Fortsæt til hovedindholdet
Besøgstjeneste
Nyheder

Besøgstjeneste, Kolding Provstis Menighedspleje

Projektet er fire år gammelt og baseret på et samarbejde mellem Samvirkende Menighedsplejer og 11 sogne.


Besøgstjenesten i Kolding Provsti er fire år gammel og er et fællesprojekt etableret i et samarbejde mellem Samvirkende Menighedsplejer og 11 sogne. Sammen har de stiftet Kolding Provstis Menighedspleje og ansat en fælles koordinator på 15 timer om ugen. Nogle af koordinatorens opgaver er at igangsætte, inspirere, pleje de frivillige, fælles PR og indgå samarbejdsrelationer.

I alle sogne er der lokale små styregrupper, lokale frivillige samt nogle af stederne også lokale koordinatorer.

Hvorfor besøgstjeneste?
Ensomhed er et udbredt problem i alle aldersgrupper. Ensomhed kan opleves på mange forskellige måder og har mange udtryk, men følelsen er den samme. Når man oplever sig ensom, er det smerteligt, at man ikke bliver set og hørt som menneske. Vi har alle sammen brug for at opleve fællesskab og nærvær med andre for at kunne eksistere som mennesker.

En af årsagerne til at oprette en fælles besøgstjeneste var, at man i sognene ønskede at række ud til de ensomme, der boede i sognene, og her også være synlig som kirke og vise hen til kirkens tilbud og menighedsfulde fællesskaber.

Gennem besøgstjenesten skabes der mulighed for at række ud mod de mennesker, der bor i sognet, mødes i øjenhøjde og her bringe glæde ind i hverdagen og gøre oplevelsen af ensomhed lidt mindre.

Hvordan komme i gang?
Det har været vigtigt at forankre besøgstjenesten lokalt i de medvirkende sogne. Dette er blevet gjort ved oprettelsen af lokale styregrupper og en afdækning af lokale behov og ønsker for lige netop deres besøgstjeneste. Hvad er deres målgruppe? Hvilke behov ser de her? Og hvordan kan man nå ud til dem? Derudover er det meget vigtigt at blive synlig og gå i dialog med mulige samarbejdspartnere. Vi har lavet en fælles pjece, plakater og postkort samt en stor ”roll up” plakat. Vi har fortalt om besøgstjenesten på mange menighedsrådsmøder, sognearrangementer m.m., hvor også en frivillig har deltaget og fortalt, hvad det betyder for hende/ham at være besøgsven. Samtidig er der skrevet artikler til kirkeblade og hjemmesider, og de lokale medier har løbende bragt interviews med videre. Vi har kommunikeret aktivt med hjemmeplejer, plejecentre, sygehus, kommune, privatplejer, lokale lægehuse, bibliotek, frivillig Kolding, andre frivillige organisationer som for eksempel Røde Kors samt jævnligt fulgt op på dette. Derudover har vi deltaget i lokale arrangementer for frivillige foreninger flere gange.

Hvorfor gå sammen flere sogne?
At etablere en fælles besøgstjeneste flere kirker imellem giver mulighed for, at man arbejder sammen om opgaven og er med til at udveksle frivillige og inspirere hinanden på tværs af sognegrænser.  At mange sogne er gået sammen om en konkret opgave øger synligheden, og her også muligheden for at søge fælles økonomisk støtte. Som samarbejdspartnerne udtrykker det, så er det nemmere at finde ud af, hvem de skal kontakte, når det er en samlet tjeneste.

Alle sogne kan komme i gang og få den hjælp, de har brug for omkring opstart, blandt andet med samtaler og match af besøgsven og vært. Endelig åbner det op for nye muligheder for at etablere noget nyt, som det ellers ikke ville have været muligt at gøre i den enkelte kirke – for eksempel særligt tilbud til alvorligt syge, ferier for ældre eller familier og en besøgsgruppe.

Lokale sogne kan trække på koordinatoren efter behov, og koordinatoren tilbyder de frivillige temaeftermiddage, arrangementer, supervision og kurser.

Når kirken rækker ud
I Kolding Provstis besøgstjeneste er besøgstjenesten en vigtig del af kirkernes identitet og diakonale profil. De frivillige er en del af kirkernes ansigt udadtil. De viser, hvad det betyder i praksis, at kirkerne yder diakoni og rækker ud i sognene og tager ansvar. Lige netop fordi det er vigtigt, og fordi man som kirke har et ansvar. 

Tekst: Annette Langdahl