Biskoppens månedshilsen

Pinsedag i år opfordres alle menigheder i folkekirken til at bruge den nikænske trosbekendelse i gudstjenesten.

Anledningen er en markering af 1700-året for dens tilblivelse i Nikæa i 325, det nuværende Iznik i Tyrkiet.

I dette nyhedsbrev kan du læse mere om den nikænske trosbekendelses tilblivelse og om folkekirkens bekendelsesskrifter i det hele taget, som trosbekendelsen er en del af.

Sammen med apostolske trosbekendelse, som vi oftest bruger ved gudstjenester i folkekirken, står den nikænske trosbekendelse bagest i salmebogen. Den blev ændret gennem årene efter 325, blandt andet på et senere kirkemøde i Konstantinopel og hedder derfor rettelig ”Den nikæno-konstantinopolitanske bekendelse” - men enhver, der prøver at sige det ord, forstår, hvorfor den i daglig tale bare kaldes den nikænske eller Nikænum.

Den nikænske trosbekendelse er yngre end den apostolske, som også er fælles for de kristne kirker som dåbsbekendelse. Den stærke betoning af dåben, som siden vækkelsernes tid i 1800-tallet har præget folkekirken, førte til, at den apostolske trosbekendelse kom ind som fast led i søndagsgudstjenesten. 

Tidligere brugte man i lighed med de fleste andre kirker i verden den nikænske trosbekendelse, på latin ”Credo” = ”Jeg tror”, og siden reformationen også i form af en gendigtet salme af Luther (Salmebogen nr. 437). I nutiden bruger en del menigheder den nikænske trosbekendelse på ”højhelligdagene”: juledag, påskedag og pinsedag.  I år håber jeg, at alle vil bruge den pinsedag for at markere jubilæet.

Og hvorfor er det værd at fejre 1700-året for den nikænske trosbekendelse?

Det er det både på grund af selve trosbekendelsens indhold og fordi den minder os om fællesskabet mellem kirkerne, som ellers er splittet på mange måder, og fordi den også minder os om, at fortolkningen af kristendommen er en stadig proces, som beror på samtale.

Indhold

Selve trosbekendelsens ordlyd er præget af udtrykkene om Jesus: ”Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud.” Udover skønheden i ordene siger de noget afgørende om, hvordan vi forstå Jesu betydning som åbenbaring af Gud. De fastholder, at mennesket Jesus i hvad han sagde og gjorde, i hans lidelse og død og opstandelse virkelig udtrykker Guds væsen. Gud er ikke en anden end den, vi ser i Jesus.

Teksten blev til som et opgør med en teologisk tænkning, der ville gøre Jesus til underordnet Gud - den såkaldte arianisme, som vi for øvrigt i Norden og vikingetiden var stærkt præget af.

Fællesskabet

Når vi siger den nikænske trosbekendelse bliver vi mindet om fællesskabet med kirker ud over jorden. Den katolske kirke, de ortodokse kirker (russiske ukrainske, græske mv.) de armenske, koptiske syriske og mange flere. I en tid med krig er det godt at blive mindet om et grundlæggende fællesskab.

Samtalen

Men den nikænske trosbekendelse minder også om, at der altid vil være forskellige fortolkninger af kristendommen. Måden, trosbekendelsen blev til på, var samtaler, samtaler, samtaler. Selv efter at den blev vedtaget i Nikæa, blev der ved med at være uenigheder, og i Konstantinopel i 381 blev der så vedtaget tilføjelser. 

Stadigvæk i dag er der uenighed mellem den østlige kirker og de vestlige kirke om, hvor vidt Helligånden udgår kun fra Faderen (Østkirken) eller fra Faderen og Sønnen (Vestirken). Uenigheden er samlet om det latinske ord ”filioque”= ”og fra Sønnen”. Et ord der har fået genklang i for sjov i trylleformularen ”Hokus pokus filiokus”.

Netop det, at ordet har fundet vej ind i en trylleformular viser, at det kan forekomme mærkeligt at gå så højt op i bestemte ord, som i teologernes lange diskussioner af formuleringerne om Gud: Er det vigtigt med treenigheden? Er det vigtigt, hvordan Sønnens forhold er til Faderen, eller om Helligånden kun udgår fra Faderen, eller også er Jesu Ånd? Det er formuleringer, der kan både samle og splitte mennesker.

Men striden om ordene skyldes, at måden vi taler om Gud på, har betydning for, hvordan vi ser på mennesket og på verden og samfundet og kirken. Det betyder noget for hierarkier og magtforhold og mening i tilværelsen. Og det er noget, vi må blive ved med at være i samtale om, også selvom - eller fordi - vi ikke kan blive helt enige. Kejser Konstantin ønskede enighed i kirken, men Nikænum blev et grundlag for den videre diskussion.

Det er også en grund til at fejre NIkænum: At den er udtryk for en samtale i kirken om, hvordan vi forstår troen. En samtale, som vi må føre videre i dag. Det er blandt andet det, vi forstår ved Helligånden. Pinsedag er derfor den helt rigtige dag at fejre den!