi forsoning sker én gang for alle, så gør syndsforladelsen det også. Den skænkes i dåben, som heller ikke skal gentages, men som har livslang gyldighed. Når Jesu blod modtages ved nadverbordet er det ikke som et syndoffer, men som en gave, der gives til næring og fornyelse af mennesket.” Møller afviser på det bestemteste, at nadveren skulle udgøre et ”Forsoningsmiddel for Faderen”. Nadveren er sacramentum, en gave til mennesket, ikke sacrificium, et offer til eller fra Gud.” (DGO s. 345). Det vil Luther nok kunne tilslutte sig med sit opgør mod messeofferet, men tanken om at nadveren ikke er forsoningsmiddel, vil Otto Møller ikke få opbakning til fra Luther. Luther skriver netop i sin lille katekismus om nadveren at ”ved disse ord gives os i sakramentet syndernes forladelse, liv og salighed. Thi hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed”. (DGO s. 345) For Otto Møller vil denne forståelse af nadveren formindske dåbens gave, som netop er syndernes forladelse. Møller mener, at grunden til at syndernes forladelse også har ”sat sig” på nadveren er, at bodssakramentet er faldet bort. Dermed har nadveren overtaget nogle af funktionerne fra bodens absolution. Dermed er fokus flyttet fra den gave, som nadveren rækker, til den bod, som skal gøre mennesket værdigt til at modtage gaven.

En af Møllers særheder er hans forståelse af realpræsensen i nadveren: Fordi det er Jesu legeme og blod, der uddeles ved nadveren, drager Møller en skillelinje mellem Jesus i sit menneskeliv og Jesus i hans guddommelige herliggørelse. Kun den menneskelige side uddeles til de troende. Kristus delagtiggør kun sine troende i sit sande menneskeliv, ikke i sin guddommelighed. Her kan Otto Møller være lidt svær at følge – og har i hvert fald ikke opbakning til det synspunkt hverken i oldkirken eller hos Luther.

Brød og vin i nadveren er det paradisiske måltid, og derfor er det et vegetarisk måltid, lige som Adam og Eva var vegetarer. Påskelammet, som sikkert også stod på påskebordet skærtorsdag var ikke det, Jesus valgte at dele ud til ihukommelse af ham. Møller mener nemlig at ”kjødspise staaer i Sammenhæng med Syndefaldet.” (DGO s. 344). 

For Møller er nadverens elementer ingen tilfældighed. Han forbinder dem med to grundlæggende behov for mennesket: næring og varme. Brødet er det ernærende, som er både legemligt styrker, og som åndeligt svarer sandhedsordet. ”Men Kristus er netop Sandheden, som frigør (jf. Joh 8.32), og derfor er Sandheden ikke primært en kundskabssag, men et spørgsmål om liv og ”Livsretning”.” (DGO s. 349). Vinen er det varmende, som Otto Møller sidestiller med nåden: ”På sin livsvej har mennesket brug for nåden, ”thi hvad Varme er for det rent legemlige Liv, er Naade for det aandelige”.” (DGO s. 349). Otto Møller ser nadverens gave som helliggørelsens gave. Han taler flere steder om, at nadveren virker syndsfordrivende, og han sidestiller syndsfordrivelsen med Luthers begreb om nådegaven/gratia. Når nåden er givet som gave, som den er i dåben, så virker Kristus i den troende – ellers ville troen bare være et metafysisk postulat! Derfor bliver Kristi realpræsens også central for Otto Møller, for frelsen består i at vende tilbage til gudbilledligheden og vokse frem til at blive et mere sandt og helt menneske. ”Nadveren danner udgangspunkt for et eksistentielt arbejde på frelsen (jf Fil 2,12), indadvendt i troens vækst og udadvendt i næstekærlighedens selvforglemmelse. Kun i vekselvirkningen mellem troen og kærligheden rodfæstes Kristus-livet.” (DGO s. 350).

Otto Møllers nadverteologi kan byde nye vinkler på nadveren. For mig har han givet inspiration til at tænke videre over nadveren, som et sakramente, der bygger på syndernes forladelse, men hvor nadveren gave er en anden, nemlig Kristi levende nærvær, som sender os ud i livet med nyt mod på at lade nåden virke til kærlighed til næsten.

Nadverliturgien har udgjort min primære vinkel på nadveren ved at undersøge sammenhængen mellem nadverens liturgiske udformning og dens teologiske begrundelse. For at kunne perspektivere dette ind i en nutidig kontekst, har jeg kigget på nadverliturgierne i vores nabolande, på nye nadverforslag og på de økumeniske samtalers syn på nadverliturgien. Det vil jeg gennemgå i den følgende.

De nordiske og tyske nadverliturgier

Den norske kirke har i de sidste ti år haft et stort liturgisk arbejde, hvor de har gennemarbejdet og fornyet hele ritualbogen, og det har ført til mange debatter og til et stort teologisk-liturgisk arbejde. I Sverige er man netop i gang med at lægge sidste hånd på en ny Kyrkohandbok, som efter planen skal tages i brug til pinse 2018. I Tyskland fik man i 1999 for første gang en fælles gudstjenesteordning for Evangelische Kirche der Union og VELKD (Vereinigte Evangelisch-Lutherische Kirche Deutschlands). Det er ikke så fast en gudstjenesteordning, som i de nordiske landes, da den tyske evangelisk-lutherske kirke består af kirker, som traditionelt har haft mere lokale eller regionale gudstjenesteordninger. Dette afspejler ”Evangelisches Gottesdienstbuch” ved at forsøge at indoptage de væsentligste traditioner og give plads til, at der også stadig er lokale og regionale forskelle.

