Landemodetale 2025

Kære menighedsrådsmedlemmer incl. præster og med arbejdere i Haderslev stift og Dansk Kirke i Sydslesvig

Velkommen til årets landemode. For traditionens skyld hedder det stadig landemode, som det har gjort i århundreder, selvom det egentlig betyder det mere mundrette landemøde – altså et fællesmøde for jer, der bærer ansvaret for folkekirkens liv i Haderslev stift og for de danske menigheder i Sydslesvig.

Særlig velkommen til jer, der er med for første gang som nye menighedsrådsmedlemmer eller ansatte. Jeg håber, at dagen for jer og os alle må være til glæde og opbyggelse og inspiration til hverdagen i folkekirken. Jeg er nok selv den, der har mest glæde af dagen, fordi jeg kan se jer alle sammen og høre sangen og vide, at alle jeres stemmer og kræfter bliver brugt dér, hvor I er, fra Hedensted provsti i nord til Ejderen i syd. Tak, fordi I er kommet.

I dag kan vi glæde os til at høre Peter Lodberg give os et billede af folkekirkens samspil med samfund og verden. og til at høre om det nære samspil i samarbejdet mellem medarbejdere og menighedsråd og stiftsråd  og stiftsadministrationen -. Og selv vil jeg også for søge at give et billede af hvad der rører sig lige nu folkekirken og i Haderslev stift. Og så skal vi spise  og samles til højdepunktet i gudstjenesten i domkirken med fællessals og korsang og årets prædikant Provst for Sønderborg provsti Poul Gejl.

Men allerførst skal vi synge  - og vi synger den vi altid begynder med – uanset hvor mange gange I allerede har sunget den i denne usædvanligt smukke sensommer – Septembers himmel.  

 Sangpræsentation

Vores stift og denne egn lever i en strøm af jubilæer. År, hvor vi husker på særlige begivenheder og fejrer, hvad de har haft og har af betydning for os i dag. Det er en væsentlig del af kirkens væsen at huske – huske selvfølgelig først og fremmest hvad vi har fået overleveret om Jesus og om hele forståelsen og fortolkningen af, hvem Gud er, i bibelen og århundreders samtale om det – og også huske historien, menneskers historie. At mindes at vi betyder noget for hinanden og at livet ikke er ligegyldigt, og det ikke er ligegyldigt hvad vi siger og tænker om det.

Næste år er et helt kolossalt jubilæums år, selv for os: 2026 er 1200året for Ansgars komme  til Slesvig – og det vil sige et jubilæum for refleksionen over hvad kristendommen betyder for vores samfund og verden i dag. – det er 500-året for reformationen i Haderslev, der fandt sted her  10 før den fandt sted i kongeriget Danmark – og så er det 100 året for Den Sønderjyske Salmebog. Den er jo ikke ret stor Og den har I måske ikke tænkt så meget på, men den var faktisk banebrydende for den salmeskat vi har i dag. Fordi den efter Genforeningen samlede op på den slesvigske salmetradition, som havde bevaret ikke mindst mange af Brorsons salmer, og førte den sammen med de nyere salmer af Grundtvig og andre. Det var biskop Ammundsen, der stod for at samle den sønderjyske salmebog, som så blev brugt her i landsdelen, indtil hele landet fik Den danske Salmebog i 1953, som siden blev fornyet i 2023 i den salmebog vi har nu. Den Sønderjyske salmebog er blevet betegnet som den rigeste salmebog i den danske tradition. Uden den havde vi ikke haft ”Vær velkommen Herrens år” eller "Lovsynger Herrens ” i vores nuværende salmebog.

Så det skal selvfølgelig fejres  - næste år, men også i dag med at vi synger et af de gamle salmer. Sidste år sang vi nye salmer sammen med Jane Mark – i år synger vi gamle salmer, som nogen gange også kan være nye.

Vi skal synge to af de salmer, som den sønderjyske salmebog har bragt ind i vores nuværende salmebog. Den første en gammel svend af Brorson, den sønderjyske digter – den hedere fornødent er det ene. Det handler om historien om Jesu besøg hos Maria og Marta, hvor Maria sætter sig som en discipel ved mesterens fødder, selvom hun egentlig ikke har ret til det som kvinde. Og da Martha mener at hun skal passe sit arbejde i stedet for siger Jesus: Martha Martha, du gør gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har lagt den gode del og den skal ikke tages fra hane. Èt er nødvendigt. Èt er fornødent. At lytte til livets ord.

