Diakoni i samspil
Nyheder

Diakonipræst i Vejle Provsti

Præst tilstede på kanten af samfundet siden 2003. 


Sognene i Vejle Provsti har valgt at ansætte en præst til at arbejde fuldtid med diakoni. Jeg blev ansat per 1. september 2013, men allerede nu har stillingen taget form og buldrer derudaf!

En tostrenget opgave
Jeg er til stede på væresteder, varmestuer og rundt omkring i byen. Jeg har faste træffetider på Kirkens Korshærs varmestue og værested og på KFUM’s Sociale Arbejdes ”Cafe Parasollen”. De steder bruges min tid på samtaler om livet, døden og alt midt imellem.  Der skaber jeg relationer til de af vores medmennesker, der har det sværest, og til de frivillige, der arbejder for at gøre vilkårene for livet på kanten af samfundet bedre.

En anden del af mit arbejde består i at inspirere og støtte frivilligt diakonalt arbejde – både i sognene og i frivillige organisationer. Jeg kommer gerne ud for at tale om diakoni, og hvordan diakonien kan gøres nærværende og konkret.

Jeg holder også gudstjenester både udenfor blandt de udsatte og i forskellige kirker – fælles for gudstjenesterne er, at tolerancen er høj, som for eksempel da indstiftelsen af nadveren blev mødt med et ”Skål”!

Derudover arrangerer jeg forskelligt om diakoni. For eksempel fyraftensmøder for de frivillige omkring de udsatte, hvor jeg inviterer vidende folk til at fortælle om juridiske, økonomiske eller andre relevante emner. 

Præst på kanten
At Vejle Provsti har valgt at sætte så stort et fokus på diakoni er fantastisk! Der er nok at tage fat på, og udfordringerne er mange. For eksempel skal jeg dagligt vægte balancen mellem at være præst og en slags kirkelig socialarbejder. Jeg må erkende og anerkende, at ikke alt er gjort med sjælesorg. Nogen gange må jeg med en tur på kommunen, til lægen eller en helt tredje sammenhæng, hvor præsten normalt ikke indgår. Men har man først taget et menneskes hånd, kan man ikke slippe den, bare fordi vi sammen krydser en faglig grænse, der går ud over teologien.

Når folkekirken sender en præst ud på kanten af samfundet, så forpligter det! Vi bliver nødt til som kirke at kunne tilbyde noget i de sammenhænge, som jeg dagligt færdes i, ellers bliver ordene om fællesskab i troen og næstekærlighed til tomme ord. Det bliver for mig at se den helt store folkekirkelige udfordring, for hvad har vi i grunden at tilbyde den hjemløse og narkomanen, når funktionspræsten ikke er til stede?  

Diakonien som udfordring
I diakonien får folkekirken muligheden for at bevæge sig uden for kirken og komme ud blandt menigheden i bredest forstand. For mig at se er diakoni ikke kun aktuel for de laveste socialklasser. Diakonien kan lige så vel rette sig mod de ensomme på villavejene, den velfungerende alkoholiker, den fortravlede børnefamilie eller den efterladte ældre.

Diakonien giver mulighed for at vise, at vi i folkekirken faktisk mener det, vi forkynder i kirken hver søndag, og det er da en udfordring, der er værd at tage op.

Tekst: Maria Krogsøe Mienert