Det betyder at både Norge, Sverige og Tyskland har været i gang med en større liturgisk gennemarbejdning af gudstjenesten inden for de sidste 20 år.

Mit udgangspunkt for emnet for min orlov, var at der er brug for en sproglig fornyelse af liturgien, så nadverens indhold kan blive bedre formidlet gennem liturgien. Jeg er meget glad for de nye kollekter, som sprogligt knytter bånd mellem det hverdagsliv, vi alle kommer fra, og kirkens store ord. Måske kunne man lave en lignende sproglig gennemarbejdning af nadverliturgien?  Da jeg kom i gang med at kigge på nadverliturgierne fra Norge, Sverige og Tyskland var dét, som sprang i øjnene først og fremmest deres tilknytning til den oldkirkelige liturgi – og dermed til det fælles-kirkelige. Det liturgiske arbejde, der er lavet i Norge og Sverige har haft som skabelon, at man ville bygge liturgien op om den klassiske nadverliturgi med træk tilbage til Hippolyts nadverliturgi. Det samme har man også valgt at gøre i den tyske Gottesdienstbuch. Nadveren har en fælles og fast opbygning, som er givet med den oldkirkelige – og økumeniske model -  og derudfra har man så arbejdet med det liturgiske sprog.

Skabelonen hedder:

Takkeoffer (kollekt)

Præfation: indledende bøn (som skifter i forhold til kirkeåret)

Sanctus:  Hellig, hellig, hellig er Herren…. Hele jorden er fuld af din herlighed osv. (På tysk kaldes det Dreimalheillig).

Nadverbøn med epiklese (i den svenske kirke er det formuleret, at nadverbønnen skal indeholde: eukaristi (takkebøn), epiklese, anamenese (påmindelse om Jesu frelsergerning i påskens budskab om hans død og opstandelse), doksologi). For både de tyske, norske og svenske nadverbønner gælder det, at de er trinitariske. Nadveren er altså ikke kun knyttet til kristologien, men nadverbønnen rettes mod Faderen, og i epiklesen beder vi Helligånden om at give Kristi nærvær i nadverelementerne. Vi bærer brød og vin frem, og gennem Helligånden får vi Kristi legeme og blod tilbage. Tanken i oldkirken var, at man kom med sit offer (mad), delte mad med hinanden, og at epiklesen gjorde, at det blev nadver (Hippolyt). Sådan er tanken stadig i Østkirken, hvorimod den lutherske og den katolske kirke lægger større vægt på indstiftelsesordene.

Indstiftelsesord: I den norske kirker udgør indstiftelsesordene ikke et selvstændigt led, men indgår som en del af nadverbønnen. Det virker tankevækkende, hvis man forstår indstiftelsesordene som nadverens højdepunkt, og det er muligvis et forsøg på at trække lidt ned i indstiftelsesordenes betydning.  I både den norske, svenske og tyske liturgi er der forslag om, at indstiftelsesordene sluttes af med at præsten siger: ”Stort er troens mysterium” og menigheden svarer: ”Kristus døde. Kristus stod op. Kristus skal komme igen.” Det er en stærk understregning af, at når vi fejrer nadver, fejrer vi et mysterium, uanset hvor meget vi forsøger at trænge teologisk ind i nadverens indhold.

Fadervor: Placeres efter indstiftelsesordene, så bønnen bliver en slags bordbøn.

Fredshilsen: Enten som hilsen mellem præst og menighed (Herren være med dig) eller som fredshilsen menigheden imellem.

Invitation: Kom, for alt er gjort rede! (Gottesdienstbuch: Kommt, es ist alles bereit. Schmecket und sehet, wie freudlich der Herr ist).

Agnus Dei: I Norge har man haft en stor debat i forhold til verbalformen på bar/bærer.

Argumenterne for ”bærer”: I Joh 1, 29 er der ikke tvivl om, at der skal oversættes med præsens og entalsform af synd -  ikke synder. Denne form er også blevet brugt siden pave Sergius I indførte den i Agnus Dei i 600-tallet. Luther holdt fast ved præsensformen, selvom han kraftigt afviste messeoffertanken. Det er ikke et nutidigt offer, præsensformen udtrykker, men at dét, som skete i én gang for alle i påsken betyder, at Jesus også i dag kan bære vores synder. Danmark, Norge og enkelte tyske kirker er i dag så godt som de eneste kirker, som ikke bruger præsensformen. Præsensformen udtrykker bedst nadverens egenart: Her ophæves tid og rum i Guds evige nu. Vi bliver ”samtidige” med det, som skete, og det som vil ske. I en dansk sammenhæng finder vi præsensformen i DDS 440: ”O Guds Lam uskyldigt, du som bærer verdens synd…”, men den mest udbredte salme ved nadveren er ”O, du Guds lam, med korset skam, du bar al verdens synder.” Præsensformen kan være en hjælp til at styrke billedet af den opstandne Kristus, som den, der fortsat bærer korsmærkerne og som identificeres og beskrives i liturgien som Guds lam, der fortsat gør sin gerning for os. Argumenterne for ”bærer” er ikke kun, at det udtrykker et ”liturgisk” præsens – at vi igennem liturgien oplever os samtidige med Kristus, men også et ”kristologisk” præsens: Kristus er tilstede i nadveren, bærer synden og forbarmer sig over os.