Den synger vi , selvom den er gammel og har et gammelt sprogbrug, så hører den med til vores salmeskat på grund af den sønderjyske salmebog.

Kære alle

Det ene fornødne – hvad er det? Ja, nu har vi sunget Brorsons fortolkning af det (Salmebogen nr.165 Èt fornødent er, det ene, som handler om Maria, der sætter sig og lytter til Jesus)  - i sin tids meget kærlighedsfulde sprog - at det er Jesus selv, hans ord og tale, som troen på en åndelig måde kan tage imod. Hver tid udtrykker sig på sin måde. Men hver tid og hvert menneske må også stille sig selv spørgsmålet: Hvad det er ene nødvendige, det mest nødvendige, det rent og skært nødvendige?

Hvis vi ikke spørger os selv om det, bliver vi fuldstændig rundforvirret af alle de impulser og krav om opmærksomhed og ting, der vil købes og YouYube-videoer, der vil ses, og bekymringer og frygt for verdens tilstand og fremtid og for vores kære. Bare i går var fyldt af nyheder om mordet på et ungt menneske i USA, om politisk vold, om droner over Polen, om de indespærredes hungersnød, om liv på Mars og om chikane mod Otto fra Gift ved første blik. Der er mange ting at gøre sig bekymringer om og være urolig for. Det er nødvendigt at søge ind imod, hvad der er meningen med livet, og hvad der kan give vores liv retning og mod til at møde andre mennesker og gå vejen sammen.

Det er kirkens opgave at være en slags Maria-rum – et sted og et fællesskab, hvor vi lytter til livets ord, evangeliet, det glædelige budskab om Guds kærlighed til hvert menneske og til verden, til alt liv - ganske givet også til evt. marsmænd. Det løser ikke alle vores problemer, men det giver os trøst og mod til at gå ud og tage fat dér, hvor vi står.

I, som til daglig er ansvarlige for folkekirkens liv og for de danske menigheder i Sydslesvig, I er med til at sørge for, at det rum, det fællesskab findes i vores samfund, hvor man kan gå ind og lytte til livets ord, eller møde livets ord i en samtale på kirkegården i sognegården, i præstegården eller hvor mennesker mødes. Og I er dem, der sørger for rammer om fællesskaber, hvor mennesker kan mødes og komme til at tale sammen. Alene det, at mennesker mødes og taler sammen i virkeligheden – og ikke i grupper på skærmen, hvor de skrevne ord og billeder tit skaber mere afstand, måske ligefrem had – alene det er med til at skabe håb om, at mennesker faktisk kan nå hinanden og ville hinanden det godt.

Der tales en del om åndelig oprustning for tiden. Og jeg fornærmer vist ingen ved at sige, at det er et temmelig luftigt begreb. Hvis det betyder, at vi skal bruge mere tid og penge på det åndelige, det fælles mellem mennesker, på troen og kunsten, musikken og at børnene i skolen skal have mere sang og musik og kunst og historiefortælling, tid til fordybelse i tanker, så er det jo rigtig godt.

I forhold til hvad åndelig oprustning betyder i kirken er svaret givet for længe siden.

Paulus kom først. Eller rettere forfatteren til Efeserbrevet, som går under Paulus´ navn, og som skrev til menigheden i Efesos, at de skulle opruste, ikke imod mennesker, kød og blod, men imod ondskabens magter, som man dengang også tænkte som kosmiske kræfter. Han skrev:

”Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.  Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.  Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.  Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje,  og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium.  Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile.  Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.”(Ef 6, 11-17)

Her er svaret på, hvad åndelig oprustning er i en kristen forståelse: Guds fulde rustning består i at tage sandhed og retfærdighed på og villighed til at gå med fredens evangelium, beskyttet af troen og frelsen og med Guds ord som det, der skal føres frem. Så det må være vores opgave: Hver gang vi går i kirke bliver vi sendt ud med et ”Fred være med jer!” Det må betyde, at vi bærer en fred med os, som skal deles med andre. Sandhed og retfærdighed skal være den måde vi møder verden på, trøsten er i troen og frelsen. Og det eneste sværd, der hører til den åndelige rustning, er Åndens sværd, forkyndelsen af evangeliet, som jo nogle gange kan skære i hjertet, når det afslører vores egen hårdhjertethed, men som først og fremmest bekæmper ondskabens og fortvivlelsens magt over vores sind.

