5. maj 2025

1700 år med Nikæa: Derfor betyder kirkemødet stadig noget i dag

Kirkemødet i Nikæas fastlagde hovedlinjerne i, hvad kristne tror på. Et fundament, som stadigvæk står, og som fejrer sit 1700-års jubilæum i 2025 verden over.

På et stort kirkemøde i Nikæa mødtes i år 325 mere end 250 biskopper fra den tids kristne verden. De ville lægge fast, hvad der var den sande kristne tro. Det første møde i Nikæa i 325 e.Kr. var således ikke bare et vendepunkt i oldkirken, men blev en af de mest betydningsfulde enkeltstående kirkelige begivenheder i hele den kristne historie, som har sat dybe spor i den måde, kristne i dag forstår Gud, Kristus og kirkens fællesskab på. Her blev Jesu guddommelighed slået fast, og forholdet mellem Faderen og Sønnen blev defineret.

Trosbekendelsen fra Nikæa er én af folkekirkens bekendelsesskrifter, og når man i det hele taget taler om kirkens identitet og fælles bekendelse på tværs af konfessionelle skel, er det svært at komme uden om Nikæa, forklarer Emil Saggu, der er kirkehistoriker og generalsekretær i Danske Kirkers Råd.

- Hver gang, vi går i kirke og bekender os til Herren Jesus Kristus som Gud, er det den nikænske bekendelse, der kommer til udtryk: Troen på, at Jesus er fuldt og helt en Gud, forklarer han.

Bindeled mellem fortid og fællesskab

Når vi i år kan fejre 1700-års jubilæet for den nikænske bekendelse, er vi med til at markere et vendepunkt i oldkirken, der har sat store præg.

- De dybe historiske rødder fra Nikæa minder os om, det vores identitet ikke bare er noget, vi fandt på i går - det er sådan set noget, der har nogle rødder, der går to tusind år tilbage, og er dybe og centrale. Der er Nikæa et meget centralt punkt i den langstrakte kristne historie, siger Emil Saggau, der sammen med teolog Kasper Dalsgaard sidste år udgav bogen "Kirkemødet i Nikæa".

De to vigtigste grunde til at fejre Nikæa er med andre ord forbindelsesleddet tilbage i historien og forbindelsen ud i den store, kristne verden.

Striden om Kristi væsen

Det nikænske koncil blev indkaldt som svar på den arianske kontrovers, der bundede i en stor uenighed i den tidlige kristne kirke om, hvem Jesus egentlig er.

En præst ved navn Arius mente, at Jesus ikke var Gud på samme måde som Gud Fader, men at Jesus var skabt af Gud og derfor ikke evig eller helt guddommelig. Mange andre kristne, især biskoppen Athanasius, mente, at Jesus er af samme væsen som Gud Fader – evig og ikke skabt.

Denne uenighed førte til stor splittelse. Derfor blev kirkens ledere samlet til kirkemødet i Nikæa i år 325. Her besluttede de, at Arius tog fejl, og at Jesus virkelig er Gud – lige så meget som Gud Fader.

Det blev skrevet ind i den nikænske trosbekendelse, og resulterede i en afgørende formulering: Kristus er af samme væsen som Faderen. Dermed blev fundamentet lagt for den kristologiske dogmatik, som har været bærende i både østlig og vestlig teologi frem til i dag.

Fælles dato for påsken

Emil Saggu peger på, at det ikke kun var teologien, men også kirkens praksis, der blev formet under kirkemødet i Nikæa.

- Det er f. eks. også i Nikæa, man besluttede, hvornår vi fejrer påske. Før Nikæa var der stor uenighed blandt kristne menigheder om, hvilken dato påsken skulle falde på – nogle fulgte den jødiske kalender, andre brugte lokale traditioner. Det skabte forvirring og uenighed i kirken. På internationalt plan har man brugt meget tid på at diskutere, hvordan man kan få de kristne kalendere til at stemme overens. så man fejrer påske sammen hvert år, forklarer Emil Saggau.

Det var ikke hele kirkeåret eller hele kalendersystemet, der blev besluttet i Nikæa, men netop én fælles regel for, hvordan påskedatoen skulle fastlægges, så hele den kristne verden kunne fejre påske i fællesskab, uanset hvor i verden, de boede.

I forbindelse med 1700-års jubilæet for Den nikænske Trosbekendelse opfordrer Folkekirkens mellemkirkelige Råd og folkekirkens biskopper landets sognepræster til at bruge den i gudstjenesten pinsedag.

Fakta

Det er på Nikæum, man besluttede, hvornår man fejrer påske. Alle påskefejringer er en afspejling af Nikæum, især i år på 1700-tals jubilæet - det er der, man er blevet enige om kalendersystemet. I år fejrede alle de kristne kirker påske samtidigt. På internationalt plan har man brugt meget tid på at diskutere, hvordan man kan få de kristne kalendre til at stemme overens. så man fejrer påske sammen hvert år.

