Sara er ny præst i Løjt-Genner Pastorat

Sara Monberg Hansen er 34 år, og gift med Jakob, der er ungdomspræst i Aabenraa Provsti. Sammen har parret Aksel på 2,5 år.

Sara Monberg Hansen er født og opvokset på Als, og har en kandidatuddannelse i både teologi og Europas religiøse rødder fra Københavns Universitet.

Hvorfor blev du præst?
- Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville arbejde med mennesker og har altid været meget interesseret i religion og kultur.

Som præst er man virkelig med der, hvor livet sker, hvilket for mig i sig selv er meget meningsrigt.

Embedet er blevet en måde for mig at kombinere det mellemmenneskelige arbejde med min fascination af den måde mennesker har produceret og hele tiden vender tilbage til og bruger hellige tekster til at forstå vores livsverden og tilværelse.

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Jeg vil gerne være en præst, som andre har lyst til at komme til med både stort og småt. Jeg håber også, at jeg bliver en præst, der kan gøre gudstjenesten vedkommende.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?

Vi lever i den grad i et samfund med et stort fokus på individualisering, accelerering og præstation. Det stiller enorme krav til det enkelte menneske, og jeg tror på, at det er med til at skabe stor usikkerhed og mistrivsel.

Det virker som en umulig opgave at skabe mening og sammenhæng i en hverdag og et liv, der er så foranderligt og flygtigt.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- I kraft af det foregående spørgsmål må det være en vigtig opgave for folkekirken at være et modbillede på nogle af de dominerende og individualiserende tendenser samfundet og i stedet tilbyde et rum for samhørighed, fred, ro og eftertænksomhed. Hvor der ikke stilles krav, men findes et frirum for alle, der måtte have brug for det.

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Lige nu er jeg særligt glad for ”Den mægtige finder vi ikke” på melodien: ”Som tørstige hjort monne skrige”. Jeg elsker melodien, og salmeteksten er så dejligt luthersk-evangelisk og trøstende. Gud har fundet os! Hurra! Dét er evangeliet, som vækker glæden og smelter mismod og trods.

En anden salme, jeg holder særligt af, er Lina Sandell-Bergs ”Ingen er så tryg i fare”, der fremhæver Gud som den kærlige Far, der griber og holder os fast: ”Ingen nød og ingen lykke af hans favn os bort skal rykke”. 

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor? 
- Jeg har fattet stor kærlighed til flere skriftsteder, som jeg finder særligt sjælesørgeriske. Herunder løfteordene ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” fra Matt 28,20.

Jeg kan godt blive udfordret på min tro, når der sker ting, som virker meningsløse. Men det er en trøst for mig at vide, at vi trods alt ikke er alene. Gud er med i det hele, hvad enten vi lever eller dør – hvor andre må give slip, rækker han hånden ud, holder ved og holder fast.

Fordi min egen følelse af sårbarhed, usikkerhed og taknemmelighed er blevet så meget mere udtalt i forbindelse med, at jeg er blevet forælder, og fordi den virkelighed, vi lever i, er så truet på både klima og verdensfred, oplever jeg et voksende behov hos mig selv for at fremhæve den glæde og det håb, vi kan få i troen på en skabende og medlidende Gud, der vil os og vil os det godt.

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Lige nu ligger der to:

”Rævetid” af Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som jeg har fået anbefalet af en veninde. Jeg har også været glad for at læse Anne Lises genfortælling af Det Nye Testamente ”Natten åbner sig som en port”.

Derudover ligger også Paul Tillich’s ”The Courage to Be”, som jeg længe har villet læse.