Inspiration
Nyheder

Ad de gamle kirkestier på Camino Haderslev Næs

Camino Haderslev Næs er både natur og kultur og en vandrerute ad gamle kirkestier med mulighed for at fordybe sig i klassiske pilgrimsdyder. Det efterspørges bl.a. af gæster fra Tyskland og Sverige. 

Camino Haderslev Næs er en vandrerute på 106 km mellem ni smukke kirker i et blødt, sønderjysk landskab. Gennem mark og skov, ad grusstier, markveje, landeveje og cykelstier og med kig til bakker og vand byder Camino Haderslev Næs på en afvekslende tur forbi de skønneste og mest interessante steder på næsset.
Ruten går forbi to bykirker og næssets syv landsbykirker: Fra Haderslev Domkirke til Hertug Hans Kirke, Starup Kirke, Grarup Kirke, Aarø Kirke, Øsby Kirke, Halk Kirke, Vilstrup Kirke og Hoptrup Kirke, før turen atter går retur nordpå igennem Dyrehaven og langs Haderslev Dam ind til Haderslev Domkirke.
Find kirkerne på provstiets oversigt.

Ruten er etableret ved frivilligt arbejde fra en lang række mennesker på Haderslev Næs, og er et medskabende folkeligt projekt, der er vokset frem i de lokalsamfund, pilgrimsruten passerer og er dermed et tværsogneligt projekt. Alle, både lokale og turister, skal have mulighed for at fordybe sig i egnens kirker, natur og historie, og man skal både kunne vandre og cykle på stien. Pilgrimsruten Camino Haderslev Næs skal give mulighed for at vandre ud fra de syv pilgrimsord: Langsomhed, bekymringsløshed, frihed, enkelhed, stilhed, spiritualitet og fællesskab. Projektet er støttet af Haderslev Kommune og Friluftsrådet samt menighedsrådene, men langt den største opbakning er kommet fra mennesker i lokalområdet, som har arbejdet frivilligt for sagen.

Fra kirkesti til camino
I august 2013 præsenteredes i Øsby-Hallen en idé, der skulle skabe flere rekreative muligheder for næssets beboere og turister. Idéen var at skabe en vandrerute, og ønsket var, at ruten skulle vælge den skønneste og mest interessante vej gennem egnens landskaber. Undervejs skal man kunne lære om, hvilke biotoper man går gennem, og hvilke dyrearter disse er bolig for, samt hvorfor vejen, man går på hedder, som den gør, eller hvorfor man har bygget kirken lige netop der – og hvorfor så stor.

Snart opstod tanken om at lade kirkerne være fikspunkter på ruten. For det var jo også som sådan, at de var byggede. Nogen i gruppen havde erfaringer fra caminoen i Spanien og var inspirerede heraf. Andre var historisk interesserede og huskede de gamle kirkestier, som fra de små landsbyer ledte ind til kirkebyerne. Ruten skulle fokusere på flere spor afhængigt af, hvad der var den vandrendes interesse: Motion, natur/biologi, spiritualitet/pilgrimsvandring, kultur/historie. Og så skulle den frem for alt være et græsrodsprojekt, der skabte medborgerskab i vores nærområde.

Vi præsenterede vores tanker for beboerforeninger i nabosognene, som med begejstring straks greb bolden og gik i kast med at fastlægge ruten hen til og videre fra deres kirke, og begyndte at grave historier og oplysninger frem til om deres del af ruten.

Samtidig opstod der opmærksomhed omkring projektet i pressen, kommunen og stiftet. Den store interesse, vi siden da har oplevet, bestyrker os i, at vores lille vandre-omvej på næsset repræsenterer et tiltrængt alternativ til de turbo-genveje, alting i vores tid farter af sted ad.

Åndeligt tilbud med mulighed for at fordybe sig
Arbejdet med og introduktionen af Camino Haderslev Næs er inspireret af den spanske version Camino de Santiago de Compostela, som både er en pilgrimsrute og en kulturhistorisk turistattraktion. Derudover ligger det camino-gruppen på sinde, at Camino Haderslev Næs også er et tilbud til områdets lokale beboere om større viden og forståelse for vores lokalområde med henblik på udvikling af og fortsat sikring af en høj grad af medborgerskab.

Projektet retter sig først og fremmest mod kulturturisme, hvor kulturhistoriske og religiøse oplevelser er omdrejningspunktet. Dette efterspørges særligt af gæster fra bl.a. Tyskland og Sverige. Således tænkes næssets version af caminoen at være et verdsligt tilbud både til turister og til lokale, som interesserer sig for natur og kultur, herunder fortællinger om livet og naturen på næsset gennem tiden.

For dem, der måtte ønske det, er ruten også et åndeligt tilbud med mulighed for at fordybe sig i de klassiske pilgrimsdyder. Introduktionen af Camino Haderslev Næs blev i øvrigt forbundet med reformationsprojekterne i Haderslev Stift i 2017, som omfattede besøg af blandt andre Hendes Majestæt Dronningen.

Se hjemmeside med ruten og flere oplysninger:
https://caminohaderslev.dk/ruten/

Tekst: Anne Harving, Peder Kristiansen og Jonas S. Thygesen