Argumenterne for ”bar”: Det understreger Kristi sonoffers engangskarakter. Forsoningen er sket én gang for alle. Der har de sidste par hundrede år været tradition for at bruge ”bar”, og derfor er det den form, folk er vant til. Hvis det skal ændres i en norsk sammenhæng, passer den kendte melodi til Agnus Dei ikke mere.

Denne debat har fyldt en del i den norske nadverkommission og fremstod til tider ret følelsesladet, og konklusionen blev præsensformen ”bærer”.

I den svenske kirker bruger man ”borttager” – altså også præsensformen.

Uddeling: I den svenske og den tyske kirke bruger man ved uddeling: ”Kristi krop/legeme, givet for dig” og ”Kristi blod, udgydt for dig”. I den norske kirke er dette en mulighed, men det er også muligt at bruge: Dette er Jesu legeme/dette er Jesu blod.

Ved at medtage ordene om, at legeme og blod er givet og udgydt – for mig – så bliver Kristi selvhengivelse tydeliggjort og personlig. Nadverens gave er noget som er givet til mig. Det er ikke kun verdens synd, men også min synd, der bliver båret. Samtidig kan eftersætningen ”for dig” også være med til at nadverens bliver individualiseret, mere end den fejrer en fællesskabets ånd.

Bortsendelse

Takkebøn

De danske nadverritualer

Nadverritual A er består af en indledning, en nadverbøn, fadervor, indstiftelsesord og uddeling. Den model går tilbage til før 1912 og er måske det nadverritual, som læner sig mest op af det lutherske set i forhold til at Luther gerne ville formidle nadverens betydning. Jeg har benyttet A-ritualet de sidste år og er glad for det af flere grunde:  dels på grund af understregningen af den selvhengivende kærlighed (”I sin hellige nadver skænker den korsfæstede og opstandne frelser os sig selv…), dels nyder jeg at titulere menigheden ”Kristi venner” og dels er jeg glad for udtrykket ”mad og drikke til evigt liv”. Det er en meget enkel og smuk måde at udtrykke nadverens eskatologiske side på. Jeg synes, det fungerer godt med en nadverindledning, som lidt pædagogisk kan hjælpe med at lukke nadverens gave op for menigheden.

Nadverritual B stammer fra ritualbogen fra 1912. Det har først Sursum corda (’Opløft jeres hjerter’…) og helligsangen, derefter Agnus Dei, nadverbøn, fadervor, indstiftelsesord og uddeling. 

For de to første ritualer gælder det, at de er meget kristologiske. Nadverbønnerne henvender sig til Kristus.

Med ritualbogen fra 1992 blev der også i folkekirken mulighed for et nadverritual, nadverritual C, som har den oldkirkelige baggrund som skabelon. Denne nadverliturgi har en opbygning, som et langt stykke hen ad vejen svarer til den fælleskirkelige nadverliturgi som præsenteret ovenfor:

Sursum corda: Præsten: Opløft jeres hjerter til Herren! Lad os prise hans navn!

Præfation: Vi takker og lover dig, Gud Fader almægtige, ved Jesus Kristus, vor Herre. Du skabte himlen og hele den hær, jorden og alt, som er derpå. Liv og ånde giver du os, mætter os dagligt af din fylde. Derfor vil vi med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang:

Sanctus: Menigheden synger: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud, den almægtige. Himlen og jorden er fuld af din herlighed. Hosianna i det højeste!

Præsten: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! (Benedictus)

Menigheden: Hosianna i det højeste!

Nadverbøn: Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd, og styrk os i det indre menneske, at du må bo i troen på vore hjerter. Gør os faste i det evige livs håb. Giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive ét i dig, lige som du er ét med Faderen. (Peter Madsens bøn fra 1912-ritualet).

Menigheden: Amen

Kommentarer: Under præfationen henvendes til Gud Fader og i nadverbønnen er henvendelsen til Kristus. Epiklesen er ikke lige umiddelbart at finde i en første nadverbøn, som nok er den mest brugte. Den findes til gengæld i den anden nadverbøn, som indledes med doksologi:  ”Lovet være du, hellige Gud og Fader, fordi du friede os ud af mørkets magt og førte os over i din elskede søns rige.” Herefter kommer anamnesen: ”Vi ihukommer med taksigelse hans bitre lidelse og død, hans sejrrige opstandelse og himmelfart, og forventer hans komme i herlighed”. Så følger epiklese: ”Vi beder dig: Send din Helligånd over os og dette måltid. Giv os i tro at modtage vor Herre Jesu Kristi legeme og blod, og derved få del i hans fuldbragte offer til syndernes forladelse og evigt liv. Lad os ved hans kærlighed vokse i enheden mellem alle troende og samles med din menighed, når du fuldender den i dit rige.” Denne nadverbøn stammer fra prøveritualbogen fra 1963. Udvalget bag prøveritualet formulerede det som én af grundene til dette ritual-forslag, at de ser nadverritualerne som et udtryk for, at kirken står i en levende tradition: Der er en historie, som vi skal bære med os og samtidig er traditionen levende, så den skal også udvikle sig videre – i sammenhæng med traditionen.