Jeg ved ikke, om det er det, der menes fra politisk hold, men det er i hvert fald det, som åndelig oprustning betyder i kirken. ”Op, I kristne, ruster eder”, er en af Brorsons salmer, små 300 år gammel – og selvom billedet er mere krigerisk, så er det jo den samme oprustning som Maria finder i at lytte til livets ord. Så måske skal vi ikke altid være så optaget af, hvad det nu er, vi skal gøre, men også huske at spørge: Hvorfor er det nu, vi er her? Hvorfor gør vi, hvad vi gør?

Forleden lærte domprovsten mig denne rettesnor: ”Kirken er; kirken gør, hvad den er; Kirken organiserer det, den gør.”

Det er en god remse også for os i menighedsrådene og i folkekirkens dagligdag til at holde fast i forbindelsen mellem det, vi er, og det, vi gør, og hvordan vi organiserer vores arbejde. Hvis kirken er det at lytte til Guds ord og være rum for det, og så gå med troen ud i verden og stræbe efter fred og sandhed og retfærdighed, hvordan organiserer vi så det - lokalt og i sognene, dér, hvor vi nu er?

For kirken er jo altid bare alle os, alle dem, der er blevet døbt og vil høre livets ord.

Folkekirken er en særegen blanding af den evangelisk-lutherske kirke, som har sine bekendelsesskrifter og kirkelige orden med præsteembede og tilsyn, liturgi og ritualer, undervisning, diakoni og mission, -  og som samtidig har en lovgivningsmæssig ramme, som er styret at regering og folketing  - og som samtidig består af sine medlemmer, i et lokalt sognefællesskab, styret af menighedsrådet i samspil med provsti og stift. Det alt sammen er folkekirken.

Så samtidig med, at det er givet, hvad kirken er, og til dels hvad den skal gøre, så er det op til jer  og altså til lovgiverne at bestemme, hvordan kirken organiseres.

I det følgende vil jer gerne sige noget om de nye lovforslag, om at gå i kirke og om gudstjeneste, om konfirmander og om samarbejde og så noget om de mange jubilæer, der venter os.

 Ændringsforslagene til menighedsrådsloven mm.

Som mange af jer er bekendt med, har der henover sommeren været høring på en række lovforslag vedr. menighedsrådsloven, lov om folkekirkens økonomi, om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, ansættelseslov og valglov. Altså i høj grad forslag til, hvordan det, kirken er og gør, skal organiseres. Det er forslag, der er blevet til på baggrund af et års arbejde i nogle styregrupper, og som derefter har været i en foreløbig forhandling blandt folketingets partier som baggrund for en politisk aftale, og nu altså i høring i folkekirken forud for den egentlige behandling i folketinget.

Der er grund til glæde sig over og være en smule stolt af, at op mod en fjerdedel af alle menighedsråd fra de mindste til de største har indgivet høringssvar, i alt er der kommet over 500 svar. Det vidner om det lokale engagement i folkekirken. Forslagene, som i udgangspunktet havde til hensigt bl.a. at lette menighedsrådenes arbejde, indebærer som bekendt bl.a. forslag om flytning af bestyrelsen af præstegårdene og af præstembedernes jorde til provstiudvalget og om reduktion af antallet af menighedsrådsmedlemmer – forslag som mange af jer har reageret forbeholdent overfor. Mine egne høringssvar ligger på stiftets hjemmeside til jeres orientering.

