Fortsæt til hovedindholdet
22. juni 2026

Biskoppens månedshilsen

Efter en begivenhedsrig tid går vi nu ind i sommerens ro, skriver biskop Marianne Christiansen i denne sidste månedshilsen før sommerferien står for døren.

Kære alle i Haderslev Stift og Sydslesvig,

VI har sikkert alle forskellige indre billeder af året. Mit er cirkelrundt og går modsat uret, og så har det to perioder, som er lange og uden streger, uden datoer: Jul og sommerferie. Begge perioder er en slags standsninger af tiden. Det er dage, som ikke har numre, men kun navne – juledage og sommerdage. Det har ikke noget at gøre med, hvor lang tid de rent faktisk fylder i en kalender – om det nu er en uge eller fire uger. Der er et før og et efter jul og sommerferie. Og begge rummer de dage, hvor man bare er – uden kunne huske hvilken ugedag det er.

Biskop Marianne Christiansen

Op til den sommerferie, som mange af jer snart glider ind i, har vi haft nogle gode samlende begivenheder i Haderslev Stift:

Det årlige stiftspræstestævne i Mommark på Als, hvor godt over halvdelen af stiftets og Sydslesvigs præster er samlet i to døgn til faglig fordybelse og kollegial samtale. I år var temaet Undergang og håb. Det siger sig selv, at det gav anledning til aktuelle refleksioner over, hvad evangeliet siger ind i vores tids vilkår, og hvordan vi fatter og formidler det.

Også Haderslev Stiftsråd har været samlet, nemlig til et døgnseminar, og talt om, hvilke områder af folkekirkens virke, der kunne have brug for særlig opmærksomhed og understøttelse. De endelige beslutninger om fokusområder ligger først efter sommerferien. Stiftsrådet har en overordnet vision, som er ganske enkel: ”Stiftsrådet skal medvirke til at bevare og udvikle et levende og nærværende kirkeliv i Haderslev Stift.” Den så vi ingen grund til at ændre på, for den er åben nok til, at stiftsrådet til enhver tid kan forholde sig til de aktuelle forhold og understøtte menighedsråd og provstiudvalg i det lokale arbejde.

Og endelig samles også stiftets provster til det årlige sommerseminar, hvor et af temaerne i år er visitatsen – det traditionelle ord for det kirkelige tilsyns besøg og nærvær i sognene: Har vi de rigtige former for biskops og provsters tilsyn og opmærksomhed på det, som menighedsråd, præster og medarbejdere har brug for?  

Med disse gode samtaler i rygsækken er jeg nu klar til at drage ind i sommertiden og lade tankerne synke ned. I Piet Heins sang "Sommerens ø" er lange kæder af udsagnsord bøjet i det, jeg skolen lærte, hedder lang nutids tillægsform – altså ord, der ender på  -ende. Det giver lange, varige ord, der så at sige trækker tiden ud:

Hver gang en sommer igen kommer dragende,

dvælende, farende hen,

er det, som kom man dybet af dagene

hjem til sin hjemegn igen."

Jeg vil ønsker jer alle en sommer i lang nutids tillægsform:

Tavse, mens druehyld løfter mod rummene

sommerens glødende bær,

glider vi ind i en skridende, summende,

susende sommer og er.