- Tiden er inde til at give folkekirken en forfatning

Nu kan der vist snart ikke koges mere suppe på store bededag. Det er vand under broen.

Den holdning har jeg mødt hos flere. Jeg forstår den godt, for andre og større dagsordner presser sig på i den politiske dagsorden.

Alligevel har jeg brygget en bog sammen, som måske nok er suppe på en pølsepind: Afskaffelsen af store bededag blev pølsepinden, anledningen til at tage emner op, som i virkeligheden slet ikke handler om store bededag, men derimod om de forhold mellem stat og kirke, som forløbet afslørede. Det er en suppe ligesom i eventyret: Det er de andre ingredienser i suppen, der giver den smag.

Uanset om store bededag nu med en ny regering vil blive indført igen, var selve det forhold, at regeringen uden nogen høring eller samtykke fra nogen folkekirkelige instanser lovligt kunne afskaffe store bededag som helligdag – og ikke bare som fridag – en øjenåbner.

For første gang greb staten ind i folkekirkens indre anliggender uden kirkens samtykke. Herved afsløredes, at den danske folkekirke i realiteten står uden retligt værn mod politisk styring ikke bare af ydre forhold – organisering, økonomi, ansættelsesforhold med videre – men også af de indre forhold, af trosanliggender.

Statsligt religionsvæsen eller religiøs stat

Derfor har jeg kogt videre på den – i europæisk sammenhæng enestående – retstilstand mellem kirke og stat i Danmark. På trods af Grundlovens bestemmelse i § 66 – at folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov – har folkekirken aldrig fået en forfatning.

Forholdet mellem stat og kirke beroede indtil bededagsaffæren på en nedarvet høflig tilbageholdenhed hos politikerne, der betød, at man ikke greb ind i folkekirkens indre anliggender. Dem lod man ordne direkte mellem folkekirken og monarken, som indtil

Grundloven stod som lovgiveren for statskirken. Dette var oprindelig ment som en nødordning, indtil forfatningen faldt på plads. Men fordi de talrige forslag til forfatning aldrig er blevet vedtaget, er nødordningen blevet permanent.

Vi står altså i den nødsituation, at retstilstanden fra den kristne enevælde – som vel at mærke hentede hele sin egen begrundelse i et luthersk kirke- og samfundssyn – er videreført i et sekulært demokrati. Det sekulære folketing og en regering, som ikke er valgt som medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke, styrer og driver kirken også i trosanliggender og religiøse spørgsmål. Det er en suppedas.

Med afsæt i historie, jura og teologi mener jeg, at man må stille spørgsmålene: Hvordan fremstår Danmark som stat med hensyn til religionsfrihed og demokratisk legitimitet? Hvordan kan folkekirken være en evangelisk-luthersk kirke – som forudsat af Grundloven – når den styres af en sekulær stat? Hvordan skaber vi en mere tydelig og tidssvarende retstilstand for både stat og kirke?

En kirke, der styres af et sekulært politisk styre, kan ikke nødvendigvis kaldes en kirke, men måske snarere et statsligt religionsvæsen.

Tilsvarende fremstår Danmark som en religiøs stat, hvis parlament og regering giver religiøse love og styrer et trossamfund uden skyldig hensyntagen til religionsfriheden. Det ligner ikke et liberalt demokrati.

Skelne mellem, ikke adskille stat og kirke

Derfor har vi hårdt brug for, at der nu bliver gennemført en forfatning for folkekirken som afløser for den skønsomhed, der på frivillig basis op igennem det 20. århundrede erstattede forfatningen. Folkekirkens forfatning er næsten bygget op, fra menighedsråd til provstiudvalg og stiftsråd. Stadig mangler beslutningsorganer på landsplan, og som minimum mangler der lovfæstet høringsret på regulering af kirkelige anliggender og indstillingsret på regulering af de trosmæssige anliggender – de indre anliggender.

Det er slet ikke sikkert, det er så svært at få bragt i orden. Folkekirken vil – som alle trossamfund – altid være i staten. Derfor drejer det sig ikke om at skille stat og kirke, men om at lære at skelne mellem stat og kirke.

Med bogen "Stat og kirke – hvad nu?" vil jeg gerne være med til at røre i gryden og bidrage til debatten om, hvordan vi får ordnede forhold mellem stat og folkekirke. Det er på høje tid.