500 året for Reformationen i Haderslev Stift

Hvad mon han sagde, som var så vigtigt? Så vigtigt, at Maria dristede sig til at forlade sin plads og sine forpligtelser som kvinde – som var at sørge for de herrer – og satte sig ved gæstens fødder? På den plads, der ellers kun tilkom de mænd, som kunne kalde sig selv disciple, lærlinge hos denne åndelige vandreprædikant, Jesus fra Nazareth.

Hvad mon han sad og sagde, som hun ikke kunne lade være med at høre efter, og som gav hende så frit et mod, at hun turde tage disciplens plads, som hun overhovedet ikke havde ret til?

Måske sad han og sagde noget af det, som han havde sagt til sine disciple og til alle, der gad at høre det, i den berømte Bjergprædiken – om at de, som sørger, skal trøstes, og at de små og sagtmodige og barmhjertige og de, der hungrer efter retfærdighed, skal mættes og møde barmhjertighed – om at handle ud fra det, man tror på, om at tilgive og lade være med at fordømme andre mennesker, om at elske – ja, ikke engang kun sine egne, men endda sine fjender. Om at leve på Guds kærlighed og endda efterligne den.

Måske sagde han noget af det samme. I hvert fald ville Maria høre det, om det så skulle koste hende andre menneskers og navnlig hendes søsters respekt. Så hun satte sig og blev siddende.

Den lille korte historie foregår i Marthas hus, søsteren, som med rette føler sig ladt alene med alt arbejdet, fordi hun prøver at gøre sin pligt og sørge for alting.  Martha får vel også en slags befrielse: ”Martha Martha, du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting”, siger Jesus, ”men èt er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Det må betyde, at du også har ret til at vælge den gode del – den, som er at sætte sig og lytte, gå i lære hos mesteren og høre, at du ikke behøver at præstere alt muligt for at få lov at være her. Èt er fornødent – og det er Guds kærlighed. Den har du lov at lytte til og leve på, uanset, om du opfylder dine forpligtelser og forventningerne til dig eller ej.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Maria bagefter rejste sig og tog opvasken, mens Jesus tørrede af, og Martha hvilede sig. Vi har lov at håbe.

Det er skønt, at netop dette stykke af evangeliet hører til denne 15. søndag efter trinitatis, hvor vi samtidig fejrer 500-året for reformationen i Haderslev. Reformationen var ganske vist en lang proces, og allerede i årene forinden var nogle af præsterne her på egnen begyndt at prædike evangeliet med inspiration fra Wittenberg, fra Luther og de øvrige reformatorer. Men i år er det så 500 år siden, at den unge hertug Christian, som havde mødt Martin Luther på Rigsdagen i Worms, hvor han modigt nægtede at tilbagekalde sine skrifter med kritik af kirken og pavemagten – det er 500 år siden, at Christian kaldte to teologer fra Wittenberg, magister Johan Wendt, som blev leder af den første evangeliske præsteskole i Norden, her på den anden side af gaden, og præsten Eberhard Weidensee, som blev sognepræst og provst her i Vor Frue kirke. Der blev afholdt præstestævne, iværksat undervisning og salmedigtning, og  Haderslev blev Nordens Wittenberg – med de stærke forbindelser til det rigtige Wittenberg, som vi er taknemmelige for også i dag et kunne opretholde.

Der er stadig mange impulser at hente for vores kirke og samfund i reformationens indsigter – for det første og største: At Guds nåde gælder os, før vi kan præstere noget som helst. Og at vi hverken kan eller skal blive perfekt gode, før Gud vil have med os at gøre, men at vi må have lov at stole på Guds kærlighed - tro på nåden, så har vi den. 

Og så er der alle de tanker og ideer, der kommer ud af det: at vi alle står lige over for Gud; at det verdslige liv i tjeneste for medmennesket også er et helligt kald; at vi alle er forpligtet på fortolkningen af Biblen, og at vi alle er forpligtet på det fælles samfund. Det var ikke bare kirken, der blev reformeret, men hele samfundet blev omformet

Der er meget at glæde sig over - og også meget at huske, som gik skævt og endte i ufrihed og nye fastfrosne magtforhold i kirke og samfund.

