Sognepræst til Almind-Viuf Pastorat
Ansøgningsfrist: 13. april 2026
Velkommen til Almind og Viuf sogne.
Velkommen til…
- To dejlige kirker med kirkegård ved kirkerne
- Et skønt sognehus med præstekontor
- En nybygget præstegård 200 m. fra sognehus, kontor og Almind kirke
- To mindre byer der i mange henseender arbejder på at fungere som en
- Et fælles menighedsråd hvor aldersgennemsnittet ligger på 46
- Et aktivt lokalsamfund En mulighed for at være med til at forme fremtiden
Almind og Viuf Sogne er to landsogne, lige uden for Kolding, med et samlet indbyggertal på ca. 3000 heraf ca. 2500 medlemmer af folkekirken.
Den kirkelige retning i sognene ligger midt i det kirkelige landskab med Grundtvigianske rødder, hvor vi vægter fællesskab og rummelighed, hvilket gør, at du som vores nye præst har rig mulighed for at være med til at sætte et afgørende præg på kirkeliv, vækst og identitet så flere får lyst til at være en aktiv del af fællesskabet i og omkring vores kirker.
Vores to sogne er i god vækst med nybyggeri og mange børnefamilier. Vi har et godt samarbejde med provstiet og nabosogne, særlig V. Nebel sogn, hvor vores fælles kordegn/sekretær har kontor.
Kirkerne
Almind Kirke, der er fra ca. 1887, har 192 pladser, Viuf Kirke er fra ca. 1150, og har 99 pladser. Der er både orgel med 7 manualer og klaver i begge kirker. Vi nyder brugen af begge. Vores organist sørger sammen med kirkesangeren, begge er deltidsansatte, for at tonerne løfter sig i kirkerummet.
Der afholdes som udgangspunkt gudstjeneste på skift i vores to kirker. Der er som hovedregel to konfirmandhold, hvor undervisningen ligger om eftermiddagen i forlængelse af skoledagen.
Kirkegårdene ligger ved kirkerne og bliver passet af vores dygtige gravere, hvoraf en er fuldtidsansat, og tre er deltidsansat.
Aktiviteter
I løbet af året afholdes der babysalmesang af vores kirke- og kulturmedarbejder.
Herudover korsang for børn og voksne, håndarbejdscafé, familie-gudstjenester, grå guldandagter, høstgudstjeneste, jule- og sommerkoncert, juleafslutning for skole, børnehaver og dagpleje samt foredrag og koncerter. Alt sammen noget vi ønsker om at bevare og udvikle.
Mange af aktiviteterne foregår i vores sognehus, hvor der er god plads og hvor dit kontor, som du vil få mulighed for selv at sætte dit præg på, også ligger.
Boligforhold
Den nybyggede præstegård vil stå klar i foråret 2026. Den rummer garage med direkte indgang til bryggers og entre.
Huset er indrettet med tre værelser, kontor, soveværelse, to badeværelser, depot/viktualierum og stort køkken-alrum, hvorfra man kan gå videre ind i stuen.
Vi har lagt vægt på et gedigent og praktisk indrettet hus. Huset bliver opvarmet med nyanlagt fjernvarme og er udstyret med solceller for at fremme energivenligheden.
I den store have er der et godt udhus med carport. I udhuset er der god plads til opbevaring eller hobbyaktiviteter.
Trods beliggenheden midt i Almind er der rig mulighed for at nyde naturen til fods eller på cykel samt gode løberuter.
Lokalområdet
Sognene ligger mellem Kolding og Vejle med kort afstand til motorvej, indkøbsmuligheder og erhvervsvirksomheder.
Der er dagpleje, tre børnehaver, skole (0.-9. kl.), idrætsforening der dækker bredt både i aktiviteter og alder, forsamlingshus og aktivitetshus for seniorer i begge byer, samt to aktive borgerforeninger og KFUM-spejdere som vi samarbejder med.
Der er videregående uddannelsesmuligheder i både Vejle og Kolding. Der er gode indkøbsmuligheder lokalt i Brugsen i Almind og snart Rema 1000 i Viuf, samt busforbindelse til både Kolding og Vejle.
Andet godt
Menighedsrådet består af syv medlemmer, heraf er seks nyvalgte i 2024.
Vi afholder ca. 10 møder om året, hvor vi i en positiv ånd arbejder for at skabe visioner for kirkelivet og et godt arbejdsmiljø for vores ansatte og frivillige.
Dette gør vi gennem sociale relationer og forbedringer af de rammer, der er nødvendige for at få en god hverdag for alle.
Menighedsrådet ser gerne, at du som vores nye præst vil bidrage til liv og vækst i menigheden, gennem tidssvarende formidling af kristendommen på en vedkommende og forståelig måde. Vi lægger vægt på, at du har lyst til at tale med mennesker i alle livets situationer, og vil være med t il at skabe en rummelighed, hvor alle kan føle sig velkomne.
Vi ønsker, at du tager aktivt del i lokalsamfundet, og bidrager til et godt samarbejde både internt i kirkerne og med foreninger, skole og institutioner.
I Almind-Viuf udgives Lokalavisen i fællesskab med øvrige foreninger fire gange årligt, hvor vi har otte kirkesider. Vi arbejder også på at forbedre vores hjemmeside og Facebook-profil, så vi bliver mere synlige i hverdagen for lokalsamfundet.
Har du lyst til at se de fysiske rammer for din nye hverdag så kontakt formand Malene W. Pedersen på telefon: 23 27 76 35 eller mail: formand@avkirker.dk