Nyt fra stiftsråd og udvalg
Nyheder

Afgående stiftsråd satte nye initiativer i gang og fik status på mærkesager

1. november tiltræder et nyt stiftsråd. Det afgående råd benyttede sidste møde til status over nogle af de store initiativer fra rådets periode, og til at fastlægge et budget for 2018. Desuden blev der etableret en økonomi under et nyt stort film-projekt. 

Der blev både sat nye initiativer i gang og samlet op på mærkesagerne, da det afgående stiftsråd 26. september havde sit sidste møde. Det næste stiftsråd, der dækker perioden 2017-2021, tiltræder 1. november.
Mødet var kendetegnet ved en hel række gæster, der byttede plads, efterhånden som mødet bevægede sig gennem dagsordenen. Blandt gæsterne var sognepræst Birgitte Møldrup, den ene af p.t. to asylpræster i Haderslev Stift. Modtagelsen af nye danskere har været et af det nuværende stiftsråds store satsninger. Birgitte Møldrup har orlov i tre måneder for at omdanne et undervisningsprojekt, som hun og den anden asylpræst, Eva Wiwe Løbner i Aabenraa, sammen med Røde Kors i Jelling og imam Kassem Rashid har udviklet og prøvekørt i flere omgange på asylcentret i Jelling. Birgitte Møldrup viste materialet frem for stiftsrådet og orienterede om, at der lige nu er en hel række hold af både voksne og unge på venteliste - nogle på asylcentret i Jelling, andre på asylcentret i Løgumkloster. Desuden er Birgitte Møldrup i kontakt med en række sprogcentre i området om projektet. De har alle været positive over for at kunne bruge materialet, som udlægger centrale danske værdier for både asylansøgere og dem, der har fået ophold. Materialet består af enkle powerpoint-præsentationer af de problemstillinger, der handler om Danmark og lige behandling af mennesker med forskellig tro. Materialet er faktuelt, religionsneutralt og ikke-forkyndende, og der orienteres både om islam og om kristendom. 

En anden del af det afgående stiftsråds fokus på kirkens opgaver i forhold til nye danskere har givet sig udslag i en bevilling til et nyt mentor-netværk i Aabenraa. Det gav stiftets asylkoordinator - Mette Hee Læborg - en orientering om. Mentor-netværket består lige nu af 12 uddannede mentorer, der har fået guidelines til både at passe på sig selv og at være noget for dem, der søger kontakt. Inden for netværket er der aktuelt både faste månedlige aktiviteter og enkeltstående aktiviteter. Det handler om alt fra lektiehjælp over teater om demokrati til orientering om kommunalvalg for nye medborgere. 
Asylkoordinatoren har modtaget forespørgsler fra andre stifter om muligheden for at kopiere programmet dertil.

Asylkoordinatoren og biskop Marianne Christiansen orienterede sammen om en ny struktur, der er på vej i asylsamarbejdet i Haderslev Stift. Hvor der hidtil har været en asylpræst i nord, Birgitte Møldrup, og en i syd, Eva Wiwe Løbner, bestræber biskoppen sig aktuelt på at få udpeget en asylpræst i alle provstier. Det skyldes bl.a., at indsatsen lige nu flytter fra asylcentre til kommunerne, hvor de nye medborgere flytter til.
Den nye struktur ventes at falde på plads i løbet af ganske kort tid.
Mette Hee Læborg fortalte også om forskellige modeller for at give asylansøgere mulighed for at deltage i en sommerlejr, som har været et stort ønske, samt om en tur for menighedsråd til København i november. Intentionen er først at deltage i en konference på Tværkulturelt Center og dagen efter at deltage i en gudstjeneste i Apostelkirken i København. Apostelkirken har til opgave specifikt at arbejde med asylansøgere og tidligere indsatte og mindre specifikt at arbejde traditionelt folkekirkeligt med dåb, konfirmation, vielse og begravelse. Det kommer bl.a. til udtryk i gudstjenesterne, der ikke er forpligtet på følge højmesse-ordningen, men kan benytte andre sprog og sangtraditioner.

