Af Anette Jorsal.
Det hører trods alt til sjældenhederne, at en præst køber et stykke jord for senere at skænke det til sognet, så der kan bygges en ny kirke. Det er ikke desto mindre, hvad Frode Beyer gjorde, da han var sognepræst i Rinkenæs. Han blev sognepræst i Rinkenæs Sogn på Als i 1924, og tre år senere købte han selv fire tønder land, som han forærede sognet. I 1932 kunne indbyggerne i Rinkenæs derfor fejre, at de havde fået en ny kirke.
Den gamle kirke var med årene kommet til at ligge helt isoleret fire kilometer udenfor Rinkenæs by. Derfor overvejede man at bygge en helt ny kirke tættere på byen. Daa præsten selv købte jorden til byggeriet, kom der for alvor gang i planerne.
Frode Beyer voksede op på Frederiksberg i København som søn af en apoteker, og springet til sønderjyske Rinkenæs få år efter Genforeningen kunne synes stor, men Frode Beyers far havde oprindeligt rødder i det sønderjyske. Egentlig gik Frode Beyers tanker i en anden retning end teologi, da han skulle vælge studier. På det tidspunkt havde han allerede mistet begge sine forældre. Han ville være brobygger og søgte derfor ind på Polyteknisk Læreanstalt. Men efter et enkelt semester sprang han over til teologi-studierne - måske præget af de mange timer, han tilbragte hos en kammerat i Frederiksberg Præstegård.
I 1920 tog han embedseksamen, og Frode Beyer blev i 1921 kaldskapellan ved Frederiksberg Kirke, hvor han var i tre år, inden han rejste til Rinkenæs. Her blev han en meget anerkendt brobygger, hvor han var helsognspræst, og prædikede både for den danske og den tyske menighed.
Det blev til 32 år som sognepræst i Rinkenæs, og de sidste 13 år var Frode Beyer også provst i Aabenraa Provsti. I løbet af 1930’erne blev han involveret i Sønderjysk Hjælpefond, som kronprinsesse Ingrid, senere dronning Ingrid, var meget aktivt engageret i. Frode Beyer kom i tæt kontakt med den kongelige familie, og hver sommer var kongefamilien på besøg i præstegården, og præstefamilien på besøg på slottet i Gråsten.
I 1956 stillede Frode Beyer op til bispevalget, hvor hans modkandidat var Henrik Dons Christensen, der senere blev biskop i Ribe Stift. Frode Beyer vandt valget med stemmer fra de forskellige kirkelige lejre. Han sluttede sig aldrig til en af kirkeretningerne, for som han skrev i sin erindringsbog ”Efterklang og eftertanke”, så tiltalte ”den frie mark ham mere” og tilføjede, at han satte pris på gode grundtvigianere og gode missionsfolk.
I et stort tiltrædelsesinterview i Berlingske Aften blev Frode Beyer spurgt, som han var en stridsmand for fordrageligheden bl.a. foranlediget af hans gode indsats som helsognspræst.
Første del af et langt svar lød:
”Der kan være en styrke i det ensidige, men det er ikke min styrke. Når man har øjnene åbne for naturens mangfoldigheder, ser man en rigdom deri. Og når vi erkender stykkevis, er vi også tilbøjelige til at se, at også den anden kan have ret, at man ikke er ene om sandheden. Og jeg har set, at man godt kan række hinanden hånden uden at være ens. Et af hovedordene for mig er Jesus bøn om, at ”vi alle må være ét”. Det vil sige, at vi må skabe et fællesskab af mennesker, ikke af mennesker, der er ens eller enige om alt, men som har et stort fælles centrum, der forener trods modsætningerne”.
Han blev som sine forgængere indsat ved en bispevielse i Københavns Domkirke, men på det tidspunkt lød der kritiske røster over, at selve bispevielsen ikke foregik lokalt, men i hovedstaden. Frode Beyer bar ved indsættelsen Hans Adolph Brorsons bispekåbe, som Ribe Stift i sin tid havde skænket det nye Haderslev Stift.
Det første, Frode Beyer satte på plads i embedsboligen på Ribe Landevej, var et krucifiks, som tidligere biskop Ove Valdemar Ammundsen havde givet ham, og som nu vendte hjem til bispeboligen. Det fik sin plads ved Frode Beyers arbejdsbord i bispeboligen.
Frode Beyer blev beskrevet som en yderst elskværdig og forstående embedsmand. Mild, målbevidst og en dygtig teolog. I Vejle Amts Folkeblad blev han ved sin død omtalt som sønderjydernes varmhjertede talsmand, en overmåde flittig visitator, der også jævnligt prædikede rundt i kirkerne.
Han var biskop i otte år og dermed den biskop, som har virket i kortest tid af stiftets syv biskopper. Da han forlod embedet, vendte Frode Beyer og hustruen tilbage til Rinkenæs. Han skrev sin egen erindringsbog og desuden en biografi om stiftets første biskop Ove Valdemar Ammundsen: ”Liv og tanker”.
Frode Beyer døde i 1976 i en alder af 82 år og efterlod sig sin hustru, tre sønner og en datter.
Kilder: Kolding Folkeblad, Berlingske Aften, Aalborg Amtstidende, Berlingske Tidende.
