Ny præst i Simon Peters Kirke i Kolding
Simon Peters Kirke i Kolding får ny præst per 1. oktober, når 40-årige Stephan de Fønss tiltræder sit nye embede som sognepræst.

Stephan de Fønss (40 år) er gift med Tobias, og kommer oprindeligt fra Kolding.
Han vender tilbage til sin hjemby som ny præst i Simon Peters Kirke per 1. oktober efter tyve år i København, hvor han har studeret og arbejdet.
Hvorfor blev du præst?
- Jeg blev præst, fordi jeg altid har haft en dyb interesse for tro, sprog og mennesker. At stå midt i livets store øjeblikke – glæde, sorg, håb og længsel – og kunne sætte ord på evangeliet dér, hvor mennesker lever, oplever jeg som et kald og en gave.
Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Jeg ønsker at være en nærværende præst, der møder mennesker med åbenhed, nysgerrighed og respekt. Jeg lægger vægt på sjælesorg og på at være dér for dem, der føler sig på kanten – både i kirken og i samfundet.
Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Vi lever i en tid præget af tempo, polarisering og krav om præstation. Der bliver kaldt på åndelig oprustning, samtidig med at der bruges ufattelige ressourcer på egentlig oprustning – på ting og sager, der kun er sat i verden for at skade medmennesket. Mange oplever ensomhed og utilstrækkelighed. Det er en udfordring at finde tro, ro, mening og fællesskab i en verden, der hele tiden trækker i os fra mange sider og skubber uvenligt til os.
Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- At vidne om Guds kærlighed – og gøre det på en måde, som mennesker kan mærke i deres liv. At skabe rum, hvor vi kan være sårbare, finde håb og blive mindet om, at vi er elskede uden betingelser.
Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Igen berørt af Janne Mark. Den rummer både en enkel poetisk og meditativ skønhed – og en stærk teologisk dybde. Den minder mig om, at vi lever i et stort kosmisk mysterium, og at Gud er nærværende i lyset og livet, når vi lader os lede af Guds vilje og vej.
Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?- Apostlen Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 13 – kærlighedens højsang. Fordi den rummer evangeliets centrum: at alt blegner uden kærligheden. Og fordi den både er smuk poesi og radikal teologi.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Kirkehistorie var min store interesse på teologistudiet. Derfor er jeg i gang med en bog af professor Martin Schwarz Lausten om den kirkelige genforening i grænselandet i 1920. Og så er jeg netop begyndt på "Herre og tjener" af Lev Tolstoj, som en kær kollega har givet mig til min fødselsdag for ikke så længe siden.