Fortsæt til hovedindholdet
5. august 2025

Marie er ny præst i Nørremarkskirken i Vejle

36-årige Marie Munk Hyldgaard er ny præst i Nørremarkskirken i Vejle per 1. august. 

Marie Munk Hyldgaard

Marie Munk Hyldgaard er 36 år og er gift med Asbjørn. Sammen har parret tre børn – Valdemar på 6 år, Astrid på 4 år og Erna på 1 år. 

Marie Munk Hyldgaard stammer fra Fredericia og flyttede tilbage til byen for tre år siden, da hendes mand fik præsteembede i byen. 

Gennem sin opvækst er hun kommet i KFUM og KFUK og Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, og så lærte hendes forældre hende gennem barndommen at gå i kirke – en gave, hun ikke altid var lige glad for som barn, men som hun er meget taknemmelig for i dag.

Hvorfor blev du præst?
- Som præstebarn oplevede jeg på nær hold hvor berigende et arbejde, det er at være præst, og jeg fik allerede dengang glæden ved at møde så mange forskellige mennesker i et sogn. Jeg troede oprindeligt, at der ikke var så meget at lave, for min far arbejdede meget hjemmefra, og så måtte han jo holde fri – jeg var dog blevet klogere på den sag inden jeg selv valgte teologistudiet med præsteembede for øje. Jeg synes det er et kæmpe privilegie at få lov at blive lukket ind i menneskers liv i både glæde og sorg, og det havde stor betydning for min lyst til at blive præst.

Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Jeg vil meget gerne være sognepræst, og det er jo heldigvis det, jeg skal være nu. Jeg har været vikar mange forskellige steder, siden jeg blev ordineret, og det har været givende og lært mig meget, men jeg har altid gerne ville være en præst, som fik lov til at møde folk igen og igen til forskellige arrangementer og i forskellige livssituationer.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- At vi tror og ønsker, at vi kan kontrollere og have magt over alt. Der er så utrolig meget, vi ikke selv er herre over, og det er dybt frustrerende, men det er også et livsvilkår for alt levende. Vi har svært ved at lægge vores liv i andres hænder og i særdeleshed i Guds hånd, selv om det er det allerbedste sted, vores liv kan være.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?- Jeg mener vores vigtigste opgave er at forkynde verdens bedste budskab om Guds kærlighed til mennesker; at vi altid er elsket og favnet af Gud. Forkyndelse kan tage sig ud på mange forskellige måder, og den kommer i lige så høj grad til udtryk i den måde, som kirken er en del af det omkringliggende samfund som i det talte ord – det må og skal supplere hinanden.

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Jeg elsker at synge og er vokset op med at have både højskolesangbogen og salmebogen i bilen, så det er svært kun at vælge en, men jeg holder rigtig meget af ”Til himlene rækker din miskundhed Gud” – billedsproget i sidste vers ”lys i dit lys skal vi skue” synes jeg rummer en storhed og rigdom, som griber mig om hjertet og forsøger at beskrive Guds ubegribelige storhed.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Den lille bibel – Johannesevangeliet 3,16 – det er mit konfirmationsord, og jeg synes at beskrivelsen af Guds kærlighed til verden dér er helt uovertruffen. Tænk at Gud elsker os så højt, at han ofrede sin eneste søn for os. Det er helt centralt.

Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Lige nu ligger der tre bøger på mit natbord i sommerhuset – jeg er nemlig begyndt min ansættelse i sommerferien. Jeg har netop læst ”Brødrene Løvehjerte” færdig for vores ældste, og det var fantastisk at genopleve den, det er virkelig en bog i verdensklasse. Derudover ligger der to små bøger ”Optegnelser fra en ø” af Tove Jansson og ”Stol på at det vil lysne” af Tomas Sjödin – begge er gode rolige bøger, som (forhåbentligt) gør mig lidt klogere, men ikke forstyrrer nattesøvnen.