Nyt fra sognene
Nyheder

Kirkedag i Haderslev

Vi har levet i fred, fremgang og fordragelighed i rigtig mange år – så mange år, at vi slet ikke kan forestille os hvordan det er at have soldater i gaderne eller ødelæggende krig lige i vores ”baghave”.


Freden kan hurtig blive taget for givet – og det samme med friheden. 
I år hvor det er 100 år siden at den første store verdenskrig sluttede, så mødes byens folkekirker, frikirker og den katolske kirke til en fælles gudstjeneste med temaet ”Fred – friheden forpligter”. ”Friheden skal ikke bare være en frihed fra noget – men lige så meget en frihed til noget” uddyber sognepræst Kim Legarth, der er en af dagens prædikanter. ”Frihed til engagement, frihed til at række ud og hjælpe – frihed til at praktisere næstekærlighed… men hvor mange af os bruger ikke vores frihed til at snuppe en halv time mere på sofaen?” 

Der er et spændende program foran os denne søndag, der er den 18. november. Det hele begynder klokken 10.30 i Harmonien. Efter gudstjenesten er der frokost i Den gamle Latinskole ved Domkirken. Der fortsætter vi om eftermiddagen med forskellige oplæg med samme overskrift fra formiddagen. Der vil være oplæg fra det tyske mindretal i byen og fra Haderslev Kasserne – og derefter en god og berigende samtale. Hele arrangementet slutter klokken 14.30 og ønsker man at spise frokost med kaffe og kage, så skal man have 40 kr. med sig.

 

Fra Kirkedag i Haderslev 2017.