Udover de kontroversielle forslag og de mange andre vil jeg i dag bare hæfte mig ved en enkelt ændring i menighedsrådsloven og én i menighedsrådsvalgloven, som tilsyneladende ikke har været genstand for offentlig diskussion. Den første er ændringen af § 1 stk. 2 i menighedsrådsloven. Den er foreslået ændret fra blot at angive, at ”det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse.” til:

 Stk. 2. Menighedsrådet er ansvarlig for folkekirkens virke i sognet og skal sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger, den kirkelige undervisning, diakoni og mission.”

Hvis den bliver gennemført, kan den måske være en støtte i den proces, det er i menighedsrådet at prioritere kræfterne og opgaverne ud fra, hvad der er folkekirkens opgaver. Nogle gange kan man som menighedsråd føle sig noget på Herrens mark i forhold til at se sammenhængen mellem de mange opgaver. Måske kan man også som medarbejder være lidt i tvivl om, hvordan ens eget arbejde virker sammen med de øvriges og med formålet med kirken. En større fælles forståelse af formålet - at kirken gør, hvad den er – kan måske hjælpe til at se sammenhængen, også når det drejer sig om at klippe hækkene og sætte blomstrende stauder for at de sørgende på kirkegården skal opleve skønheden, eller at flytte stole i konfirmandstuen for at de unge kan føle velkommen, eller bage småkager til kirkekaffen, øve sig i oplæsning, ringe på døren hos én, der har persiennerne trukket ned. Det kan lovgivning ikke sørge for, men når den nu er der, kan den give et fælles grundlag at tale sammen på.

Den anden ændring er, at repræsentationen af det tyske mindretal fremover er sikret de steder hvor der er en præst for den tyske del af menigheden, også hvis der lokalt ikke skulle være stemmer nok til et mandat.

Vi må nu se, hvordan høringssvarene får indflydelse på det endelige politiske resultat. Jeg håber, at man vil følge den gode skik – som ganske vist ikke er pligtig for folketing eller regering – at lytte til folkekirkens bredde forud for lovgivning.

Gudstjenesteliv - kirkebygninger

Måske har nogle af jer bemærket, at der i kølvandet på ændringsforslagene også har været stemmer fremme i offentligheden, som foreslår at tage 200 kirker ud af brug, med forskellige bud på, hvad der så skal gøres ved dem. Der er den bekendte Herredskirke på Lolland, som menighedsrådet gerne vil af med. Men bortset fra den synes jeg, at man sjældent hører om nogen, der gerne vil af med deres egen kirke. Det er som regel 200 andre kirker. Jeg skal ikke underkende, at der kan være steder i landet, hvor det er aktuelt på grund af afvandring fra land til by og på grund økonomiske og menneskelige ressourcer.  Jeg oplever bare ikke, at det er situationen i Haderslev stift.

Nogle kirker bliver brugt mere end andre, men generelt er min oplevelse, at menighedsrådene ønsker at bevare sognets kirke og at sikre den for fremtiden så smukt og godt som muligt. Det er i Danmark juridisk uklart, hvem der ejer kirkerne, men det er ikke uklart, hvem der bestyrer dem, for det gør for langt langt de flestes vedkommende menighedsrådene. I mine øjne vil man derfor ikke kunne tage en kirke ud af brug, nedlægge den eller sælge den uden menighedsrådets vilje. Det siger jeg for, at ingen skal frygte, at nogen kommer og nedlægger sognekirken.

Jeg ville ønske, at vi i stedet for at tale om at tage kirker ud af brug, kunne glæde os over de vidunderlige bygninger og rum og kirkegårde, som fortiden har overdraget til os. De minder os hver og én om ”det ene nødvendige”. Og de står der, for at vi skal se dem og gå ind i dem og lytte - efter stilheden og efter, hvad de fortæller om evangeliet.

Og nu vil jeg gøre noget, som måske ikke er god tone. Måske er det lige frem grænseoverskridende:

 Jeg vil opfordre jer til at gå i kirke.

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.

I forrige uge var jeg henne hos et skønt menighedsråd, for at tale om kirkegang, Og måske havde jeg forventet at nogen ville sige: ”Det er for kedeligt. Det skulle være helt anderledes”. Men det var egentlig omvendt: Flere fortalte om den ro og glæde, det var, bare at være i rummet, at høre musikken og kunne synge med på salmerne og høre præsten prædike og have fri fra skærme og forstyrrelser, og at møde andre folk fra byen, - for hvor gør man nu ellers det sådan tilfældigt? Egentlig meget Maria-agtigt – måske ligefrem åndelig oprustning. Det eneste, der egentlig afholder én, fra at gå derhen er, at man ikke lige kommer af sted. Det står ikke i kalenderen, og desuden er det søndag, hvor man har fri, og måske gerne vil være sammen med familien.

