Fortsæt til hovedindholdet
18. august 2025

Ny provst i Sydslesvig

54-årige Charlotte Thea Gade tiltræder 15. september som ny provst i Sydslesvig. Mød hende her.

Provst Charlotte Thea Gade til provsteindsættelse

Charlotte Thea Gade (54) er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og blev ordineret i Ribe Domkirke marts 1998. Umiddelbart efter hendes ordination blev hun indsat som sognepræst i Lunde-Outrup Pastorat, hvor hun var ansat indtil 2011. 

Siden flyttede hun med sin familie til Esbjerg, hvor hun har været sognepræst i Treenighedskirken og fra 2018 også ledende beredskabspræst i Region Syd.

Charlotte Thea Gade er gift med Jakob. Parret har sammen tre børn, som alle er flyttet hjemmefra. 

Hvorfor blev du præst? 
- Det var ikke intentionen, men mødet med kirken - både der, hvor jeg gik i kirke og der, hvor jeg blev kirketjenervikar, gjorde mig nysgerrig på præstegerningen i en grad, så jeg pludselig havde en stor lyst til selv at være præst.

Hvilke tanker gør du dit om dit nye embede som provst i Sydslesvig? 
- Mange. Jeg glæder mig til at komme i gang og forhåbentlig få et overblik over opgaverne. Første prioritet er at møde præsterne og menighederne  i Dansk Kirke i Sydslesvig. 

Hvad er dit kendskab til Sydslesvig? 
- Det er helt sikkert ikke godt nok. Derfor ser jeg frem at få et større kendskab til området og et indblik i de fortællinger, som befolkningen bærer på. Hvad betyder det at være dansk syd for grænsen? Hvilke omkostninger har det haft og har det? 

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- At vi har en perfekthedskultur, som gør os bange for at fejle. Det kan også gøre os handlingslammede og usikre. Vi er nødt til at vove at fejle, ikke for at gentage fejlen, men for at lære af fejlen.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag? 
- At fortælle, at kirken kommer det moderne menneske ved. At kirken har et vigtigt budskab - et evangelium. Guds kærlighed gælder ikke kun for de perfekte og de vellykkede, den er også for dem, der snubler i livet på den ene eller den anden måde.

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor? 
- Jeg holder af salmer! Jævnligt udnævner jeg en ny salme til at være yndlingssalmen, men i mine unge præsteår lærte jeg konfirmanderne en salme udenad, nemlig “Min mund og mit hjerte”. Det skulle være en salme, som kunne tale ind i deres tro og deres reaktion til Gud. En salme, de kunne bruge ved dåb, bryllup og begravelse. Om det er lykkedes, ved jeg ikke. Men jeg lærte den selv udenad, og den fylder mig altid med minder, og med en taknemmelighed over at kunne lade ordene i salmen flyde og fylde.

Hvordan lader du op? 
- Når jeg synger, går en tur med hunden eller er sammen med de mennesker, som jeg holder af og gør mig tryg.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor? 
- Alle de gange, vi får at vide, vi ikke skal frygte - men helt konkret Johs 14.1: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig”. De ord blev for mig en holden mig fast på lyset i livet, der, hvor de mørke farver var klar til at overtage og tegne min livsfortælling. De holder mig fast på,  at alt ikke står og afhænger af mig, at jeg har lov til at lægge mig i Herrens hænder.

Hvilken bog ligger på dit natbord? 
- Der ligger altid en krimi. Der slapper jeg af. Lige nu ligger en bog, som jeg skal have læst til min læsekreds, “Stiklingen” af Auður Ava Ólafsdóttir. Den glæder jeg mig til, for det er altid en berigelse at træde ind i den islandske fortælleverden.