Regional kalender
Fredericia Provsti

Reformationsarrangementer i Fredericia Provsti:

26
okt

Luthers Käthe - et spil om Reformationen

Skuespiller og tidl. sognepræst Merete Arnstrøm opfører en monolog, der i dramatisk form lader Martin Luthers hustru Katharina von Bora fortælle om sit opbrud fra et nonnekloster til ægteskabet med Luther, om Reformationen og om livet i Wittenberg.

31
okt

Reformationsmarkering

Efter at kirkeklokkerne i Fredericia har ringet et kvarter fra 16.45-17.00: Fælles markering af reformationsjubilæet i forhallen på Fredericia Rådhus. Alle er velkomne til at deltage i arrangementet, der vil berøre centrale emner i Reformationen og samtidig føre tingene op til i dag. Fællessange, musikalske indslag og eksempler på tekster, der knytter sig til Reformationen. Borgmester Jacob Bjerregaard og provst Børge Munk Povlsen vil knytte an til en moderne kontekst. Der har igennem året været et godt og frugtbart samarbejde mellem provsti og kommune. Denne dag, hvor arrangementet er henlagt til rådhuset, er ingen undtagelse. Arrangementet omfatterogså folkekirkens kristne broder- og søstersamfund.

31
okt

Fælles klokkeringning fra alle stiftets kirker

Biskoppen opfordrer til et kvarters fælles aftenringning på samme tid, kl. 17.00-17.15, fra alle kirkeklokker i stiftet, i anledning af 500-året for Reformationen.

16
nov

Kirke på vej: Messy Church + Hvis kirken var et måltid

Kirke på vej i Fredericia Provsti. Oplev et bud på en mere fri gudstjenesteform med bønner og stilhed, musik og bevægelse i Hannerup Kirkes smukke og utraditionelle kirkerum. ”Messy church” er betegnelse for en fri og åben gudstjenesteform, der bæres af nøgleord som gæstfrihed, kreativitet og fest. Tanken er, at man kan komme ind fra gaden og falde ind i gudstjenestens fællesskab. Kirkens tre præster Kirsten Nielsen, Karina Dahlmann og Søren Thorsen medvirker. Efter gudstjenesten indbydes alle til at gå med i sognegården. Under overskriften ”Hvis kirken var et måltid!”, laves der pizzaer, der kan symbolisere noget af det, vi får med os fra gudstjenesten. Se her en præsentation af hele Kirken på vei-projektet

03
dec

Kirke på vej: Bønner og tekster, stilhed

Kirke på vej i Fredericia Provsti. ”Midt i livet er vi stedt”. Sådan hedder en af Luthers salmer. Og det er jo vort vilkår. Vi er bundet sammen med andre i tid og rum. Dette vilkår har både lyse og mørke sider. Denne aftengudstjeneste er en meditation over, hvor Luther fandt trøst i livsangsten, hvor han så lyset i mørket. Luthers opfattelse af verden er ikke vores, men vi kan oversætte hans tanker og blive beriget ved hans stærke tro. Bønner og tekster efterfølges af stilhed og tid til eftertanke. Der vil være tekstlæsninger og refleksioner ved sognepræsterne Anne-Marie Steensig og Susanne Knudstorp samt salmesang, orgelmusik og mulighed for lystænding under træet i den nye Lyng Kirke. Se her en præsentation af hele Kirken på vei-projektet.

11
apr

Tur til Wittenberg

Sognet markerer afslutningen på reformationsjubilæet med en rejse til Wittenberg. Guidet byrundtur, besøg i Lutherhuset i Wittenberg, besøg i Leipzig, Eisenach og Wartburg. Før turen vil de tilmeldte blive inviteret til informationsmøde. Nærmere oplysninger hos sognepræst Lise rind eller se rejsefolder på www.egeskovkirke.dk