Biskoppens månedshilsen

Folkekirken er lokal. Det giver sig selv på den måde, at kirke er dér, hvor mennesker kommer sammen og hører Guds ord, bliver døbt og går til alters, bliver viet og begravet  - alt sammen noget, der forudsætter, at vi mødes på et sted.  Sted hedder på latin locus, som har dannet ordet lokal. Kirken finder sted. 

Kirken som fælles, lokal ramme
For mange er også rummet omkring gudstjenesterne og de kirkelige handlinger vigtige steder: Kirkegården med minderne om ens egne kære er også udtryk for, at vi hører sammen i et lokalsamfund. Også i døden ligger vi side om side med andre, fordi vi er fælles om at være på et sted. Kirkerummet og kirkebygningen er også et synligt tegn på samhørigheden i lokalsamfundet, ikke kun med de nulevende, men også med de generationer, der gik forud, og de historier, der har fundet sted på det sted, hvor vi nu lever.

Det er nok alt sammen ret selvfølgeligt – hvis ikke det var, fordi vi i de senere år har fået et mere kompliceret forhold til stedet. De digitale medier betyder, at vi alle sammen hele tiden også kan være et andet sted end dér, hvor vores krop er. Eller i hvert fald er vores opmærksomhed andre steder. Der findes mange undersøgelser af, hvor mange timer vi bruger om dagen med næsen i en skærm. 

Nærvær, når strømmen går
Kun ved vi, at algoritmerne kræver strøm. Når strømmen går, er vi ladt tilbage på det sted, hvor vores krop befinder sig, og hvor lydene og lugtene kommer fra andres tilstedeværelse, som vi ikke kontrollerer: Vinden, fuglene, regnen, naboerne, markerne, kirkeklokkerne. Når strømmen går, opdager vi naboen.

Morten Pontoppidan, sognepræst og tænker  i begyndelsen af 1900-tallet, havde det syn, at når velsignelsen blev lyst i sognets kirke, så gælder den ikke kun for dem, der er til stede inde i kirkens rum. Den gælder hele sognet, lokalsamfundet. 

Sådan tænker jeg det også. 

Gudstjenesten, der finder sted i sognet, fortæller, at der er nogen i sognet, der samles og beder om velsignelse for hele fællesskabet.

Et hvilested er et fælles anliggende
Dette nyhedsbrev handler om kirken i lokalsamfundet, og det er der meget godt at sige om. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Etisk Råd for nylig har givet en tilbagemelding på bl.a. et forslag om, at afdøde menneskers aske skal kunne laves om til smykker. Den tanke strider imod netop det lokale fællesskab: 

Hvis vores døde ikke længere bliver ”stedt til hvile”, får et sidste hvilested – disse udtryk handler om sted – men bliver båret rundt eller lagt i en skuffe og måske en dag i en genbrugsbutik – så mister vi sansen for, at et menneskes liv er en del ikke bare af en familie eller enkelte familiemedlemmers liv, men også af et samfund. 

Som det er nu, kan asken lægges i jorden eller strøs over havet. I begge tilfælde ender den et sted. Hvis asken derimod bliver en genstand i privateje og aldrig kommer til hvile et sted, så kommer det til at ændre vores opfattelse af, hvad et menneske er. Så vil der kunne opstå strid om, hvem der ejer den døde.

Kirkegårdene og mindestederne åbner for, at vi kan være fælles om at mindes de døde. Og at vi både i livet og døden kan mødes et sted.