Sofie er ny præst i Ensted Pastorat

Hvorfor blev du præst?
- Det er i virkeligheden et ret godt spørgsmål, for det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle være præst. Jeg har altid været meget religionsinteresseret, men derfra til at skulle være præst, har der alligevel været et spring. Jeg fandt dog hurtigt ud af, da jeg endelig begyndte at læse teologi, at jeg slet ikke var i tvivl om, at jeg ville være præst. For mig at se, er det utroligt meningsfuldt, at skulle være præst. At være der i alle livets mange forskelligartede situationer og følelser. Det er en kæmpe gave at få lov til. 

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Jeg ønsker at være en hjertevarm landsbypræst, hvor døren altid er åben, og man kan komme som man er. En præst, der kender sognets liv og mennesker, både i og udenfor kirken. En præst, der har tid til at lytte - der tager sig tid til at lytte. Jeg ønsker at være en præst, der møder alle med respekt, omsorg, varme, nærvær og ikke mindst nysgerrighed. 

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Verden i dag er i konstant forandring og hele tiden på vej. Derfor mener jeg, at folkekirkens vigtigste opgave er, at være et sted for ro og genkendelse. At stå fast, når alt andet kan føles flygtigt. 

- Kirken bærer en lang tradition med sig – Bibelen, salmerne, ritualerne – ikke som noget støvet, men som noget levende, der stadig kan bære os. 

- Som folkekirke skal vi have mod til at møde nutidens mennesker dér, hvor de er, med deres glæder, sorger og spørgsmål. I spændingsfeltet mellem tradition og nutid tror jeg, kirken har sin særlige styrke - som et hjertevarmt fællesskab og et åbent rum, hvor man ikke behøver at skynde sig, men bare må være.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Den største udfordring ved at være menneske i dag er måske, at vi hurtigt mister fodfæstet. Der er mange, der hele tiden kalder på os - stemmer, krav og konstant pres for hele tiden at være noget, nå noget, følge med. Det kan være svært at finde roen til bare at tænke, bare at være. Det er ikke nødvendigvis følelser og tanker, vi er gode til at sige højt, hvorfor vi ender med at gå alene med det. Jeg oplever, at mange i dag længes efter mening og et fællesskab, der kan rumme sådanne følelser og tanker. Et fællesskab, der griber os, når vi falder. 

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- "Sov sødt, barnlille" har en helt særlig plads i mit hjerte. Det er en af de salmer, jeg ofte synger for mine børn ved sovetid om aftenen. Som aftensalme og godnatsalme sender den os nænsomt og trygt ind i natten og søvnen. Samtidig lægger den ikke skjul på det, som også hører livet til: sorgen, tvivlen og frygten. Salmen tør sætte ord på det, der kan være svært at bære, og gør det til noget dybt menneskeligt og naturligt.

- Netop dér bliver salmen til trøst. Ordene minder mig – og os – om, at vi ikke står alene i mørket. Når vi synger, at “min Jesus er lyset og livet”, bliver det en stille forsikring om, at selv når vi ikke kan overskue det hele, så er der en, der bærer sammen med os. Og med den tillid kan vi give slip, lukke øjnene og hvile i, at det hele nok skal gå.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Et af mine yndlingscitater er fra Johannesevangeliet, hvor vi hører om kærlighedens væsen. Kærligheden som er født ved og kendt af Gud. At den kærlighed vi har og mærker hinanden imellem kommer fra Gud. At Gud er kærlighed. At kærligheden er åbenbaret i og ved Kristus. For mig er det hele kernen af kristendommen. Gud har i sin kærlighed til os sendt og ofret sin søn, Kristus, til vores frelse. 

- Citatet lyder: “Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham.” (Joh 4,7-9)

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Lige for tiden er jeg i gang med Mingo Nørager og Anders Aggers bog, "Kærlighed", som er en række dybe og stærke kærlighedsfortællinger fra det levede liv. Anders Agger har som bekendt en hel særlig evne til meget empatisk at sætte ord på og ikke mindst se det skrøbelige og stærke på samme tid. Bogen minder mig om, at kærligheden ikke altid er storladen og perfekt - det er den faktisk sjældent - men derimod er den oftere at finde i det stille og uperfekte.