Reformationen 500 år
Nyheder

Gratis videnskabsteater til dem, der kommer først

Folkeuniversitetet har et begrænset antal billetter til rådighed og inviterer: Så længe de rækker, kan menighedsrådene i Haderslev Stift booke op til fire gratis billetter pr. menighedsråd til en festlig aften med Luther på scenen til et historisk talkshow. Arrangementet finder sted i Sønderborg Teater lørdag den 28. oktober kl. 20.

Luther har i forskellige varianter været til stede ved adskillige reformations-arrangementer i Haderslev Stift i det forløbne år. Alligevel er der lagt op til en oplevelse af de helt særlige, når Folkeuniversitets historiske talkshow om Luther lander i Sønderborg Teater næste weekend. Nu lokker arrangørerne endda med et antal gratis pladser, der udbydes efter først til mølle-princippet til menighedsrådsmedlemmer i Haderslev Stift.
I henvendelsen fra Folkeuniversitetet præsenteres det historiske talkshow som videnskabsteater i to akter. I første akt sidder skuespiller Bjarne Henriksen i rollen som Luther i den varme stol. Han interviewes af journalist Niels Krause-Kjær. I anden akt kastes Luther tilbage i graven, og ind på scenen kommer lektor i religionsvidenskab Marie Vejrup Nielsen og lektor i historie Louise Kallestrup. De vil sætte teater-gæsterne ind i, hvordan Luthers tanker kom til Danmark og forandrede vores samfund. 

Sådan får du gratis billetter efter princippet først til mølle:

  • Gå ind på https://fuau.dk/adgang-til-specialaftale/
  • Skriv adgangskoden: Sønderborg
  • Tryk på billedet af Bjarne Henriksen et stykke nede på den side, du kommer ind på
  • Tilmeld gratis fire deltagere under billettypen Reformation 1517-2017

Der er et begrænset antal billetter til rådighed.
Læs mere om det historiske talkshow her.

Forestillingen er skrevet og instrueret af dramatiker Bent Nørgaard og er en del af den nationale markering af reformationsjubilæet.