Når hele byen løfter i flok
Fem bykirker, KFUM’s Sociale Arbejde, Kirkens Korshær og Café Parasollen samler kræfterne og skaber hvert år julefællesskab for flere hundrede borgere i Vejle.
Når juleaften nærmer sig, sørger et særligt fællesskab i Vejle for, at en stor gruppe borgere, der ellers risikerer at sidde alene i juledagene, også får en god jul.
Et samarbejde mellem fem bykirker, KFUM’s Sociale Arbejde, Kirkens Korshær og den lokale Café Parasollen gør det hvert år muligt at holde jul for flere hundrede borgere. Jul i fællesskab er vokset gennem årene – fra en enkelt fælles julefejring til et stort, koordineret tilbud i hele byen. Men formålet er det samme: at ingen skal være alene i julen.
Initiativet, der i dag hedder Jul i fællesskab, foregår dels juleaften samt 1. og 2. juledag og samler omkring 250 deltagere juleaften og yderligere et par hundrede de følgende dage. Fejringerne foregår på tre forskellige lokationer – blandt andet på Café Parasollen og Varmestuen – så julen holdes dér, hvor deltagerne i arrangementet i forvejen har relationer og tryghed.
Ifølge korshærs- og diakonipræst Signe Toft, som har koordineret indsatsen i omkring ti år, udgør samarbejdet kernen i projektet.
– Vi puljer kræfterne, både økonomisk og organisatorisk. Vi søger f. eks. fonde sammen, bestiller maden sammen og koordinerer det overordnede – det gør os stærkere, fortæller hun.
Samtidig rækker diakonien videre end juledagene. Erfaringen er ifølge Signe Toft, at engagementet smitter:
- Nogle frivillige finder vej til andet socialt arbejde i byen. På den måde deler man også lidt de frivillige kræfter, og nye relationer opstår på tværs af kirker og organisationer. De, der engagerer sig til jul, har faktisk mere at give af, så det er en god måde at komme længere ud i forhold til de frivillige kræfter, siger Signe Toft.
Omkring 20-25 frivillige er tilknyttet det største julearrangement, mens alle fem bykirker har ejerskab over projektet, idet tovholderrollen går på skift.
Jul i fællesskab er dermed ikke kun en julefejring, men et levende eksempel på diakoni i praksis, samskabelse, næstekærlighed og kirke i bevægelse – midt i byen og midt i menneskers liv.