5. maj 2025

Bekendelser i kirken: Fortidens dogmer eller nutidens kompas?

Selvom bekendelsesskrifterne grundlæggende tegner fundamentet for vores tro, har de stadig betydning udenfor kirkens indre rammer i dag. De giver retning for både tro, etik og kirkens rolle i samfundet, mener lektor i almen teologi ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Hans Vium Mikkelsen.

Bekendelsesskrifter har i flere århundreder været grundpiller i den kristne tradition. De har dannet rammerne for, hvordan troen forstås, formidles og praktiseres i kirkens liv.

Men hvad er bekendelsernes relevans i dag? Har de kun en betydning for kirkens indre liv, eller kan de også give vejledning i samfundsmæssige og etiske spørgsmål? Det er Hans Vium Mikkelsen, lektor i almen teologi ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, ikke i tvivl om:

- Bekendelser har et dobbelt formål: Selvfølgelig er de først og fremmest interne, for en bekendelse er jo et symbol, en måde, hvorpå man beskriver det grundlæggende i troen, det fælles, som man tror på. På den måde er det klart et internt dokument, men jeg vil sige, at bekendelser også er et eksternt dokument på flere måder: Dels handler tro og kirke ikke kun om, hvad der bliver sagt inde i kirken, siger Hans Vium Mikkelsen og uddyber:

- Det, du tror på, har også betydning for den måde, som du forholder dig til verden på, og den måde, du handler i verden på. Så bekendelser har også betydning for den måde, vi lever på og tyder verden på. De er også en form for lys i verden, forklarer han.

De fem bekendelsesskrifter

Den danske folkekirke har fem officielle bekendelsesskrifter, som udgør dens trosgrundlag, bl.a. den apostolske trosbekendelse, der bruges ved dåb og i gudstjenesten, den nikænske trosbekendelse, der bruges ved særlige lejligheder, f. eks. i højmesser og på store kirkelige helligdage, samt den augsburgske bekendelse (Confessio Augustana), det vigtigste lutherske bekendelsesskrift, som blev forelagt den tysk-romerske kejser i 1530.

Disse bekendelser blev anerkendt ved Reformationen og er siden indgået i grundlaget for folkekirkens lære. Hans Vium Mikkelsen pointerer, at vores folkekirkelige trosbekendelser ikke bare bliver skabt ud af ingenting, men også udspringer af en klar, samfundsmæssig kontekst.

- Det er ikke bare teologer, der beslutter, hvad der er rigtigt at tro, når man formulerer bekendelserne. Det handler sådan set også om, hvorfor det i sin tid overhovedet blev relevant, at man skulle lave en trosbekendelse?

Bekendelser var også et politisk dokument

Hans Vium Mikkelsen peger i den forbindelse bl.a. på den apostolske trosbekendelse, fordi de første kristne havde brug for en kort og klar opsummering af, hvad de troede på.

- Kristendomen er jo oprindelig en del af jødedommen, indtil der sker en dobbeltbevægelse, hvor kristendommen finder ud af, den er for forskellig fra jødedommen for at rumme hinanden og omvendt. Så der bliver et behov for at finde ud af, hvad vi tror på, hvem Jesus var, og hvad kristen tro egentlig gik ud på. Derfor blev det vigtigt at formulere en fælles bekendelse, som alle kristne kunne sige sammen – især når nogen skulle døbes, forklarer Hans Vium Mikkelsen.

Den augsburgske bekendelse opstod i år 1530, fordi de protestantiske fyrster og teologer under Reformationen havde brug for at forklare og forsvare deres tro over for kejseren og den katolske kirke.

På det tidspunkt var der opstået store uenigheder mellem den katolske kirke og de reformatoriske kristne, især om, hvordan man bliver frelst, og hvilken autoritet Bibelen har i forhold til kirkens tradition. Kejser Karl 5. indkaldte derfor til et rigsmøde i byen Augsburg for at finde en løsning.

- Når vi kommer til den augsburgske bekendelse handler det derfor også om en politisk virkelighed med en kejser, der støttede den katolske kirke, mens flere tyske fyrster gik over til den evangeliske tro som led i et politisk opgør, hvor det bliver opportunt at gå over i en ny religion. Derfor blev bekendelsen også et politisk dokument, der skulle tydeliggøre, at man ikke længere ville underlægge sig et katolsk kejserdømme.

Barmen-erklæringen: Modstand mod nazificering

Også den mere moderne Barmen-erklæring fra 1934, har været med til at definere kirkens identitet, og har afspejlet samfundets teologiske forståelse på givne tidspunkter i historien.

- Barmen-erklæringen understregede, at kirken skulle stå fast på Guds ord og modstå den politiske magt, hvor tyske kristne forsøgte at bruge religionen til at retfærdiggøre nazismen. Den var et forsøg på at sige, at vi ikke vil lade kirken nazificere. Barmen erklærede, at kirken skal holdes ude af politik, men når kirken siger det, bliver det også et politisk statement, når nogle prøver at nazificere kirken, siger Hans Vium Mikkelsen.

Han er dog ikke enig i, at Barmen-erklæringen var en politisk handling i sig selv.

- For kirken handlede Barmen-erklæringen sådan set om kristendommen og en udlægning af den. Det var ikke om en ideologi og handlede om, at vi skal understøtte en politisk ideologi.