Det sidste er måske den væsentligste hurdle. Selvom vi godt ved, at den oprindelige grund til, at vi har fri om søndagen, er, at vi skal have mulighed for at komme i kirke og komme helligdagen i hu, så kan et presset arbejdsliv og familieliv betyde, at det netop er om søndagen, der er fred til at være sammen med familien. Det er fuldt forståeligt.

Men der findes nok også søndage, hvor familien kan klare sig selv en time eller to. Jeg vil gerne slå et slag for vanekirkegang. Jeg er selv frygteligt dårlig til at løbe, men jeg gør det en gang imellem, når ingen ser det, fordi jeg trods alt skal glæde mig over, at jeg endnu kan. Men længe skulle jeg føre endeløse forhandlinger med mig selv - om det nu ikke var bedre at lave noget andet, og vejret er heller ikke for godt, og det kunne også vente til i morgen. Den eneste måde, jeg kan komme afsted på, er at bestemme på forhånd, at det skal jeg bare. Desuden har jeg efterhånden fundet ud af, at jeg har det bedre bagefter. Sådan har jeg det også med kirkegang. At det ikke skal være noget særligt at gå i kirke, men at man bare går derhen. Som Maugstrup-præsten sagde sidste søndag ved Vojens kirkes 100 års jubilæum: Man går ikke i kirke for sin egen skyld, men for sit medmenneskes skyld. For den, der måske har brug for, at du er der og siger dav og sidder på bænken ved siden af.

Der sker noget, når mennesker er sammen i virkeligheden. Vi taler meget om længslen efter fællesskaber. Og fællesskab er ikke bare noget virtuelt i enige grupper på nettet, der bekræfter hinanden. Det er at mødes ansigt til ansigt og kunne give hinanden hånden og være ved siden af hinanden. De ting, man ikke kan tale om, kan man være sammen om i kirkens rum og på kirkegården. Og der behøver ikke være en særlig anledning.

Desuden: Når nu radioprogrammet Biblen Leth fortalt er så stor en succes – og med rette – så vil jeg bare sige, at man aldeles gratis kan gå hen og høre dygtige og vidende præster udlægge biblen hver søndag og også derimellem – live. Og levende musikere, der spiller og synger. Og finde fred til sjæl og krop. What’s not to like?

Gudstjenesteplaner og højmessevejledning

Hvis man skal gå i kirke, skal der selvfølgelig også være nogen, der har forberedt en gudstjeneste. Igennem det seneste år har jeg bedt præsterne om at sende gudstjenesteplanerne ind. Det har jeg gjort fordi jeg gerne vil have et overblik over hvordan gudstjenestemønsteret egentlig er: Hvor tit bliver der holdt gudstjeneste i de enkelte sogne?  Og jeg vil gerne i dialog med jer hen over det næste år om de valg, I tager med hensyn til gudstjenestelivet, og om de problemer I ser. Jeg skal først til at bearbejde materialet i løbet af det næste halve år, så det bliver en dialog, vi kan tage fat på næste år.

Også vedr. gudstjeneste vil jeg gøre opmærksom på, at der er kommet en ny såkaldt højmessevejledning. Det er den tekst, der hidtil kun har stået i Ritualbogen, som typisk er præstens bog, og som fortæller om de praktiske forhold omkring gudstjenesten og biskoppernes vejledning i forhold til udførelsen af den faste gudstjeneste. Biskoppernes nye vejledning retter sig mod både medarbejdere og menighedsråd, og den er som noget nyt lagt tilgængeligt ud på alle stifters hjemmeside og på folkekirken.dk. Måske kunne det være en ide at tage den med på et menighedsrådsmøde engang, også for at få indblik i medarbejdernes og præstens forberedelser til gudstjenesten og i de valg, som også menighedsrådet skal være med til at træffe.

