Nyt materiale skal styrke rekruttering af kirkemusikere
Kirkemusikalsk Stiftsudvalg står bag et kommende inspirationsmateriale, der skal hjælpe menighedsråd med at skabe bæredygtige stillinger for kirkemusikere.
På det seneste bispemøde i slutningen af oktober, der denne gang fandt sted i Haderslev, holdt provst Dorte Volck Paulsen, sognepræst Mads Djernes og organist Hans Esbjerg oplæg om mangel på og rekruttering af kirkemusikere og organister, betydningen af den lokale kirkemusiker og af bæredygtige stillinger.
På bispemødet var der opbakning til, at Haderslev Stift udarbejder et forslag til et nyt, vejledende materiale til menighedsråd, der bl.a. vil give inspiration til, hvordan man kan skabe de bedste stillinger.
- Vi er optagede af at skabe et grundlag for, hvordan menighedsrådene kan overveje, hvad det er for nogle stillinger, de tilbyder og hvordan de laver opslag, siger Mads Djernes, der er formand for Kirkemusikalsk Stiftsudvalg og fortsætter:
- Der er mange, der gør sig mange og rigtig gode overvejelser om at skabe bæredygtige stillinger, men tanken bag vores kommende materiale er også at brede tanken ud om, hvad en kirkemusiker kan og er.
Mads Djernes fra Kirkemusikalsk Stiftsudvalg er sognepræst i Sankt Nicolai Kirke i Vejle. Før præsteuddannelsen var han gennem 20 år organist og blev i 2007 cand. musicae. med hovedfaget orgel fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Kirkemusikeren som lokal ressource og kulturbærer
Han peger på, at en kirkemusiker er en musiker ansat i et givent sogn – og at den rolle rummer langt mere end søndagens gudstjeneste.
– Særligt i land- og yderområderne fungerer kirkemusikeren som en bred musikalsk ressource. Måske kunne man tænke musikerens virke mere ud i sognet, på samme måde som man allerede gør med præstestillinger. Mange steder rækker kirkemusikerne ud til lokalområdet og indgår i forskellige samarbejder, f. eks. med kirkemusikskoler, lokale kor og skoler. Det skaber en synergi i sognet, som både kirken og lokalsamfundet nyder godt af, siger Mads Djernes.
Han fortæller, at der på mødet også blev nævnt idéen om provstiorganister, der kan være til stede flere steder i et provsti og dermed skabe stærkere og mere attraktive stillinger.
Klædt på til folkekirkens traditioner
– Der kommer rigtig mange musikere udefra til folkekirken, som skal møde vores traditioner, vaner og forventninger. Hvordan bruger vi bedst deres kompetencer og baggrunde? Nogle er måske ikke vant til fællessang eller kommer fra udlandet og skal lære en dansk, folkekirkelig musiktradition at kende. Man går ikke bare lige ind i folkekirken og tænker, at det hele er selvindlysende – vi skal sørge for, at den gruppe bliver klædt godt på.
Han understreger, at kirkemusikeren spiller en stor rolle i forhold til folkekirkens fire søjler: gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission.
– Musikeren er meget synlig i det lokale liv. Mange har kor, laver koncerter eller spiller til plejehjemsgudstjenester. Man kan faktisk blive næsten lige så kendt i lokalområdet som præsten, fordi man som kirkemusiker bliver et bindeled mellem kirken og dem, der kommer udefra. Man bliver en naturlig kulturbærer.
Netop derfor, mener Mads Djernes, er det afgørende, at stillingerne bliver tænkt som en helhed – både for at tiltrække nye musikere og for at styrke kirkens lokale liv.