Fortsæt til hovedindholdet
28. august 2026

Sognepræst til Sankt Marie Kirke, Sønderborg

Ansøgningsfrist: 28. september 2026

Midt i det historiske Sønderborg ligger den smukke Mariekirke på sin ophøjede plads ud mod sundet. Overfor ligger Universitet Alsion med sine primært naturvidenskabelige studier. Går vi til venstre langs havnepromenaden med alle dens mange hyggelige restauranter, kommer vi snart til Sønderborg Slot og den gamle præstegård, og kigger vi i stedet mod højre, ser vi straks det nyopførte Hotel Alsik med sine 19 etager og udsigtsplatform over hele byen. Byen er præget af både den smukke og frodige natur såvel som det rige forretnings- og kulturliv. Der er gode transportmuligheder med motorvej til E45, lufthavn med tre daglige afgange til København og tog med otte daglige afgange til Fredericia.

Går vi ind i Kirken finder vi et tilsvarende rigt kirke- og musikliv med respekt for traditionen og kirkens historie. Kirken har en trofast menighed, og nyder generelt stor opbakning til både koncerter og andre arrangementer. Det er en arbejdsplads med plads til både alvor og gode grin, hvor medarbejderne har stolthed i deres arbejde og får frihed til at sætte deres eget aftryk på sognet og altid er beredvillige til at hjælpe hinanden.

Kun et stenkast fra kirken står den nyopførte sognegård, hvor der er undervisningslokale, kontorer og samtalerum, og hvor personale og præster ugentlig samles til kalendermøde.

Vi forventer, at du både kan arbejde selvstændigt og indgå i samarbejder på tværs af kirkens forskellige faggrupper. Det er vigtigt for os, at du trives i den klassiske højmesse, og at du kan møde mennesker i øjenhøjde og på en naturlig og ligefrem måde.

Som sognepræst vil du indgå i turnus med sognets to øvrige danske præster om fordeling af gudstjenester og kirkelige handlinger efter nøglen to ud af fem. Til stillingen er der knyttet to konfirmandhold.

Præsteboligen er opført i 1767 og udgør i dag en perle i bybilledet. Haven er smukt kranset af en tilvokset mur og rummer et stort potentiale med blandt andet en af Danmarks ældste Kristtjørn. Inde i huset fordeler de 364 kvadratmeter sig på tre etager med kontor med egen indgang, to stuer og køkken i stueetagen, stue og fire værelser på 1. sal og endelig 2 værelser på 2. sal foruden et stort uopvarmet pulterkammer. Boligen er nyligt facaderenoveret og indvendig gennemgående renoveret for 8 år siden med nyt køkken.

Øvrige oplysninger om sognet, kirken og boligen kan findes på kirkens hjemmeside: www.sctmarie.dk

Har du spørgsmål til stillingen eller sognet, eller er interesseret i at søge stillingen, skal du være hjertelig velkommen til at tage kontakt til formand for Menighedsrådet Ejler Skjerning tlf.: 23309491 og/eller sognepræst (kbf.) Mads Jakob Jakobsen tlf.: 40243026

Fakta

Kontaktoplysninger

Har du spørgsmål til stillingen eller sognet, eller er interesseret i at søge stillingen kan du kontakte:

 

Formand for menighedsrådet Ejler Skjerning tlf.: 23309491 og/eller sognepræst (kbf.) Mads Jakob Jakobsen tlf.: 40243026