Konfirmander

Når vi taler om fællesskabet i og omkring kirken er der en særlig gruppe, jeg gerne vil pege på i år, nemlig konfirmanderne. Det er en kæmpe gave, at stadigvæk så mange halvvoksne børn ”går til præst”, deltager i konfirmationsundervisning og gerne vil konfirmeres. Det kan slet ikke overvurderes, og selv om undervisningen primært er præsternes opgave og til dels organistens og kirke- og kulturmedarbejderens og graverens eller kirketjenerens, så kan i virkeligheden hele menighedsrådet og menigheden støtte op om konfirmanderne. Menighedsrådet ved at støtte op om undervisningen med midler og gode rammer, og som menighed ganske enkelt ved at vise konfirmanderne interesse og et venligt ansigt. De store børn og unge kan lige som vi andre - og måske endnu mere - føle sig usikre på sig selv og usikre på at være i kirkens rum og blandt fremmede mennesker, måske endda uden mobiltelefonen (men ikke altid). Og de har måske mere end tidligere tiders unge brug for opmærksomheden, for at blive set og godkendt. De har brug for at vide, at de må være med. De kan godt have brug for, at nogen hjælper dem med at finde salmerne, og hvordan man gør ved altergangen og bærer over med deres forlegenhed. De er fremtidens fællesskab og de skal gerne opleve, at kirken er et rum, man må komme og være i, som man er, og som en del af et fællesskab, hvor ingen skal føle sig forkert.

Fællesskabet på arbejdspladsen

Fællesskabet i folkekirken har også at gøre med et fællesskab på arbejdspladsen og mellem menighedsråd og medarbejdere. Det er en stadig proces at holde den gode samtale og den respektfulde interesse for hinandens forskellige opgaver levende. Dér, hvor det ikke lykkes, står provst og biskop og evt. Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning parat til at hjælpe. Tøv ikke med at bede om hjælp. Der er intet skamfuldt i konflikter. De kommer, hvor engagerede emnesker arbejder samme. Nogle af dem kan forebygges ved, at vi viser oprigtig opmærksomhed og interesse for hinanden som mennesker og som medarbejdere på den fælles opgave, det er, at være kirke. Og derved kan vi måske endda blive forbilleder for dén respektfulde samtale hen over uenigheder, der gerne skulle præge vores samfund.

Den fælles opgave: Den grønne omstilling

Vi har en fælles bunden opgave i den grønne omstilling og reduktion af CO2. PÅ landsplan står Folkekirkens Grønne Omstilling til rådighed med viden og vejledning. Her i stiftet er en Erfagruppe med medlemmer for forskellige provstier netop ved at afslutte sit arbejde, som peger på en række konkrete tiltag, som kan være til hjælp lokalt. Det kommer ud til de forskellige aktører i den kommende tid.

Og så til de korte meddelelser:

Ny provst i Sydslesvig.

I Sydslesvig har vi fået en ny provst til afløser for Hasse Neldeberg Jørgensen, nemlig Charlotte Thea Gade, som kom fra et sognepræsteembede i Treenighedskirken i Esbjerg. Charlotte kunne ikke være her i dag, men der bliver lejlighed til senere at møde hende også her. På Kirkedagen i Slesvig til maj næste år skal hun ”kreeres” som provst. Det vil bl.a. sige, at hun skal aflægge provsteløfte, sådan som provster nord for grænsen normalt gør det ved landemodegudstjenesten.

Provstivisitaser

I løbet af efteråret og det tidlige forår kommer jeg og stiftskontorchef Lars rundt på provstivisitatser, hvor vi sammen med jer gerne vil drøfte, hvad det vil sige at være evangelisk-luthersk kirke i dag, og hvordan menighedsråd og stift spiller sammen.

Venskabsstift

Ligesom sidste år vil jeg gerne nævne, at vi har et venskabsstift i Tanzania, Lake Tanganyika, som meget gerne vil have kontakt til menigheder her i stiftet. Hvis I er interesseret i at høre mere, må I endelige sige til, til mig eller til Per Søgaard eller stiftet.

