Fra orgeldreng til organist
William Nicolaj Rupesh Juhl Holm var én af de seks unge, der blev opdaget som ’orgeldreng’ i Haderslev – i dag læser han kirkemusik og håber at gøre orglet til en del af sin fremtid.
Det var domorganist Henrik Skærbæk Jespersen, der for knap 10 år siden spottede, hvordan en gruppe drenge fra Haderslev Drengekor måske kunne finde interesse i at spille på orgel.
Sådan blev projektet om "orgeldrengene fra Haderslev" til. I tre år øvede seks drenge i alderen 11-21 år under vejledning af Henrik Skærbæk Jespersen sig på orgelet, mens de samtidig passede deres skole og fik undervisning i drengekoret.
Formålet med projektet var dels at inspirere børn og unge til at begynde at spille orgel og dels afhjælpe problemet med manglen på organister i folkekirken.
19-årige William Nicolaj Rupesh Juhl Holm startede med at spille klaver som 4-årig og kom med i Haderslev Drengekor som 9-årig. Her fik han hurtigt interesse for at spille orgel. I dag studerer han på Løgumkloster Kirkemusikskole med fokus på orgelet og korledelse.
Fra orgeldreng til kirkemusikskolen
En af de seks drenge var William Nicolaj Rupesh Juhl Holm, der i dag er 19 år gammel.
- Jeg kom med i drengekoret tilbage i 2016, hvor Henrik Skærbæk Jespersen opdagede, at jeg spillede klaver og ville høre, om jeg måske kunne tænke mig at lære orgelet at kende, fortæller han.
Han har spillet orgel lige siden.
- Det var en god måde for mig at udvikle mig musikalsk på. Det var meget lærerigt at lære andre teknikker, og så var Henrik en god mentor og lærer for mig.
I dag studerer William Nicolaj Rupesh Juhl Holm på Løgumkloster Kirkemusikskole. William læser KM OK på en heltidsordning, der giver mulighed for at blive kirkemusiker dette år, her med fokus på orgelet og korledelse.
Lige nu er planen at læse kemi i København til sommer, men William Nicolaj Rupesh Juhl Holm håber, at han kan bruge sin uddannelse til bl.a. et studiejob. Han forhåbning er, at uddannelsen giver en god indgangsvinkel til det klassiske musikliv og er en god mulighed for at vende tilbage til musikken senere i livet:
- Jeg vil hellere spille på orgel og bruge mine evner her end at slide mig op før tid i et andet arbejde. Og så måske vende tilbage til kirkemusikken engang. Men det kræver nu en stilling med flere timer i sig, før man kan leve godt af at være organist, siger han.