Maria er ny præst i Nørremarkskirken i Vejle
47-årige Marie Munk Hyldgaard er ny præst i Nørremarkskirken i Vejle per 1. august.

Marie Munk Hyldgaard er 47 år og gift med Asbjørn. Sammen har parret Isaac og Noah. De seneste år har hun arbejdet med undervisning og færdiggjort et ph.d.-projekt, hvor hun har undersøgt nye troendes livshistorier for at beskrive levet ekklesiologi – og hvordan den forhandles i praksis.
Hvorfor blev du præst?
Jeg oplever det som et kald at være præst i folkekirken. Det er meningsfuldt at forkynde evangeliet og følges med mennesker gennem livets mange faser – fra dåb og konfirmation til vielser og begravelser.
Hvilken slags præst vil du gerne være?
- Det er vigtigt for mig som præst at være en del af lokalsamfundet – at have tid, være til stede for mennesker i sognet, bede, og arbejde med teologi, som både fordyber og fornyer.
Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- Sat på spidsen lever vi med to grundspørgsmål: “Hvilket liv vil jeg leve?” og “Hvilket menneske vil jeg blive til?” De fortællinger, vi omgives af, og de praksisser, vi har lært os, fører desværre ikke altid derhen, hvor vi havde håbet at finde svar.
Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- At være kirke. De helliges samfund. At forkynde evangeliet – både i ord og i det liv, der leves fra søndag til søndag.
Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor?
- Iben Krogsdals salme “Vi finder fred i kirken”. Den giver stemme til bevægelsen fra evangeliets forkyndelse til det fællesskab, hvor brød og vin rækkes, og hvor vi lever af Kristi nåde og “helligånder sammen”.
Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor?
- Salmernes Bog – den er en uudtømmelig kilde for bønnens sprog.
Hvilken bog ligger på dit natbord?
- “Om udregning af rumfang” af Solveig Balle.