Et af de nye projekter, stiftsrådet benyttede sit sidste møde til at sætte i gang, udspringer af SUFO (Stiftsudvalget for arbejdet med udviklingshæmmede, funktionshæmmede og opmærksomhedsforstyrrede). Udvalget plejer at have en kursusdag om året, men stod sidste forår for en større konference for præster og andre undervisere af specialkonfirmander. Nu vil udvalget gerne sætte gang i tre film om arbejdet med børn med opmærksomhedsforstyrrelser. Konkret om konfirmandundervisning, minikonfirmandundervisning og gudstjeneste for opmærksomhedsforstyrrede. Udvalgets ønsker blev på mødet fremlagt af sognepræst Inge Lindhardt Mikkelsen. Hun fortalte, at udvalget har været i kontakt med TV Glad, som producerer indslag til TV Syd, men som også arbejder med bestillingsopgaver. Medarbejderne i TV Glad er fortrinsvis udviklingshæmmede.
"Vi mener, at filmene vil kunne have stor gennemslagskraft, når der skal informeres om Haderslev Stifts arbejde blandt de unge i de svageste grupper. Det kan være på forældrearrangementer og på skolerne, men filmene kunne også vises i menighederne for at informere om kirkens arbejde blandt udviklingshæmmede og børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser, og de vil kunne give inspiration til også at tage imod denne gruppe til andre arrangementer end dem, der er målrettet gruppen," hed det bl.a. i ansøgningen til stiftsrådet.
"En menighed vokser af at kunne rumme også de svage led og ved at holde fast i grundtanken om, at i forhold til evangeliet er vi alle ligeværdige," lød det videre.
Ansøgningen på 100.000 kr. blev imødekommet. Projektet fik samtidig en mængde roser og gode ønsker med på vejen.
Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter ansøges om 20.000 kr., begrundet med, at filmene vil kunne anvendes i forbindelse med FUV's uddannelse af præster med specialkonfirmander.

Stiftsrådet blev også orienteret om reformationsjubilæet, der snart rinder ud. Først venter dog sognenes gudstjenester og øvrige markeringer i dagene 29. og 31. oktober. Fejringen af 500-året har været koordineret i et reformationsudvalg, som har været ledet af sognepræst Christa Hansen. Hun berettede om stor opbakning til og et vellykket arrangement omkring både folkemødet og pinsens fælles festgudstjeneste i Haderslev, og fortalte i øvrigt, at der alle steder i stiftet har været godt samarbejde omkring markeringen af Reformationen med både kommuner og andre aktører.
Reformationsudvalget lukker ned til januar - stiftsrådet udtrykte stor tak til Christa Hansen for hendes indsats.

Mødet fik også en status på et af de øvrige tiltag, der er sat i gang i den nu afsluttede periode: Teolog for voksne. Det har været en stor succes. Det første hold slutter sine tre forløb i november, men der har været ønske om en overbygning. Derfor arbejder bestyrelsen med muligheden for et supplerende sommerkursus. 

Det afgående stiftsråds sidste møde betød også en endelig vedtagelse af budgettet for det bindende stiftsbidrag 2018. Se det her. 
Budgettet betyder, at der udskrives et bindende stiftsbidrag på i alt 3 mio. kr. Det svarer til en bidragsprocent på 0,6, lidt lavere end budgettet for 2017, hvor bidragsprocenten er på 0,62.

Både biskop Marianne Christiansen og nuværende formand for stiftsrådet, Karen Sundbøll, benyttede også sidste møde til at takke for godt samarbejde. 
Flere af de nuværende stiftsrådsmedlemmer fortsætter, men der vil også være udskiftning - i hvert fald på menighedsrådenes/provstiernes lægmands-pladser. Hvem der kommer til at repræsentere præsterne, ligger først fast i uge 42.
Introduktionen af nye medlemmer til arbejdet i stiftsrådet starter 14. november.