Livet om at gøre
Hvad betyder 'diakoni'?

Hvad betyder diakoni?

Diakoni er et græsk ord, der betyder ”tjeneste”. Guds-tjeneste i menighedens fællesskab og menneskers tjeneste og kristne forpligtelse for hinanden. De to ting hører sammen: gudstjeneste og menneskers tjeneste. Og det har de gjort, siden de første kristne menigheder blev grundlagt og organiseret. Det ene kunne ikke leve uden det andet.

Diakoni er formidlingen af Guds kærlighed i ord og handling. Diakoni er at række den kærlighed videre, som vi selv har fået givet. ”Vi elsker, fordi Han elskede os først.” (1. Johs. 4, 19). Hvem kan og skal vi så række ud efter? Ethvert menneske er skabt i Guds billede og har på den måde en værdi i sig selv, uanset hvilke fejl og mangler, det menneske ellers gør og indeholder. Mennesket er altid mere end det, vi umiddelbart kan se. Som gudsskabt er det værdifuldt og værdigt til at modtage Guds kærlighed. Det afhænger ikke af min bedømmelse af, hvem der skal tjenes. ”Det enkelte menneske holder altid noget af den andens liv i sin hånd”, sådan siger K.E. Løgstrup.

Diakoni er ansvarlighed for medmennesket. Det enkelte menneske er uerstatteligt i Guds øjne. Tænk på, hvor ofte Jesus forlader alt for at finde det menneske, der er forsvundet eller fortabt. Det menneske er en besked til os om Guds nærvær, om Guds krav til os om at blive elsket. I Guds Rige oplever vi altid den ”omvendte verden”, at den, der ikke er noget i andre menneskers øjne, bliver ophøjet af Ham. Derfor må vi også vise det menneske respekt og accept. ”Al sand hjælpen begynder med en ydmygelse. Det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, ikke at være den mest herskesyge, men den tålmodigste.” (Søren Kierkegaard)

Diakoni er tjeneste
”Hvad I har gjort imod en af mine mindste, har I gjort imod mig.”  Det er Kristi ansigt, vi ser hver gang, vi møder et menneske i nød. Det er Kristus, vi kommer til, når vi tager os af det nødstedte menneske. Og det er Kristus, vi går forbi, når vi ikke træder til. Som præsten og levitten i lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner.

I forlængelse af den tanke taler Paulus om menigheden som ét legeme (1. Kor. 12), hvor hvert lem på legemet har sin særlige plads. Alle hører med. Ja, det svageste lem skal endog vise sig at være det mest nødvendige. Lider et lem, lider alle. Glædes ét, glædes alle. Kristendom består i at følge Ham, der blev født i mørket, levede blandt dem, der kendte mest til mørket, og som døde for at gå helt ned i gravens mørke. At følge Ham til dem, der nu lever ”i mørkets og dødens skygge”. Det er ”tjeneste”.

Diakoniens udfordringer
Diakoni er kirkens omsorg for hele mennesket. Så vidt nåede man også i den betænkning, der udkom fra et udvalg nedsat af landets biskopper og Landsforeningen af Menighedsråd: ”Udvalget finder, at diakoni er en uopgivelig dimension i den kristnes liv og virke, selv om diakonien altid må finde nye former og udtryk, når den stilles over for nye udfordringer.” I Danmark er der ikke nogen overordnet diakoniplan, som der er i de øvrige nordiske lande. Sognediakonien vokser fra neden, ude i de enkelte sogne. Den er blevet fremmet, siden det i 1989 blev muligt at ansætte sognemedhjælpere, betalt over den kirkelige ligning. Diakoniudvalg i stift, provsti og menighedsråd kan desuden styrke sognets diakoni.

Redskaber for Guds kærlighed
Diakoni springer ud af det kristne fællesskab. Kirken er det eneste reelle fællesskab, som er indrettet på, at den enkelte bliver båret af de andre, og det er en kæmpeudfordring. Det er i kirken, diakonien har sin identitet og egenart. ”Uden kraften fra gudstjenesten vil diakonien stå i fare for at forfladiges og blive til ren aktivisme og foretagsomhed. På samme måde risikerer gudstjenesten at blive reduceret til åndelig aktivisme, hvis kontakten med diakonien går tabt.” (Nordstokke/Stubkjær, s. 44)

Diakonien er blevet kaldt ”kirken i arbejdstøjet”. Det er i hverdagens møde med vore medmennesker, at vi må dele det svære og sårbare liv med hinanden. Det giver en masse besværligheder, fordi det ikke er et højtvurderet arbejde, og successen ikke er givet på forhånd. Til gengæld rummer det en masse varme og glæde, overraskelser og nærvær. Og så afhænger hele den diakonale indsats ikke af os. Vi er kun redskaber for Guds kærlighed.

At forkynde og drage omsorg
Kirkens opgave er både at forkynde og drage omsorg. Det er uadskillelige begreber. Frans af Assisi tillægges ordene: ”Forkynd evangeliet – om nødvendigt med ord!”. Kirken har tradition for at tage hånd om det enkelte sårbare menneske og for at tage samfundsansvar, dvs. at have omsorg for de små og hjælpeløse, at give sultne mad, at besøge ensomme, at lytte til trætte og tyngede mennesker, at besøge folk i fængsler, at vise solidaritet med den nødstedte. Det er det, som i kirkens sprog hedder ”diakoni”. Den tradition vil vi gerne være med til at holde i live, og derfor søger vi at inspirere nutidens kirke til at lave diakonalt arbejde i sognet.

Tekst: Sigrid Horsholt Pedersen.