Sognepræst til Tyrstrup-Hjerndrup Kirker
Ansøgningsfrist 18. august 2025
Tyrstrup-Hjerndrup Pastorat består af to aktive sogne: Tyrstrup og Hjerndrup, beliggende i smukke omgivelser i Sønderjylland. Tyrstrup Kirke ligger i Christiansfeld, en historisk by med stærke kirkelige traditioner og levende menighedsliv. Hjerndrup Kirke ligger i et mere landligt område med tæt tilknytning til lokalsamfundet.
Pastoratet har engagerede menighedsråd, mange frivillige og en god forankring i lokalsamfundet. Der er en stærk tradition for samarbejde på tværs af sognene og en varm og inkluderende tone i det daglige arbejde.
Beskrivelse af de to sogne
Tystrup Sogn har 3.837 medlemmer af folkekirken. Christiansfeld er en by i Sønderjylland, Byen er kendt for sin velbevarede arkitektur og byplanlægning, hvilket har sikret den status som UNESCO Verdensarv siden 2015. Christiansfeld er unik med sine retvinklede gader og centrale kirkeplads, omgivet af historiske bygninger, der stadig anvendes til deres oprindelige formål.
Hjerndrup Sogn har 196 medlemmer af folkekirken. Hjerndrup er en charmerende landsby beliggende i Haderslev Kommune, Sønderjylland. Byen er kendt for sit aktive foreningsliv og stærke fællesskab, hvor Forsamlingshuset Hjerndrup Sognegård og Hjerndrup Kirke spiller centrale roller. Byen ligger naturskønt med kort afstand til større byer som Christiansfeld, Haderslev og Kolding
Præsten i 50% stillingen vil have ansvar for følgende:
- Gudstjenester og kirkelige handlinger i begge sogne efter nærmere aftale.
- Undervisning af konfirmander (i samarbejde med kollega).
- Deltagelse i menighedsliv, sogneaftener og andre kirkelige aktiviteter.
- Mulighed for særligt fokusområde (fx børn, ældre, musik, diakoni), afhængig af præstens interesser og kompetencer.
- Samarbejde med den fuldtidsansatte præst i pastoratet
Stillingen indebærer fleksibilitet, og konkrete opgaver kan tilpasses i samarbejde med menighedsrådene og kollegaen i embede.
Personlige og faglige kvalifikationer
Vi søger en præst, der:
- Har lyst til at virke i et alsidigt og samarbejdsorienteret pastorat.
- Kan indgå i et godt samspil med menighed, frivillige og personale.
- Har teologisk tyngde og menneskelig varme.
- Er åben og initiativrig – og gerne bringer nye idéer i spil.
- Kan arbejde selvstændigt, men også ser værdien i fællesskab.
Kontorfaciliteter
I tilknytning til Tyrstrup Kirke er der et nyere sognehus, hvor der er gode kontorfaciliterer til medarbejdere og præster.
Ansættelse
Ansættelse sker ved Haderslev Stift under Folkekirkens regler og vilkår. Stillingen er på 50% og aflønnes efter gældende overenskomst.