Fadervor: I den fælles-kirkelige liturgi kommer fadervor efter indstiftelsesordene som en slags svar på dem eller bordbøn.

Efter den fælles-kirkelige liturgi kommer fredshilsen og invitation ind her. En del steder folkekirke bliver invitationen også benyttet (Kom, for alt er rede!)

Indstiftelsesord

Agnus Dei: C-ritualet anbefaler, at man placerer Agnus Dei efter indstiftelsesordene enten før eller under uddelingen. Den mest brugte salme er DDS 439: ”O du Guds lam, med korsets skam” hvor der synges enten ét vers eller alle tre. I den bruges datidsformen af ”bære”: du bar al verdens synder. Hvis man ønsker nutidsformen, kan man vælge DDS 440: ”O Guds lam uskyldigt, du som bærer verden synd.”

Uddeling

Bortsendelse

I forhold til den fælleskirkelige liturgi hører der en takkebøn med efter bortsendelsen.

I en undersøgelse lavet af Nete Helene Enggaard og Rasmus Nøjgaard i 2015, viste det sig, at 63% af præsterne i Københavns Stift brugte ritual C, mens 25% brugte ritual B. Ritual A med ”Kære Kristi venner…” er næsten ikke benyttet og er nede på under 3%. Der er lavet en tilsvarende undersøgelse i Ribe Stift, som viser den samme tendens. I samme undersøgelse viste det sig også, at de fleste, som valgte ritual C, gjorde det på grund af dens kosmologiske, poetiske sprogtone – ikke af fælles-kirkelige eller dogmatiske grunde. Derfor benytter mange en sammenblanding af ritual B og C og placerer Agnus Dei enten efter Sanctus som i ritual B eller efter nadverbønnen. Det er også næsten udelukkende den første nadverbøn, som benyttes.

De nye nadverbønner

I de nye forslag til nadverbønner, som findes i ”Gudstjenestens bønner” af Elof Westergaard,  Kirsten Jørgensen, Bo Hakon Jørgensen, Tine Illum m.fl.er nadverritualet bygget op med en indledning, en nadverbøn, fadervor, indstiftelse, uddeling, bortsendelsesord og afslutningsbøn – det vil sige at opbygningen er som nadverritual A i ritualbogen med en ekstra afslutningsbøn. Derfor er der ikke kor-svar og Agnus Dei med i forslagene. Sproget lægger også op til, at det er en pædagogisk tilgang til nadveren, mere end at nadveren er en taksigelse/lovprisning. Det er først og fremmest nærvær/afstand og fællesskab, som er på spil i bønner og indledninger. De fleste nadverbønner er henvendt til Kristus – Helligånden er ikke med, og den skabende Gud er kun med i afslutningsbønnen i 1. forslag. I efterordet gør forfatterne selv opmærksom på, at deres bestræbelser også er pædagogiske. ”I forhold til dåbsbønner er der i nadverbønnen endnu mere på spil. Det ses også af ritualbogens nadverbønner, der er præget af store ord og tunge, tekniske begreber. Det sker for at få det hele med. Begreberne savner udfoldelse og tilhørerne risikerer let at overse den lutherske baggrund for nadveren. Det gælder f.eks ideen om realpræsens, hvor opfattelsen er, at Kristus’ legeme og blod er til stede i brødet og vinen, men uden at være identisk med det.” Også offertanken, som bl.a. kommer frem i ”O du Guds Lam” kommer til at stå lidt uformidlet og uklar, mener forfatterne. ”Ved at fremhæve offeret bliver nadveren tilmed let alene opfattet som et anliggende mellem Gud og det enkelte menneske på bekostning af nadverens betydning for det mellemmenneskelige fællesskab.” Til gengæld fylder efterfølgelsen en del i nadverbønner og indledninger.

Man skal betragte forslagene ud fra den forudsætning, de selv opsætter. Og det er flotte og gennemarbejdede bønner, som på en fin måde udfolder netop realpræsensen og fællesskabet i nadveren.  Dog vil jeg komme med den indvending, at lige som syndernes forladelse ikke må overtage hele nadveren, må fællesskabstanken det heller ikke. Nadverens mangfoldighed er vigtig at fastholde. Som pædagogiske formidling af nadveren, er det gjort på en meget dygtig måde. Men jeg savner, at det også ligger i ritualerne, at nadveren ”sker”. Nadverens mysterium og uforklarlighed bliver væk i bønnerne. Og jeg mener heller ikke, at vi kan opgive det svære i nadveren fx offertanken, uden at vi også mister noget, vi ikke har råd til at miste. Og samtidig står jeg selv med den oplevelse, at i hvert fald son-offertanken er så fjern i dag, at det virker helt uden sammenhæng med menneskers verdensopfattelse at begynde at tale om blod som betaling for synd.