Når vi fejrer Reformationen, er det for at huske, hvordan tingene, åndslivet og samfundsindretningen bevægede sig, så vi også i dag kan have åbne øjne for, hvad vi trænger til af bevægelser. Og med historien om Martha og Maria bliver vi i dag mindet om, hvad det hele drejer sig om: Èt er fornødent:

Nemlig forkyndelsen af Guds kærlighed, som Jesus har bragt i verden, og som Helligånden hele tiden gøre levende for os og imellem os. Den vil hele tiden reformere os, forny os.

Martha og Maria kan udmærket svare til det verdslige og det åndelige regimente, som det var så vigtigt for reformationen, at se som Guds to gode ordninger for vores liv: Vi lever alle sammen i både det verdslige og det åndelige regimente. Det verdslige regimentes opgave at holde orden i samfundet og værne om de svage og beskytte mod vold og overgreb – det er vi alle medansvarlige for.  Og vi er alle en del af det åndelige regimente, hvor Helligånden er den styrende, og hvor der er fuldkommen frihed til at lytte og tro og til at leve efter troen. Troen er ganske vist noget indre, som ingen andre kan dømme om, men troen har konsekvenser i vores liv med hinanden. For troen kalder kærligheden til medmennesket frem i handling og omsorg. Det er ikke noget usynligt, men helt konkret medmenneskeligt.

Gud ske lov er vores samfund nu et folkestyre – hvad det jo ikke var på Luthers og hertug Christians tid. Om demokratiet så er en frugt af kristendom og reformation eller er kommet til på trods af kristendom og reformation, det kan vi diskutere de næste 500 år. Men det er svært ikke at se en sammenhæng. I vores demokrati er det afgørende at holde fast i begge de to regimenter som Martha og Maria: Vi har vores borgerpligter, hvor vi arbejder og betaler skat til den fælles kasse, så øvrigheden kan opfylde sine Martha-forpligtelser og sørge for de svage og beskytte de værgeløse med lov og orden. Til det formål har vi folkevalgte, lovgivere, kongehus, regering og domstole, forsvar og politi, uddannelses – og sundhedsvæsen, institutioner, - alt det er vi alle forpligtede på som Martha’er.

Og som Maria’er har vi samtidig fuldstændig frihed til at sætte os og lytte til evangeliet og finde meningen med livet i det og leve efter det også i vores forpligtelser. VI skal ikke kun arbejde, vi må også søge ind i forkyndelsen af Guds kærlighed. Den giver os livskraft og vil gives videre til medmennesket.

Ikke alle vil sætte sig ved Jesu fødder. Religionsfriheden er en dyrebar frihed, for kun i frihed kan troen leve – ellers er det ydre tvang, og det har vi set nok af i vores historie. Men de to sider, de to regimenter i vores demokrati hænger sammen: Mennesker må finde deres trosgrundlag og forståelse af livet, dér, hvor de føler sig kaldt på. Meningen med livet og forkyndelsen af Guds kærlighed i troen – det kan staten aldrig give eller bestemme. Det hører hjemme i det åndelige regimentes frihed. Med det kald, vi får i troen, kan vi så tage del i samfundets Martha-opgaver.

Vores historie som samfund og som kirke er også hele tiden en historie om svigt - svigt af idealer og af tro, om tilsanding i selvtilfredshed og magt over andre og misbrug – også af reformationens indsigter. For vi bliver aldrig kun gode. Derfor lyder kaldet hele tiden og navnlig i dag, hvor vi farer forvildet rundt om os selv og er bange for fremtiden og i tvivl om, hvad vi skal gøre: Sæt dig hen ved Jesu fødder. Lyt til evangeliet, det glædelige budskab om Guds kærligheds kraft igennem verden, om Jesu selvhengivenhed, død og opstandelse. Og rejs dig så og gå ud og mød dit medmenneske med Guds kærlighed som gave. Gør det så godt, du kan. Der er ingen der har sagt, at det er nemt. Verden er fuld af problemer. Men livet i tjeneste for medmennesket er fuldt af mening. Guds Ånd vil nok blæse reformation, ny-skabelse ind i vores tid også, så vi bliver ved med at opsøge kilden, det ene fornødne, og bliver fornyet til at leve i troen og håbet og kærligheden.