Fakta

Bekendelser i et moderne samfund

I dag ser vi, at flere bekendelser – som eksempelvis Barmen-bekendelsen, som blev udarbejdet i Tyskland under nazismens opblomstring – ikke blot var teologiske dokumenter, men også et svar på et samfundsmæssigt ansvar. Barmen-bekendelsen understregede, at kirken skulle stå fast på Guds ord og modstå den politiske magt, som forsøgte at bruge religionen til at retfærdiggøre undertrykkelse og uretfærdighed.

Disse bekendelser kan ikke kun betragtes som teologiske udsagn, men også som etiske vejledninger, der peger på, hvordan kirken skal forholde sig til det samfund, den er en del af. I dag kan bekendelser også være et værktøj til at formulere kirkelige holdninger i forhold til nutidens udfordringer, som klimaforandringer, økonomisk ulighed og menneskerettigheder. I en verden, der er præget af globale udfordringer, kan bekendelser fungere som retningslinjer for, hvordan kirken kan være en aktiv deltager i at fremme sociale og etiske værdier.

Konklusion:
Bekendelsesskrifter som Nikæa og Barmen har ikke kun teologisk betydning, men de rummer også et ansvar for samfundet. I en verden, der er præget af sekularisering og pluralisme, kan bekendelser fortsat være et etisk og samfundsmæssigt kompas, hvis vi anvender dem på en måde, der er relevant for nutidens udfordringer.

Hans vium

Bekendelse er jo et symbol, en måde hvorpå man beskriver det grundlæggende i troen, det fælles, som man tror på. Troen som et fælles udtryk.

De har et dobbelt formål: Selvfølgelig er de interne, for når man siger, det er en trosbekendelse er det en bekendelse til troen, hvor man forsøger at formulere, hvad man tror på, sådan meget kort og præcist, fx at vi tror på en tre-enig gud. Hvordan vi forstår Jesus ift. Faderen. På den måde er det klart et internt dokument, men jeg vil sige, at det er også et eksternt dokument på flere måder: Dels handler tro og kirke ikke kun... hver søndag slutter gudstjenesten med, at du bliver sendt ud i verden. Så det, du tror på, har også betydning for den måde, som du forholder dig til verden på, og den måde, du handler i verden på. Så hvad har bekendelsen af betydning for den måde, vi lever på og tyder verden på. Derfor er det ikke kun internt. Det er også en form for lys i verden. Der er også en mere pragmatisk tilgang, som ofte bliver glemt. Trosbekendelser bliver ikke bare skabt ud af ingenting. Det er ikke bare teologer, der beslutter, hvad der er rigtigt at tro, der er også en samfundsmæssigt kontekst. Hvorfor er det overhovedet blevet relevant, at man skal lave en trosbekendelse? Den ap. bekendelse er tilbage til, da vi skulle formulere, hvad er det vi tror på, når vi siger, vi er kristne ift. en omverden, der er noget andet ift. jødedommen og grækerne.

Kristendomen er oprindelige en del af jødedommen, indtil der sker en dobbeltbevægelse, hvor kristendommen finder ud af, den er for forskellig fra jødedommen for at rumme hinanden og omvendt. Så bliver der et behov for at finde ud af, hvad vi tror på. I Nikæum er der forskellige oldkirkelige stridigheder om, hvordan vi skal tolke det, at de kristne nu påstår, at gud har vist sig i et menneske. Når vi kommer til ausgburg handler det også om en politisk virkelighed med en kejser, der støtter katolicismen og de fyrstedømmer, der bliver evangeliske som en del af et politisk opgør, hvor det bliver opputunt at gå over i en ny religion. Så den blier også brigt som et politisk dokument for at syngligøre, at man ikke længere hører under et kejserdømme. Og Barmen er på mange måder indadvendt, e tforsøg på at sige, at vi ikke vil lade kirken nazificere. De tyske kristne overtog den naziske ideologi og tog den med ind i kirken. Da sagde Barnem: Nej, kirken skal holdes ude af politik, men når kirken siger det bliver det også et politisk statement, når nogle prøver at nazificere kirken. Barmen erklærningen bliver nogle gange udlagt som om, det var en politisk handling i sig selv, og det er ikke helt korrekt. For kirken handlede det om kristendommen og en udlægning af den, og ikke om en ideologi og om, at vi skal understøtte en politisk ideologi.

1530 kommer med lutherdommen går tilbage til, hvad kristendommen egentlig handler om, og imod de katolske fejllæsninger helt enkelt.

Fk har 5 bekenkeldeser der alle har betydning. Den ap har størst gudstjenestelig betydning, for det den, vi hører hver søndag.

Det er historiske dokumenter - de skal hele tiden udlægges og fortolkes og forståes ift. vores samtid. Det andet er, at bekendelser er en form for moralsk kompas, en måde, hvorpå vi får nogle retningslinjer givet, som du forstår dig selv og verden ud fra. Det mener jeg ikke er.. .de er ikke blevet mindre væsentlige i dag. En stemme i offentligheden, så det ikke kun er indre kirkeligt. Man skal læse dem i ånden og ikke i bogstaverne, som en lovbog. Livet skal tolkes i lyset af kristendommen og omvendt. Det gælder også bekendelserne.

Haderslev artiklerne: forsøg på at sige, hvad vil et nutidig bud på en trosbekendelse lyde? 10-15 år siden. Hvordan kan vi tyde kristendommen i dag og koge ned i en maggi.terning.