Det økumeniske

Det økumeniske har ikke så stor en plads i den teologiske og liturgiske tænkning i Danmark, som den har mange andre lande – måske fordi folkekirken er så stor en majoritetskirke, at der ikke er presserende behov for at tænke økumenisk (set fra folkekirkens side). Til gengæld er den folkelige forankring stærk i folkekirken, sammenhængen mellem at være dansk og være medlem af folkekirken er stadig udbredt, selvom den bliver mindre og mindre selvfølgelig. Den økumeniske teologi har været tæt forbundet med en politisk teologi, som heller ikke har en stor plads i folkekirken – og det er grunden til at jeg har valgt at benytte udtrykket fælles-kirkelig. At have fællesskab med andre kirkesamfund behøver ikke hænge sammen med at abonnere på en særlig teologisk retning.  Det økumeniske er også til tider blevet slået i hartkorn med globaliseringen, hvor alt skal ensrettes for at kunne fungere alle steder på kloden. Og det har nogle omkostninger, som man ikke er villig til at betale. Det er mit indtryk, at der også er så stor stolthed omkring folkekirken, at det giver mindre tiltro til, at vi kan lære noget af andre. Vi vil hellere dyrke og understrege det særligt danske. For mig at se er der heller ingen teologiske grunde til, at der skal fastlægges en fuldstændig fælles liturgi mellem de kristne kirker – eller de lutherske kirker. Forskellene er gode og giver inspiration. Men der er en oldkirkelig arv, som vi kaster over bord – sammen med en del teologisk guld! – hvis vi ikke kigger ud over den danske liturgihistorie, når der skal arbejdes med ny liturgi. Den oldkirkelige arv, vi bærer med os, er også med til at minde os om det, som vi ikke må miste, hvis vi vil være en kristen kirke. Det er her de store teologiske sværdkampe stod, bekendelserne blev dannet og hvor arbejdet med at få de bibelske beretninger til at finde krop i en gudstjeneste, hvor troen på Menneskesønnen kunne udfoldes og leve videre. Det nye Testamente og de oldkirkelige tekster og liturgier har en særlig status i og med at de er så tidsmæssigt tæt på Kristus selv. I nadveren er det netop de store teologiske begreber, som er i spil med både forsoning, inkarnation og trinitet. Nadveren var det helt centrale i de første samlinger blandt i kristne, og derfor er det i nadverliturgien vigtigt også at kigge til de liturgiske praksisser og teologiske begrundelser, som vi finder i den oldkirkelige arv – som vi deler med hele den kristne kirke.

Formuleringerne bliver for vage, hvis alt skal formuleres økumenisk dvs. så alle kristne kan sige ja til det. Så ville der heller ikke blive plads til de teologiske forskelle, som også findes mellem de kristne kirker.  Men det er godt at have traditionen med sig som et stillads – eller fundament, vi kan bygge videre på. Det økumeniske tvinger os til at sætte ord på, hvad der er det centrale, det umistelige – også i nadveren, og derfor må det teologisk-liturgiske arbejde med at forny liturgien også begynde her, for mig at se.

Lima-dokumentet

Hvis man går til Lima-dokumentet, Baptism, Eukarist and Ministry,  Faith and Orders (Kirkernes Verdensråd) dokument om dåb, nadver og embede fra 1982, bliver her trukket nogle linjer for, hvad der hører med til en fælles-kirkelig nadver. Nogle af punkterne fra Lima-dokumentet er:

  1. Nadveren er trinitarisk: Den er Guds gave til os i Kristus gennem Helligånden.
  2. Dåben er forudsætning for adgang til nadveren
  3. Nadveren indeholder taksigelse til Faderen, ihukommelse af Kristus, påkaldelse af Helligånden, fællesskab mellem de troende og et himmerigets måltid.
  4. I den fælles-kirkelige nadverliturgi hører også takkeofret med. Det er kirkens tak til Gud på vegne af hele skaberværket. ”The eucharist thus signifies what the world is to become: an offering and hymn of praise to the Creator, a universal communion in the body of Christ, a kingdom of justice, love and peace in the Holy Spirit.” (2.4)
  5. Påkaldelse af Helligånden er et vigtigt led i nadveren, da det er Helligåndens værk, at bringe Kristi nærvær i elementerne.
  6. Der er opfordring til, at nadveren skal fejres mindst én gang om ugen.

Den danske Folkekirke havde repræsentanter med ved forhandlingerne, men har ikke tilsluttet sig dokumentet.

Mit nadverforslag

Jeg har sat mig for at komme med mit eget forslag til en dansk nadverliturgi – også som et forsøg på at sammenfatte mine overvejelser i forbindelse med studierne af vore nabolandes nadverliturgier og i forhold til sammenhængen med den fælles-kirkelige nadverskabelon. Det er altså ikke min ambition, at have et bud på en ny nadverliturgi, men blot et forsøg på et bud, som både kan læne sig op af nogle af de fælles-kirkelige linier fx fra Lima-dokumentet og som prøver at lade sproget lukke op for nadverens forskellige motiver.

