Fortsæt til hovedindholdet
31. marts 2026

Invitation til Kirkemusikalsk Stiftsdag

Kom til en inspirerende tema-dag i Aabenraa, hvor fællesskab, faglighed og fornyelse i kirkemusikken er i fokus.

Med støtte fra Ribe Stift og Haderslev Stift er der etableret et nyt Kirkemusikalsk Center – et kollegialt forum for organister, kirkesangere, korledere og kirke- og kulturmedarbejdere. Her er fokus på både faglig udvikling, erfaringsudveksling og styrkelse af det sociale fællesskab.

Centeret er et treårigt pilotprojekt, der årligt byder på tre temadage rundt i de to stifter. Deltagelse er gratis for ansatte i Ribe og Haderslev Stifter, mens øvrige deltagere kan være med for 750 kr. pr. temadag.

Den næste temadag finder sted fredag den 29. maj 2026 i Høje Kolstrup Kirke i Aabenraa. Her sætter Liturgisk Forum fokus på samspillet mellem liturgi og musik. Oplægsholdere er teolog Jørgen Demant og kirkemusiker Martin Lysholm Hornstrup, som begge arbejder med at styrke gudstjenestelivet i folkekirken.

Dagen varer fra kl. 9.45 til 14.00 og inkluderer både faglige oplæg og forplejning med kaffe, frugt og frokost.