Nyt fra stiftsråd og udvalg
Nyheder

Debat om religion: Tingene bliver løst lokalt

Det handlede om bederum og baderum, om kors om halsen og tørklæder om håret, leverpostej i børnehaven og fester med eller uden alkohol på gymnasiet. Men skal man tro den dominerende stemning på Haderslev Stifts debatmøde i går, er religion i det offentlige rum ikke et stort problem i hverdagen. De praktiske problemer, der er, bliver løst lokalt. 

Overskriften på mødet var "Er vi bange for religion i det offentlige rum?"
Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten, lagde ud med en historie om den vej, han bor på. Han brugte den som et mikrokosmos og billede på den udvikling, samfundet har undergået de sidste 25 år. Da han flyttede til, var alle husene beboet af danske familier. I dag er seks af dem beboet af familier fra andre kulturer: Iran, Sri Lanka, Libanon, Tyskland, Rumænien og Serbien:
"Det er noget af en forandring, men jeg tror, at perception er et nøglebegreb. Nogle ser forandringen som noget sørgeligt, at vi har mistet noget national egenart. Andre ser en multikulturel berigelse, og atter andre har et neutralt forhold til det - vi lever jo fredeligt sammen."
Mikrofonen gik videre til Jytte Kristensen, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Syddanmark. Hun var ikke fortaler for lovgivning mod religiøse symboler, men beskrev tvært imod et hospitalsmiljø, hvor der bliver taget hensyn til det hele menneske, både krop og sjæl, og hvor man har en praktisk tilgang og italesætter og løser tingene både vedr. ansatte, patienter og gæster.
Abdinoor Adam, jobrådgiver i Odense Kommune, udpegede "elefanten i rummet", som han sagde: at "Vi taler om religion, men mener islam". Han mente, at ja, der kan godt være problemer i hverdagen, men langt de fleste muslimer går lige så lidt op i deres religion som flertallet af danskerne, og problemerne er ikke så store, som politikerne gør dem til. I det store og hele opfanges de af den eksisterende lovgivning.
Niels Erik Søndergaard, medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark (DF) mødtes med biskop Marianne Christiansen i en paneldrøftelse om religion i sundhedssektoren, og Peder Hummelmose, medlem af byrådet for Venstre i Vejle, mødtes med Karina Lorentzen Dehnhardt, tidl. MF, nu spidskandidat for SF i til byrådet i Kolding, i en drøftelse om religion i den kommunale sektor.
Annette Bennedsgaard, provst og formand for Stiftssamarbejdet Folkekirke & Religionsmøde, sluttede med pejlemærker på tilpas religion i det offentlige rum. Mennesket er religiøst, sagde hun, og Danmark er et evangelisk-luthersk land, selv om vi har været lige ved at bilde os selv ind, at vi var et religionsneutralt land, hvor tro er noget, man enten forholder sig til hjemme eller går hen i et hus med. 
"Men når vi går på ferie her sidst på året, så har vi ikke season holiday, men  juleferie, og til påske har vi påskeferie. Og jeg vil næsten tro, at Folketingets åbning er blevet markeret med en åbningsgudstjeneste, som den plejer," sagde hun og opfordrede til samtale, dialog og lokale løsninger på de problemer, der opstår.

Den store strømning hos de godt 30 deltagere i debatmødet pegede i retning af, at religion ikke et stort problem i hverdagen i det offentlige rum. Det største problem er symbollovgivning.
"Det er ofte Christiansborg-politikerne, der forplumrer debatten. Men det er vigtigt, at vi som priviligeret religion påtager os rollen at blive ved med at bringe samtalen i spil. Samtalen er vigtig, og man skal ikke tage noget for givet," sagde sognepræst Michael Markussen efter mødet.

Haderslev Stifts udvalg for folkekirke og religionsmøde var arrangør af mødet. 
Deltagerne i mødet var sognepræster, menighedsrådsmedlemmer, politikere og offentligt ansatte. 

Se her eksempler på en række af de kulturmøder, samtaler og dialogmøder, der finder sted i Haderslev Stift. 
Se mødets program her.