Ny præst i Moltrup- Bjering
Moltrup-Bjering Sogne får ny præst, når 31-årige Lucas Antonio Madsen per 1. september tiltræder som ny præst. Mød ham her.

Lucas Antonio Madsen (31) er cand.theol. fra Københavns Universitet (2014-2020), hvor han også har læst det meste af en bachelor i Østeuropastudier.(2022-2025).
Efter teologiuddannelsen har han arbejdet som pædagogmedhjælper for mennesker med autisme og som respiratorisk hjælper. Og så har han også lavet en del foreningsarbejde i bl.a. studenterpolitik, partipolitik og ifm. en lokal kulturfestival.
Lucas Antonio Madsen tiltræder embedet som sognepræst i Moltrup-Bjering per 1. september.
Hvorfor blev du præst?
- Jeg blev præst, fordi jeg mener, at verden særligt nu har brug for at høre Biblens budskaber forkyndt. Og at jeg med min forståelse har noget relevant at byde ind med i forhold til dette.
Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Jeg vil være en aktiv del af lokal samfundet, så jeg bliver præsten i sognet ikke kun i kirken.
Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Jeg tror det er meget individuelt, hvad den største udfordring er. Men hvis jeg skulle pege på en udfordring, der er relevant for den brede menneskehed og særlig for vores samtid, ville det være at finde det rette forhold til teknologi/AI. Der kommer meget godt af det, men en ukritisk og ukontrolleret tilgang kan give kæmpe problemer.
Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Jeg mener, at folkekirkens vigtigste opgave er at kunne møde mennesker, hvor de er.
Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Jeg synes særligt godt om Markusevangeliet, fordi jeg synes, det er det evangelium, hvor Jesus er mest relaterbar.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Når der ligger en bog på natbordet, er det et filosofisk værk, der er over 100 år gammelt.