Centralt for mig er det at lade nadverliturgien afspejle Guds trinitet og Guds inkarnation, som Guds måde at møde mennesker på. Jeg synes, det er en svær udfordring af finde det rigtige niveau for sproget, som både skal have et højtideligt liturgisk sprog med linier til oldkirkens liturgi og et mere nutidigt sprog, som kan lukke lidt op ind til nadverens mysterium. Den balance er svær at finde, og det betyder, at det er svært at ramme en ensartethed i liturgien. Den balance handler også om at kunne tale til både den ”faste” kirkegænger og den lejlighedsvise kirkegænger.  For mig er det vigtigt, at nadveren bliver så inkluderende som muligt. Derfor vælger jeg en liturgi uden de fyldige, afsluttende bortsendelsesord, som siges til sidste nadverbord. Nadveren skal ikke opleves som om, at kun nadvergæsterne får del i syndernes forladelse og fællesskabet med Kristus. Derfor er bortsendelsesordene erstattet af en nadverbøn efter at alle nadvergæster har sat sig. Det har også den fordel, at velsignelsen følger lige efter nadveren, og det kan hjælpe til, at nadveren ikke kommer til at virke som et appendix i gudstjenesten for de særligt udvalgte, men blive en helt integreret del af gudstjenestefejringen.

Jeg har valgt ikke at tage Agnus Dei med, og det er et klart brud i forhold til den klassiske og oldkirkelige nadverliturgi. Jeg synes, Agnus Dei giver en problematisk tolkning af nadveren som en fejring af Kristi blodige sonoffer. Det som har givet god mening i en jødisk tankeverden, er svær at få til at give mening i dag og kan let komme til at stå i vejen for betydningen af Jesu korsdød. At Gud kun kan tilgive igennem et blodigt offer er virkelig en udfordring at finde en nutidig mening i.  Vel vidende at denne vinkel også er den del af nadverteologien, finder jeg den så problematisk og uforståelig i dag, at jeg fravælger Agnus Dei.

Indledningen har jeg taget fra nadverliturgien i Lindevang Kirke i København, som er et liturgisk forsøgs-sogn som har lavet et stort arbejde for at sætte deres nadverliturgi sammen, så den passer til kirke og sogn. Og til det øvrige forslag har jeg hentet stor inspiration i de forskellige nadverliturgier, jeg har arbejdet med.

 

Forberedelse: For at understrege nadverens karakter af måltid, hører forberedelsen af brød og vin med: vinen hældes i kalken, brødet rettes an på disken.

Indledning: Ved måltidet, den sidste aften Jesus var sammen med sine disciple, rakte han dem brødet og vinen og sagde, at når de delte det, fik de del i hans liv. Siden har vi holdt nadver, for at spise os til et fællesskab med ham og med hinanden. Lad os derfor løfte vore hjerter op mod Gud i Himlen og bede:

Præfation: (denne bøn kunne godt være årstidsbestemt, som man fx har valgt at gøre det i den norske kirke – det giver også mulighed for at få udfoldet flere af nadverens motiver).

Gode Gud, du giver os liv, mætter os dagligt både til legeme og sjæl. Tak for mad og drikke, og tak fordi du i dette måltid selv vil møde os i brød og vin. Tak at du er den, som er, den som var og den som kommer til os. Jesus Kristus, du deler dit liv med os i nadveren. Lad os tage imod dig med varme hjerter og med troen på, at når der skænkes vin i bægeret, er det din kærlighed, som skænkes os.  Gode Helligånd, pust du til os, så fællesskabet må leve mellem os, og vi må tro på, at himmel møder jord i dette måltid, som vi deler med hinanden. Amen.

Lovsang:

Så vågn da op, min sjæl, bryd ud

Med lovsangsrøst, og pris din Gud,

Din skaber og genløser,

Som så til dig i nåde ned

Og over os din sin kærlighed

Med Trøsteren udøser!

Eller 467 v. 2-3

Nadverbøn:

Vi takker dig, gode Gud, fordi du sendte os din søn, som viste os, hvad kærlighed er og hvad et sandt menneskeliv er. Han endte sit liv på korset og sådan tilintetgjorde han døden, brød ondskabens stramme bånd og åbenbarede kødets opstandelse for os. Lad os gennem dette måltid få trøst i sorgen og tilgivelse for vores svigt, styrke til at leve med hinanden og lad vores håb være levende. Lad nu din ånd komme over brød og vin, som vi bærer frem, så det må blive mad og drikke til evigt liv. Spis og drik sammen med os, så vi både i sjæl og krop kan mærke dit nærvær. Lad nadveren nære håbet om, at vi er sammen på vejen, du i os og vi i dig, indtil vi skal se dig ansigt til ansigt, i dit evige rige. Amen.

Indstiftelsesord

Fadervor

Invitation: Kom for alt er rede! Smag og se at Gud er god!

Uddeling

Bortsendelse: Gå i fred og del Guds glæde!

