Tal og fakta
Bispekåben

Bispekåben

Haderslev Stift blev oprettet i 1922, to år efter Genforeningen i juli 1920. De første mange år brugte biskopperne i Haderslev Stift Brorsons gamle bispekåbe, som Ribe Stift stillede til rådighed. 

Først i år 2000 fik biskoppen i Haderslev Stift en kåbe, der var syet til hertil. Den er designet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe, som var til stede ved gudstjenesten i oktober 2000, da kåben var i brug første gang.

Dronning Margrethe og Prinsesse Benedikte står bag Biskop Marianne Christiansen i bispek¨åbe

Fra festgudstjenesten i Gråsten Slotskirke 31. juli 2016. H.M. Dronningen, som har designet kåben, viser sin søster, Prinsesse Benedikte, navnene på de kvinder, der sammen med dronningen har syet kåben. Foto: Gunnar Hattesen.

Kåben består af en hvid yderside af silke og bomuld, hvorpå der er syet et specialindfarvet orange foer. Stolaen, det brede bånd omkring kåbens hals, er syet på sammen med clipeus, den store krave på ryggen. På ryggen er kåben udsmykket med et patchwork af lyse stoffer.

Et stort spænde i en læderstrop holder kåben sammen. Spændet er også designet af dronningen, som har ladet sig inspirere af Lutherrosen. Midten af rosen er et kors i hvidguld på et hjerte i rødguld. Dette er omkranset af fem store sten af såkaldt rustrikkvarts, holdt fast i en cirkel af guld. Spændet er godt 13 cm i diameter og udført af guldsmed Bent Gabrielsen.

Kåbens lyse farver spiller meget fint sammen med Haderslev Domkirke, som også er meget lys. Samtidig fungerer kåben også diskret, så den kan passe fint ind alle de andre steder, hvor biskoppen fungerer i ornat. 

Selve syarbejdet er udført af H.M. Dronning Margrethe 2. sammen med brodøserne Marianne Engell og Susanne Rubebo.  

Flere tekstiler til folkekirken

Den hvide kåbe blev taget i brug ved en festgudstjeneste, hvor Hendes Majestæt Dronningen, var til stede, i Haderslev Domkirke søndag den 22. oktober 2000. Den erstattede Brorsons gamle bispekåbe, en forholdsvis mørk kåbe, som Ribe Stift udlånte til biskoppen i Haderslev ved stiftets dannelse. Denne bispekåbe blev i 2010 leveret tilbage til Ribe Stift, hvor den nu opbevares med en påtegning om, at det er en "genforenings-kåbe", der evt. kan stilles til rådighed i Haderslev Stift. 

H.M. Dronningen har designet en del tekstiler til folkekirken. Bispekåben til Haderslev Stift var hendes fjerde. Hun har desuden designet en del andre kirketekstiler - bl.a. antependierne og messehaglerne i Haderslev Domkirke. Senest også et antependium til Slotskirken i Haderslev Domkirkes venskabsby Wittenberg. Det blev taget i brug ved åbningsgudstjenesten i den gennemrestaurerede slotskirke søndag den 2. oktober 2016. Kåben er ikke offentligt tilgængelig.

Lånes ud til tv-serie

DR's store dramaserie, "Herrens veje", der blev vist på tv i efteråret 2017, indeholder en bispevielse. Til det formål har DR lånt biskoppernes bispekåber til optagelsen. Ved den fiktive bispeviels på tv medvirkede "alle landets biskopper" i form af deres dobbeltgængere på tv. Marianne Christiansen har givet tilladelse til, at bispekåben fra Haderslev Stift kunne være med.  

Krave på bispekåbe

Clipeus - den brede krave på ryggen.

Bagside af bispekåbe

Kåbens lyse patchwork på bagsiden sammen med den brede krave.

Forside af bispekåbe

Kåben forfra med stola, spænde og det specialindfarvede orange foer-stof.


Læs mere:

om kirkelig kunst her. 

Læs også: