Fortsæt til hovedindholdet
22. oktober 2026

Ungdomspræst til Vejle Provsti

Ansøgningsfrist: 23. november 2026

Ungdomspræst søges til Vejle Provsti

Vil du være præst midt i ungelivet?
Kan du skabe relationer, tænke nyt og bygge fællesskaber, hvor unge mennesker oplever, at kirken har noget med deres liv at gøre?

Så er det måske dig, vi søger som ungdomspræst i Vejle.

Et arbejde midt i ungelivet

Ungdomspræsteriet i Vejle er Folkekirkens arbejde blandt unge og unge voksne. Vi arbejder relationelt, netværksbaseret og eksperimenterende – i tæt kontakt med ungdomsuddannelser, studiemiljøer, kulturliv og de mange steder, hvor unge allerede lever deres liv.

Vores vision er enkel:

Vi ønsker at lytte til de unge og udvikle rammer for identitetsdannelse, engagement og fællesskab baseret på åbne kristne værdier.

Vi ved, de unge har brug for mennesker, der tør være nærværende, ærlige og nysgerrige på deres liv. Du skal derfor have mod på at være dig selv i mødet med de unge.

Hvem er vi?

Ungdomspræsteriet har gennem mange år opbygget et stærkt netværk i Vejle. Arbejdet er solidt forankret i provstiet og bæres af et engageret bagland af præster, menighedsråd og samarbejdspartnere på tværs af byens kulturliv, ungeaktører og provstiet.

Du bliver en del af et arbejde, hvor der allerede findes relationer, samarbejder og traditioner – men hvor der samtidig er stor frihed til at udvikle nye idéer og tage initiativer.

Du kommer ikke til at arbejde alene. Ungdomspræsten arbejder tæt sammen med ungkirke-kulturmedarbejder i Ungdomspræsteriet, frivillige og samarbejdspartnere.

Vi søger en præst, som:

  • har lyst til at være kirke dér, hvor unge er
  • skaber tillid og relationer på tværs af miljøer
  • tænker kreativt og udvikler nye former for kirkeligt arbejde
  • lytter og tager unges spørgsmål alvorligt
  • er initiativrig og kan føre idéer ud i livet og helt til dørs
  • trives med stor frihed og et alsidigt arbejde
  • både kan arbejde selvstændigt og i samarbejde med andre
  • har mod på både samtaler, arrangementer, netværk og praktiske opgaver

Arbejdsopgaverne vil blandt andet være:

  • udvikling, planlægning og gennemførelse af arrangementer, gudstjenester og events
  • relationsarbejde blandt unge i Vejle og omegn
  • samtaler og sjælesorg – personlige og i grupper
  • samarbejde med ungdoms- og videregående uddannelser og øvrige ungeaktører
  • deltagelse i kulturelle og sociale netværk
  • videreføre igangværende fællesskaber og initiativer
  • praktiske og administrative opgaver knyttet til arbejdet

Stillingen giver mulighed for at sætte egne kompetencer og interesser i spil, og vi forventer ikke, at du kan det hele på forhånd – men at du har lyst til at lære, udvikle og engagere dig.

Fakta

Kontaktoplysninger

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:

 

Forretningsudvalget for Ungdomspræsteriet Anne Mette Ramsgaard Johansen Telefon 20 82 48 32 ∙ E-mail: anmj@km.dk 

 

Ungkirke-kulturmedarbejder Marianne Aas Thorsen Telefon 61 20 11 12

 

Provst Dorte Volck Paulsen, Vejle Provsti: Telefon 75 82 31 39 ∙ E-mail: dkp@km.dk

 

Haderslev Stift Telefon 74 52 20 25 ∙ E-mail: kmhad@km.dk

 

Biskop Marianne Christiansen v/bispesekretær Heidi Hinrichsen: Telefon 73 52 45 84 ∙ E-mail: hj@km.dk