Jubilæumsåret 2026

Og så til sidst et blik ind i jubilæumsåret 2026

Først og fremmest vil jeg opfordre jeg til at deltage i Stiftsdag Kirke SAMMEN, som holdes hvert andet år, og næste år lørdag d. 14. marts 2026. Dagen er både for menighedsråd incl. præster og for medarbejdere – som jeg håber, menighedsrådet vil invitere med som en del af deres arbejde. Det er en festlig dag med indslag og workshops, der sætter gang i samtalen om hvad kirken er og gør og organiserer sig – i fællesskab.

Og så Jubilæerne i 2026:

Ansgar

3. feb.: Økumenisk Ansgargudstjeneste i Domkirken

Til nov. udkommer en nyskrevet kantate, dvs. et korværk, ”Den signede dag” af Iben Krogsdal og Christian Præstholm. Jeg vil gerne opfordre til, at man bruger den i sognene i løbet af året, hvor der er kor. Kantaten rummer en nyskrevet salme til jubilæet, som kommer til at ligge til fri download for alle, også menigheder uden kor.
Folkekirkens kororganisation Korliv afholder korstævne og koncert for interesserede kor.

I oktober kommer der mail ud til alle menighedsråd med information om flere arrangementer og forslag til, hvordan I kan markere jubilæet lokalt, f.eks. forslag til foredragsholdere og til sogneudflugt til Hedeby mm.

Hovedbegivenheden bliver Folkemødet i Ribe d. 21. – 24. maj, som bliver et virkelig spændende program og kulminerer i en fælles national festgudstjeneste pinsedag..

Den sønderjyske salmebogs 100 år fejres d. 12. december i år i domkirken med lagkage og oplæg. Og i løbet af næste år med sangarrangementer. Jeg står til rådighed, hvis nogle af jer ønsker at arrangere en ”biskoppelig salmesangsaften” – som skal have en smartere titel.

500 år Reformation Haderslev

Der er indgået et stort samarbejde mellem Haderslev Stift, Haderslev Kommune herunder Destinations Sønderjylland, Haderslev Erhvervsråd, Haderslev Butikker, Historie Haderslev og Hertug Hans Festival om at markere 500-års jubilæet for reformationens begyndelse her i Haderslev, 10 år tidligere end i resten af Danmark – altså i 1526

Netop i dag d. 12. sept. er en ny hjemmeside lanceret www.500reformationhaderslev.dk – her kan man dels blive klogere på historien og dels følge med i de mange forskellige aktiviteter, der planlægges til afholdelse i perioden 12. sept. 2026 – 31. oktober 2026. Det omfatter bla.:

Festgudstjeneste i Domkirken;

Blomsterudstilling af Blomstermanden Johnny Haugaard med Lutherrosen som tema;

Byløb med fortællinger og aktiviteter rundt ved forskellige historiske steder i Haderslev Sangmaraton i Domkirken og forskellige musikalske arrangementer

Flere ting kommer til, for byens foreninger inviteres også til at være med i fejringen og bidrage med arrangementer

Der bliver udsendt mere information senere, men følg også gerne med på hjemmesiden

Tilbage har jeg kun at sige tak! Tak i år særligt til domprovst Torben Hjul Andersens, som i min studieorlov i foråret styrede det hele bedre, end jeg selv kunne – til glæde og sikkerhed for alle.

Tak til alle jer, der er med for sidste gang i dag, fordi I ikke fortsætter i menighedsråd eller provstiudvalg eller stiftsråd. (Her blev senere rettet en særlig tak til afgående stiftsrådsformand Per Søgaard for hans store indsats for Haderslev stift). Tak for fællesskabet i opgaverne og gode møder og samtaler, og for det store ansvar og arbejde I har båret.

Nu skal vi igen synge en salme, der er kommet ind fra Den sønderjyske salmebog, nemlig en oprindeligt engelsk salme, ”En vej eller anden, vor Herre ved råd.” (Salmebogen nr. 24)

Det er en salme om at turde gå ind i fremtiden, uanset og uvejsom den ser ud, og stole på, at Gud åbner de veje, vi ikke kan se.

Med den vil jeg ønske jer alle Guds fred og velsignelse i jeres videre arbejde og liv.

Marianne Christiansen d. 12. september 2025