Supervision: Et vigtigt arbejdsredskab

I Haderslev Stift har præsterne mulighed for at deltage i supervision – et fortroligt og professionelt refleksionsrum, hvor man kan dele erfaringer, udfordringer og dilemmaer fra det daglige arbejde. 

Ifølge stiftets supervisionskoordinator, Ingeborg Kastberg, er supervision et helt centralt redskab, der styrker den enkelte præsts blik på sin egen pastorale praksis.

- Supervision er et arbejdsredskab på linje med at holde sin stemme ved lige eller holde sig fagligt orienteret. Det handler om at holde sig selv frisk i hovedet som præst, så man ikke bliver væltet af nogle af de der voldsomme ting, vi kan komme ud for, forklarer Ingeborg Kastberg.

Et supervisionsforløb varer typisk et år med i alt seks-otte mødegange á tre timer. Supervisionen foregår i mindre grupper ledet af uddannede pastorale supervisorer og giver præsterne mulighed for at tale højt om deres oplevelser i et trygt rum med tavshedspligt. 

- Jeg opfordrer præsterne til at bruge det, fordi supervision er en enestående mulighed for at få talt højt i et trygt rum med nogen andre præster, der ved, hvad det er man snakker om, og tale med en uddannet superviser, der har et helikopter-perspektiv på, hvad der foregår, siger Ingeborg Kastberg.

Et arbejdsredskab, der styrker præstens faglighed og robusthed

I stiftet kan alle præster uanset alder blive en del af en supervisionsgruppe, og nye præster tilbydes et særligt forløb, hvor de mødes seks gange om året. Der er også mulighed for individuel supervision efter aftale med provsten.

Samuel Skadkær-Munch, der begyndte i en supervisions-gruppe i 2022, beskriver supervisionen som både et frirum og et nødvendigt fagligt værktøj: 

- Det var rart at have et sted, hvor man kunne dele ting, som man ikke kan tale med sin familie om på grund af tavshedspligten. Når andre gentager det, man har sagt i en supervision, kan det pludselig lyde lidt mere alvorligt – og så ved man, at der er noget, man skal tage hånd om.

Som landspræst arbejder Samuel Skadkær-Munch uden daglige kolleger, og netop derfor betyder fællesskabet i supervisionen meget: 

- Jeg har ikke kollegaer, jeg kan sparre med i det daglige. Under supervision opstår der en kollegialitet med præster, man ellers ikke ville møde. Og så har jeg oplevet det som meget opmuntrende at være i et trygt rum med andre ansvarlige og reflekterede mennesker, der deler smerten og glæderne ved faget med os andre i gruppen, forklarer han og uddyber:

- Præstejobbet er ikke et arbejde, hvor byrderne bliver færre med tiden. Tværtimod hober de sig måske nærmere op. Supervision hjælper os med at forebygge konflikter, før de vokser, og holder os stående i et arbejde, der stiller store krav både menneskeligt og fagligt.