Afslutningskollekt:

Vi takker dig, Gud, at du har bevaret os i fællesskabet med dig. Lad os kunne huske hvem vi var, da vi for lidt siden sad til bords med dig. Lad vores hverdag være fyldt af dit nærvær. Hold os fast ved troen på dig, på kærligheden til hinanden og på håbet om den dag, da vi skal se dig i din herlighed. Det beder vi om gennem vor Herre Jesus Kristus, din søn, der med dig og Helligånden lever og regerer fra evighed og til evighed. Amen

Afsluttende overvejelser

Som nævnt i sidste afsnit, har det for mig været vigtigt i min studieorlov at se på mulighederne for at lade nadverliturgien rummer flere motiver end syndsforladelsen, lige som nadverteologien gør. Nadverens betydning er så meget mere end syndernes forladelse – som naturligvis også er et vigtigt tema i nadveren. Men nadveren kommer let til stadig at stå som bodens sakramente, hvor skriftemålet er blevet flyttet fra at ligge inden nadveren, til at have ”sat sig på” nadverritualet, så der ikke bliver plads til alle de øvrige vinkler på nadveren: fællesskabet mellem levende og døde, en tak for mad og drikke, glæden over at sidde til bords med Kristus og få lov at være en del af hans legeme. Nadvermåltidet har et betydningsoverskud, som det kræver meget stor teologisk indsigt og evne at høre i nadverliturgien i dag. Og det er problematisk, hvis liturgien er blevet så ”teknisk” og indforstået, at den ikke kan være med til at åbne for nadverens gave.

Gennem studierne de sidste tre måneder er det blevet tydeligt for mig, at nadveren også har en trinitarisk side, som er vigtig. Det rækker tilbage til oldkirken, og i alle vores nabolande har man bevaret denne vinkel. Når nadverbønnerne henvender sig både til Gud Fader og indeholder epiklesen, så får man mere med: Skabelsesmotivet kommer med, med fokus på nadveren som et måltid, hvor vi også viser vores taknemmelighed over Guds gode gaver til os i ”vort daglige brød”. Af denne taknemmelighed følger også, at nadveren sender os ud at dele goder med hinanden. Dermed bliver også fællesskabsmotivet tydeligt. Epiklesen handler også om fællesskab, om at lade nadverens gaver komme til os, og om at Kristus tager bolig i brød og vin.

Nadveren er en inkarnation, som foregår i gudstjenesten, og denne vinkel er blevet meget vigtig for mig. Både oldkirkens teologer og Luther bruger inkarnationen til at forklare nadveren. Som Kristus blev både Gud og menneske, er nadverelementerne også både brød og legeme, vin og blod – uden sammenblanding og uden adskillelse. Chalcedons princip sikrer mod, at nadversynet skrider til den ene eller den anden side og bliver enten en magisk forvandling eller blot symbolik. Brød og vin er både almindelige næringsmidler og samtidig rummer de Guds nærvær i sig, hvor Gud igen og igen møder os, i det som ser meget kendt og jordisk ud. Det er hver gudstjenestes inkarnation:  Gud træder ind i verden og ind i det, som vi kender og er fortrolige med og møder os dér.  Det tror jeg, vi skal forkynde med stor frimodighed!

Jeg har fundet stor inspiration i Bent Flemming Nielsens bog ”På den første dag”, som giver en flot gennemgang af gudstjenestens historie. Og det har været spændende at læse om, hvor central nadveren var ved de første samlinger, og hvordan man tolkede måltidet. Og som præster er det vores opgave at fortsætte arbejdet med at forklare og forkynde nadveren.

Jeg har skrevet et bud på en nadverliturgi – også selvom det føles som en umulig opgave. Man får aldrig det hele med, og det er ikke svært selv at finde de indvendinger, som med rette kan fremføres. Og samtidig tror jeg, at det er vigtigt. at vi tør komme med bud, for at lade liturgien være levende. Det er den måde, vi bliver ved med at arbejde med liturgien, og det fortjener den. For liturgien skal rumme både en genkendelighed i sig og en opmærksomhed, som hele tiden holder den i kontakt med forkyndelsen og med menigheden. Og samtidig er det også vigtigt at være bevidst om, at ikke alt kan udtrykkes med ord. Nadverens gave og mysterium vil altid være større end vores ord.

 

Offertanken

Theodor Jørgensen skriver i indledningen til sit kapitel om nadver og sonoffer i bogen ”Nadver og folkekirke” at hele teologiens historie er en historie om at komme til rette med Jesu korsdød og dens betydning. For korsdøden kalder på en tolkning – ellers bliver den uudholdelig. Jesu død på korset er blevet tolket som en offerdød op igennem historien med forskellige vinkler. At tolke Jesu død på korset som udtryk for, at han giver sig selv i kærlighed for mennesker, og på den måde ofrer sig af kærlighed, giver god mening også i dag. Men at tolke Jesu korsdød som et soningsoffer var lettere at sluge i en jødisk sammenhæng, hvor offertanken lå dybt i bevidstheden. Den sammenhæng at der skal blod til at betale for synd er meget fremmed i dag. Bent Melchior skrev for nylig i en kommentar i Kr. Dagblad om beretningen om Abraham og Isak, at her viser Gud, at han ikke ønsker ofre. Ingen skal slå ihjel i Guds navn! Det er en moderne, jødisk tolkning af den beretning. På samme måde kan man sige om Jesu korsdød: Den skal også sætte et punktum for, at nogen ofrer i Guds navn. Gud giver sin søn – ikke som et offer, men som en kærlighedserklæring. Han lader ham slå ihjel – men Gud er ikke selv den handlende. Det er menneskers afvisning af Guds kærlighed, som er grunden til, at Jesus dør.

