Ansgars sang

På søndag d. 10. maj 2026 fejres et 1200-års jubilæum landet over med sang.

Hvordan kom kristendommen til Danmark? Hvordan levede og lever mennesker sammen med forskellige religioner, og hvad betyder det i dag, at landet i mere end tusind år er blevet præget af kristen tro og normer? Disse og mange andre spørgsmål er der særlig anledning til at overveje i år, hvor det er 1200-året for ”Nordens apostel”, munken Ansgars ankomst til Norden med den mission at kristne danerne - og svenskerne. Ansgar fik med tiden lov at bygge kirke i Hedeby ved Slesvig og i Ribe. Da han jo ikke talte sproget, og kun ganske få kunne læse, må en væsentlig del af nordboernes indtryk af den nye tro have været klangen af kirkeklokken og af sangen.

Jubilæer er altid gode anledninger til at fortælle historien på ny og til at søge ned i kilderne. Hver tid finder nye spor, når historien skal genfortælles. Ansgar, der senere blev ærkebiskop i Hamborg-Bremen, fik tidligt sin historie fortalt af sin egen efterfølger - og trofaste beundrer – Rimbert. Gennem tiden blev Ansgar stilfærdigt husket, men i de nationale vækkelser i 1800- og 1900-tallet, blev han ”genopdaget” og fortalt ind i de nationale fortællinger om den særlig nordiske kristendom – han kom ganske vist fra Frankrig og Sachsen. I Tyskland blev Ansgar på samme måde del af den nationale fortælling, her blot som tysk. Statuer af ham står i såvel Hamborg som i Ribe og København. Af stor betydning blev 1000-årsfesten for Ansgar i 1826, som N. F. S. Grundtvig i Danmark var en væsentlig drivkraft i. Adskillige kirker i Norden og i Nordtyskland blev i tiden derefter opkaldt efter Ansgar - fra den første katolske kirke bygget efter reformationen, Sankt Ansgar kirke i København fra 1842, til de to danske Ansgarkirker i Sydslesvig – Flensborg og Slesvig – begge indviet Allehelgens søndag 1968.

Udover kirkerne og monumenterne er det mest varige monument over Ansgar fra 1000-årsfesten nok alligevel en sang – nemlig salmen Den signede dag. Den synges endnu som festsalme og ved både bryllupper og begravelser. Dens rødder er den såkaldte ”nordiske dagvise” Den signede dag, som vi nu se. Det er en morgensang, der kendes tilbage fra middelalderen og er blevet sunget på alle Nordens sprog fra Nuuk til Gedser og til de finsk-russiske grænseegne. Den gamle nordiske dagvise kan også genkendes i f.eks. salmen Den mørke nat forgangen er og Se, nu stiger solen.  Grundtvig gendigtede dagvisen til en festsalme til pinsedag 1826 som et nordisk monument over Ansgar og glæden over evangeliets klare dagslys over livet. Dermed fik dagvisen nyt liv og blev bragt videre, med eller uden tanke på Ansgar.

Hvilket monument sætter vores tid? Det er der gjort mange spændende tanker om i den netop udkomne bog ”Ansgar. Nordens apostel gennem 1200 år”, der samler arkæologisk, kultur- og kirkehistorisk viden om Ansgar og hans aftryk i tiden, og det vil der blive talt og sunget om på Folkemødet i Ribe i dagene op til pinse i år. Et af vores tids bidrag er den nye arkæologiske viden om den religiøse sameksistens i danske egne i flere hundrede år fra 700-tallet og til 1000-tallet. Ansgar kom som missionær som en del af en bevægelse, der allerede var i gang på grund af udvekslingen mellem mennesker i handler og i krig. Kristne og mennesker med før-kristen religion levede sammen, længe før Danmark fik et religiøst enhedspræg – det ses i gravene, som er fundet bl.a. i Ribe. Et andet bidrag er refleksionerne over, hvordan kristendommen har præget og præger vores samfund – hvordan relationen til den omverden, hvorfra den kom, er i dag, og hvad enkeltpersoner som Ansgar kan betyde, både mens de lever, og som fortælling.

Og også vores tid sætter et sang-monument over Ansgar, nemlig det nyskrevne sangværk eller kantate Den signede dag, med tekst af Iben Krogsdal og musik af Christian Præstholm. Kantaten er folkekirkens fælles markering af jubilæet, som folkekirkens kororganisation Korliv har været en hovedkraft i at frembringe og udbrede. Værket består af nye fællessalmer og kor- og orgelmusik og kan opføres i sin helhed som en musikgudstjeneste, eller i sine enkeltdele som led i en gudstjeneste eller koncert - alt efter hvad man i sognet har til rådighed af stemmer og musikalske kræfter.

På søndag opføres værket samtidig i mindst én kirke i hver af landets stifter. På den måde er det en fælles markering af jubilæet, og samtidig optakten til, at værket og salmerne kan bruges i alle landets kirker ikke mindst i pinsetiden, som Den signede dag oprindeligt blev skrevet til, og hvor Ansgar-jubilæet fejres i år.

Selvfølgelig skulle Den signede dag være inspirationskilden til et nyt sangværk. Og selvfølgelig er Iben Krogsdals tekster og Christian Præstholms musik skrevet ind i vores tid. Selv skriver Iben Krogsdal i forordet til kantaten:

”Set i lyset (eller i skyggen af mørket) af den tid, vi lever i (truslen om krig, mismod, afmagt og kristendommens store udfordringer i dag), har jeg valgt ikke at lave en ren jubelfest-gudstjeneste. I stedet har jeg i både salmer og ”prædiken-fortælling” fokuseret på det håb og det lys, vi kan hente i fortællingen om Ansgars (i første omgang ret mislykkede) mission. Jeg har altså brugt den som en fortælling om, at lyset også virker dér, hvor noget er forgæves. Og at netop det, der forekommer forgæves, gådefuldt nok kan være lysfyldt og blive til nyt liv”.

Måske er vor tids monument over Ansgar ikke et billede af den sejrrige kristendoms kirkebygger, men af et menneske, der led nederlag og dog bragte håbet videre. Et menneske, der ikke fik succes. Én, der såede frø, som andre høstede. Det kunne se ud, som om det er det forbillede nutiden kan søge 1200-årets Ansgar-skikkelse.

Grundtvig gendigtede den nordiske dagvise og holsteneren C.E.F. Weyse satte den melodi til, som stiger op som en solopgang i en dur-akkord i første linje, og sidenhen overgår sig selv i morgenfryd ved at slutte triumferende på de højeste toner. Begge dele, tekst og toner, bliver nu både viderebragt og gendigtet og genfortolket. Ligesom fortællingen om Ansgar og kristendommens komme til Norden. Viderebragt og genfortolket.

Kantatens nye festsalme Det lysner igen om verdens rand kan downloades af alle på www.korliv.dk.  Ifølge Iben Krogsdal er den en ny sammendigtning af de tre gamle salmer Den signede dag, O kristelighed og Dejlig er jorden.

Hvis nogen om 100 år vil spørge, hvordan man i Danmark markerede 1200-året for Ansgar, så vil svaret forhåbentlig være: Ved at mødes til folkemøde og foredrag og lytte og diskutere sammen, ved at skrive bøger for samtiden og eftertiden og give viden videre, og ved at spille og synge gamle og nye salmer og gamle salmer på nye måder. Det vil ikke være det værste, man kan sige om vores tid. Faktisk ville det måske endda glæde Ansgar, at ord og sang og klang endnu kan bevæge mennesker og bringe os sammen om opstandelsens håb.