Det mest konkrete efttekt, er hvornår vi holder påske. Og å de teoligsoke ting, første gang hvor verdenskriistendommen for 1700 år siden samles sig og forsøgte at blive enige om, hvad det vil sige at være kristen. Der var mange forskellige tydninger af, hvem Jesus var og hvordan hans forhold var til gud fader de første 400 år. På nikæum blev man for alvor enige om grundstregerne, fundamentet i kristendommen: Jesus er ikke bare guds søn, men er fuld og helt gud, lige som meget som Gud fader.

Hver gang, vi går i kirken og bekender os til gud fader, er det den nikæemske bekendelse, der kommer til udtry. Troen på jesus er fult og helt en gud.

De dybe historiske rødder fra kirekn minder os om, det ikke bare var noget, vi fandt på i går - det er sådan set noget, der har nogle rødder, der går tusind år tilbage og er dybe og centrale - der er nilkæum bare helt centrale punkter i den dybe historie. Føelelsen af, det her er en del af en langstrakt bebægevelse langt ude i tiden. Det er de to vigtigste grunde til at fejre Nikæum: Forbindelsesleddet tilbage i historien og forbindelsen ud i den store, kritsne verden.

De andre kirkesamfund forholder sig mere aktivt til bekendelsen end folkekirken. I den katoslke kirker dåber man fx i den nikæmske bekendelse, hvor vi bruger den ab. En af grundende til, den katolske kirke anerkender den danske folkekirke er, at vi bruger den ni bekenedlse. Det har man til fælles. Vi bruger den ikke pga bla. Grundtvig. Den ni er lidt mere firkantet og ikke liturgisk så ligetil. Katolikker meseer den ni. be på lation i deres gudstjenester . det er meget højkirkeligt, så der er også noget med, at den anden passer bedre til vores mere uformelle måde at være folkekirke på.

Jeg synes altid, det er vigtigt kirkerne kommer sammen og kigger hinadenen i øjejene, og kommer på nogle nye punkter. Kirkemøde i Stokholmm har lidt samme karakter, hvor vi mødes og forsøger at blive enige om nogle ting. I virkeligheden synes jeg ikke, der i dag er brug or at stort kirkemøde, jeg vil hellere pege på det lille, lokale kirkemøde. Der begynder at komme katoslke og ortodokte kirkegrupperinger rundt omkirng ude på landet, blade i Ribe og Haderslev med polakker og urakrene, og det, der binder os sammen

er nikæum. At man lokalt kan samle de små kirker, og der kan man bl.a mødes om nikæum.

Mange danskere har det lidt specielt med bekendelser, fordi det er noget, der bruges til at grave grøster og signalerer, her står jeg og du er ikke samme sted, men bekendelser er jo også positivt formuleret: Hvad man selv tror på. Den ni er en tung bekendelse med mange ord, men jeg synes, det vigtigste er, at den giver et udgangspnnkt for at tale om kristendom og om, hvad det centrale er.

Bekenldelsen kan, hvis man tænker den lidt nyt, så handler det i høj grad om at være med til at udlægge og sætte perspektiv på, hvad vi skal der og bruge det som en postitiv genformulering af, hvad det vil sige at være kristen.

En af de interessante ting, er, at de stemmer. Man blev enige ved flertalsafstemninger. interesant at kristendommen i sin grundstruktur har det sådan, at lederne kommer sammen, diskuterer og stemmer sig frem til, hvordan kristendommen skal se ud. Man skal ikke tænke det som demokrati, for det er jo kun biskopperne, der kommer. Men grundtanken er, at man ved sikussion og aftemsning kan komme frem til konsensus. Det er ret interessnat at man i den tidliger kirke har den tilaga.g Det har mange kirker bevaret med kirkeråd og synoder, men mange andre kirker har det. At man smales og blive enige sammen er en fin tanke og også noget, der adskiller kiorstendommen fra en masse andre religoner.

Den ni arv i dankar er lidt overset og glemt. Det er lidt ligesom unfamentet på huset, man ikke kan se og forohlder sig til, men det er ret vigtigt, fundamentet er der. Derfor gør vi også meget ud af at markere det i dag. Sådan er det i mange reformatisoek kirer, vi har ikke den samme agtværdige tilgang til krostendommen. Mange af de meget højkirkelige ting forsvandt ligesom med arven i en eller anden grad. Arven er der i en eller anden grad, mne ikke ligeso fretrædnede osm andre kirkesamfund.

Bogen er en oversættelse, introduktion og en kommentar til alle tekster fra nimæum mødet. Et forsøg på at gøre det tilgægenlige for alle danskere. Komplicerede tekster, så stort noteapperet. Så man kan læse den uden stor teologisk viden.