Andreas er ny præst i Sct. Nicolai Kirke

36-årige Andreas Vilrik Bruun er gift med Tanja, som han har tre børn i alderen 5-9 år med. De sidste to år har parret været udsendt til Etiopien med den folkekirkelige organisation Promissio. 

Her var Andreas Vilrik Bruuns opgave primært at undervise på den lutherske kirkes præsteseminarium i de bibelske bøger. Derudover blev han ordineret til at tjene som præst i den internationale lutherske menighed, hvor der var mennesker fra fire kontinenter og 16 nationaliteter, fra Filippinerne i øst, til USA i vest, fra det nordligste Sverige til Sydafrika.

Per 1. september er han ny præst i Sct. Nicolai Kirke i Aabenraa.

Hvorfor blev du præst? 
- Der er flere svar på det det spørgsmål. Det korte svar, er at jeg blev kaldet af min menighed i Etiopien til at være deres præst. Men det lidt længere svar er, at jeg oplever det som et kald til at tjene i Guds kirke. Hen ad vejen fandt jeg ud af, at stedet var mindre vigtigt end jeg troede. Nu har vi været en tur i Etiopien og det er Guds kirke, uanset hvor man er. Opgaven er ikke anderledes, selvom nogle udtryk kan være meget forskellige.

Hvilken slags præst vil du gerne være? 
- Som præst har man flere kasketter på. Det første opdrag, jeg har fået i Sct. Nicolai kirke i Aabenraa, er at lede menigheden – sammen med andre. Det ser jeg som udgangspunktet for alle de andre kasketter, man har som præst: At være opsøgende i sognet; møde mennesker dér hvor de er, og dermed bedst muligt kunne række dem evangeliet i alle livets omstændigheder. Men også bare, når man går ned i Løvbjerg og handler ind. I Etiopien går mange præster med præsteflip det mest af tiden. Det kommer jeg nu nok ikke til.

Hvad oplever du som den største udfordring ved at være menneske i dag?
- For det første er det ikke længere tabu at snakke om tro. Det har det været igennem hele mit liv. Men udfordringen består i, at det kan være svært at tale om det, man kalder ’den åndelige virkelighed’ – det er det dog ikke i Etiopien! 

- For det andet er der den europæiske sikkerhedsudfordring med Ruslandskrigen. Jeg hørte for nyligt om to bedstemødre i Danmark, som havde fået generatorer i fødselsdagsgaver – de var ikke synderligt begejstrede. Det var godt nok ikke en del af min virkelighed i Danmark for to år siden på Nørrebro i København. Men det var det sjovt nok i Etiopien. Der levede vi også i uro.

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag?
- Jeg mener, at folkekirkens primære opgave er at pege på Jesus som verdens frelser i alle ting. Det må fortsætte med at forme vores prioriteringer og dermed det, vi siger både ja og nej til. Ja til at møde mennesker, der hvor de er; ja til at danne fællesskab for dem, der ikke har noget. Det handler om at invitere folk med på vandringen med Jesus. Hvor det begynder og ender kan jeg ikke sige for den enkelte.

Hvilken salme holder du særligt af og hvorfor? 
- Jeg holder især af Brorsons gamle traver, ”Hvor Gud mig fører, går jeg glad,” DDS nr. 23. Den er nem at huske, fordi den er skrevet over Salme 23 i Salmernes Bog i Bibelen. Der er noget slidstærkt over den. Jeg har sunget den de sidste seks år igennem forskellige udfordrende livssituationer. Det, den gentager, er, at når Gud leder os, så går han med. Og det har jeg erfaret er sandt.

Hvad er det bedste sted i Bibelen og hvorfor? 
- Jeg har mange favoritter i Bibelen, og er grebet af den, fordi den er Guds Ord. Men det sidste år har jeg tænkt meget over Jakobsbrevet 1,2-4: ”Mine brødre, I skal kun regne det for en glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellig slags. For I ved at, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk.” 

- Det er en krads tekst, jeg underviste over sidste forår. Jeg blev slået af, at det er en glæde at gennemleve prøvelser. Den er jeg stadigvæk ved at lære af. Men udholdenheden i troen er vigtig. Det har jeg lært af at se mine kristne brødre og søstre i Etiopien.

Hvilken bog ligger på dit natbord? 
- Jeg prøver ikke at læse for meget i sengen. Men jeg læser for tiden en roman, som omhandler det hypotetiske scenarie i Afrika, hvis der ikke blev gjort op med nazismen. Den rejser spørgsmålet: hvilken pris er man villig til at betale for det gode?