Ny præst i Vamdrup-Hjarup Pastorat

Maria Frey Fletting er 47 år og gift med John, som hun mødte på en tidligere arbejdsplads. Hun er netop blevet færdig på Pastoralseminariet efter at have læst teologi på Københavns Universitet. Det har i mange år været et ønske for hende at studere teologi, og hun har beskæftiget sig en del med kirkehistorie på sit første studium, hvor hun læste til historiker.

Hun er vokset op i Hareskovby lidt nord for København og har boet mange steder i Lyngby-området og i København.

- Kristendommen, folkekirken og salmerne har været en naturlig del af  liv siden barndommen, fortæller Maria Frey Fletting.

Inden hun blev præst, arbejdede hun i knapt 20 år med almene boliger, sociale dagsordener, byudvikling og boligpolitik og har haft flere lederstillinger. De senere år har Maria Frey Fletting også været våger hos Røde Kors og siddet ved mange dødslejer.

- Jeg har mødt mennesker med meget forskellige livsvilkår og oplevet, hvor meget fællesskab, ansvar og omsorg kan betyde, også blandt mennesker, der selv har det svært. Den erfaring tager jeg med ind i præstegerningen, hvor mødet med mennesker og næstekærligheden fortsat er det, der driver mig.

Hvorfor blev du præst?
- Siden jeg var pige, har jeg haft et indre kald til teologien og præsteembedet. Med forankring i den kristne tro håber jeg at kunne gøre en forskel for mennesker. Så det har egentlig bare været et spørgsmål om tid og de rette livsomstændigheder at realisere det. Derfor passede §1a-ordningen også godt til mig, der har både har børn og realkreditlån. Men det pudsige er, at alt det praktiske ligesom har lagt sig til rette; næsten som om, det var sådan det skulle være. Og jeg er meget glad og taknemmelig for, at det har løst sig så godt, og jeg nu er præst.

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Som præst ønsker jeg at være nærværende, åben og imødekommende. Jeg håber, det kan mærkes både i kirken, i gudstjenesten, i de kirkelige handlinger og i mødet med mennesker i hverdagen. Jeg vil gerne være en synlig præst, der lærer mennesker og lokalsamfundet at kende - både for selv at blive en del af det og for bedre at kunne dele liv med dem, der bor her, og forkynde evangeliet i et sprog og en hverdag, der er bedst genkendelig her.

- Jeg tror på værdien af at møde mennesker med empati, respekt og åbenhed, uanset hvor de kommer fra, eller hvor de befinder sig i livet og i troen. Kirken skal være et sted, hvor der er plads til både glæde og sorg, tvivl og håb, fællesskab og stilhed. Jeg vil bestræbe mig på, at mennesker går hjem med en oplevelse af at være blevet set, lyttet til og mødt med omsorg.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Ved min indsættelse skal jeg prædike over fortællingen om Martha og Maria. Den rammer noget meget aktuelt i vores tid, hvor vi lever med højt tempo, mange gøremål, digitale løsninger og tilbud, der skulle frigive tid, men sjældent gør det. Det kan være svært at finde ro, ikke bare i kalenderen, men også i sindet.

- Jeg tror, at kirken har en vigtig opgave i at være et frirum, hvor mennesker kan høre evangeliet og finde ro. For mig er kirken og det kristne fællesskab netop sådan et sted, hvor vi kan få lov til at lægge det, vi bærer på, fra os og åbne os for Guds nærvær og for hinanden.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Folkekirkens vigtigste opgave er fortsat at forkynde evangeliet om Jesus Kristus med frimodighed, troværdighed og relevans for menneskers liv. Jeg oplever, at der i disse år er en fornyet nysgerrighed på tro og kristendom, kombineret med blufærdighed over for tro og folkekirke.

- Både nysgerrigheden og blufærdigheden skal vi tage alvorligt. Mennesker skal mødes med invitation og åbenhed, men også med en kirke, der tør stå ved sit budskab og sætte ord på både håb, tvivl, nåde og tilgivelse. Det er min klare opfattelse, at den kristne tro har meget at give det moderne menneske i dag, fordi evangeliet taler ind i de spørgsmål, mennesker til alle tider bærer på. Derfor håber jeg, at folkekirken fortsat vil være et sted, hvor mennesker oplever, at de både er velkomne og bliver taget alvorligt, også i deres åndelige søgen.

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Der er jo så uendelig mange vidunderlige salmer, også mange af de nyere, hvor jeg gerne vil fremhæve Janne Marks ’Igen berørt’.

- Men jeg er især meget glad for Ingemann og Weyses ’Lysets engel går med glans’, som i både melodi og tekst taler til barnet i mig og minder mig om aftensalmesang på sengekanten. Salmen giver mig altid en følelse af tryghed; Guds lysengel på jorden går gennem himmelporte og fortrænger nattens skygger og mørkets magter. Salmen er et billede på Guds omsorg for den enkelte uanset baggrund og alder og en forsikring om, at Gud ikke glemmer nogen, men har os alle kær.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Jeg har et stort maleri på mit kontor af Jesus og de tre disciple i Getsemane Have. Derfor bliver jeg tit mindet om det tekststed hos Markus 14,32-42, der beskriver, hvordan de tre falder i søvn, når de burde våge for deres ven og Herre, som er fortvivlet til døden.

- Den tekst rammer mig hver gang; hvordan vi mennesker kan svigte selv vores nærmeste. Det stærkeste og fantastiske er, at Jesu kærlighed ikke ophører dér. Han vender sig ikke bort fra disciplene, men bliver ved med at kalde dem sine. Det minder mig om, at vores svigt ikke er det sidste, men at vi lever af Guds nåde, kærlighed og tilgivelse.

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Lige nu er det teoribogen til kørekort, der ligger på mit natbord. Jeg har måtte sande, at det er på tide med et kørekort, hvis jeg skal færdes fleksibelt rundt. Så jeg terper teori.

- Lidt paradoksalt ligger Søren Ulrik Thomsens digtsamling ”Om Storby” også på mit bord. Her skriver han om at leve i den komplekse og kompakte storby, København, hvor man kan fare vild og betragte det myldrende liv. På mange måder en kontrast til det liv og den by, hvor jeg nu skal have mit hjem, Hjarup.