Overvejelserne om Jesu korsdøds betydning kan ikke undgå også at spille ind, når er arbejdes med nadveren. Offertanken spiller en rolle i Agnus Dei, som hører med til nadverritual B og C. Og samtidig er det i dag ikke uproblematisk at skulle tale om, at Jesus er ofret for vores synder, fordi der i dag forstås noget helt andet ved offer end det rituelle, religiøse offer. I dag vil man i ordet ’offer’ høre noget om at ofre sig ved at gå i krig, ofre sig for en sag eller at man kan være et offer, fordi man er udsat for en forbrydelse. Det er derfor ikke bare lige til at udtrykke den oprindelige mening med Agnus Dei, så det bliver forstået i en dansk, moderne sammenhæng. En Gud der kræver blod for at kunne elske sine menneskebørn, er vi i dag meget fremmede overfor.

Theodor Jørgensen skriver i sin artikel i ”Nadver og folkekirke”: ”Det er ud fra denne grundlæggende betydning af offeret, som udtryk for livsfællesskab mellem en guddommelig giver og en menneskelig modtager, hvor modtageren med tak og lovprisning vedkender sig dette livsfællesskab på sin side i offergaven, at betydningen af de andre ofre såsom syndoffer, skyldoffer og ikke mindst sonofferet skal forståes.” (s. 125). Jeg vil gerne tilslutte mig tanken om offeret som det livsfællesskab, som er Guds gave og som vi skylder ham tak og lovprisning for. Samtidig synes jeg, det er en svær opgave, vi står i, når vi skal forkynde en offertanke, som handler om at der skal blod til for at sone skyld, som jeg oplever også hos mig selv vækker afsky – og som ikke hænger godt sammen med forkyndelsen af tilgivelsen. På dette punkt er jeg ikke nået til afklaring – og må bare trøste mig med Theodor Jørgensens ord om, at teologien netop handler om at kæmpe for at komme til rette med betydningen af Jesu korsdød.

Jeg vil slutte min rapport med et citat af Mads Brügger i Kr. Dagblad d. 23. december, som udtrykker en fascination af nadveren, som jeg i høj grad kan tilslutte mig: ”Jeg synes, der er en mystik i kristendommen, som jeg er optaget og fascineret af. Jeg synes for eksempel, at nadveren er et fuldstændigt svimlende ritual, når man lærer det at kende. Det er det med, at man samles med mennesker, som man ikke nødvendigvis har en relation til, og er sammen om at spise Gud, dybest set. Det er jo en vanvittig handling, men også enormt smukt. Jeg synes også, budskabet i nadveren om, at Jesus samler hele regningen op for dig, er meget befriende og skelsættende, når man sammenligner med andre religioner.”


Inge Lindhardt Mikkelsen

Jan. 2018

Litteraturliste:

Nadver og folkekirke. Red. Kirsten Busch Nielsen, København 2002.

Kroppens teologi – teologiens krop. Red. Kirsten Busch Nielsen og Johanne Stubbe Teglbjærg. København 2011.

The Humble Sublime: Secularity and the Politics of Belief (Library of Modern Religion)  af: Ronald F. Thiemann. New York 2014

Verbum Dei – verba ecclesiae. Red. Theodor Jørgensen og Peter Widmann. Aarhus 1996.

Gudstjeneste for Den norske kirke. Oslo 2011

Evangelisches Gottesdienstbuch. Berlin 2015

Kyrkohandboken

Når dere ber – om liturgisk språk og utformning af bønner til gudstjenesten. Af: Merete Thomassen og Sylfest Lomheim. Verbum Forlag 2013

Das Abendmahl. Udgivet af EKD, Güthersloher Verlagshaus, München 2008-

Rapport om gudstjenestelivet i Københavns Stift 2015 ved Nete Helene Enggaard og Rasmus Nøjgaard.

Højmesse og dåb – en sammenlignende undersøgelse af gudstjenestedeltagernes oplevelse af traditionel og nyere liturgisk praksis ved højmesse og dåb i Helsingør Stift. Af Nete Helene Enggaard, Center for Kirkeforskning 2016.

Sagsbehandling af forslag til nadverliturgi i den norske kirke v. Hans Arne Akerø (fundet på nettet) KM 05.1/10

Baptism, Eucharist and Ministry, Faith and Order 1982.

From Conflict to Communion – Lutheran-Catholic Common Commemoration of the Reformation 2017. St. Olav Forlag 2015.

Dansk teologisk tidsskrift, 67. årg. 2004 s. 109-128. Amalie Nørgaard: Offeret mellem mytologi og åbenbaring

Those Little Pieces of White Bread: Early Lutheran Initiatives among the Hungry Poor. Af Samuel Torvend, I Dialog: A Journal of Theology, volume 52, 1

På den første dag af Bent Flemming Nielsen. Eksistensen 2017.

Den generøse ortodoksi: især kapitel 7 og 16.  Niels Henrik Gregersen. Anis 2015.

Det betroede menneske. Johannes Værge. Anis 2011.

Desuden skylder jeg tak for givende samtaler til Hans Arne Akerø, sagsbehandler på nadverritualet i den norske kirkes liturgikommision, sognepræst Tine Illum, sognepræst Rasmus Nøjgaard og Hans.