Materialer Kirkemusik
Nyheder

Salmesangens Søndag 2022

Søndag den 25. september 2022, 15. søndag efter trinitatis (II)

Af Mads Djernes, formand for Kirkemusikalsk Stiftsudvalg, sognepræst i Nørremarkskirken og forhenværende organist (indledning og salmer) samt Astrid J. Thomsen, organist og korleder i Åstrup og Vonsbæk Kirker (musik)

Er salmesang og kirkemusik for Mariaer eller Marthaer?

Da jeg som teenager begyndte at synge i kirkekor, fandt jeg efterhånden ud af, at der kom mange mennesker til gudstjenesten, der ikke nøjedes med at lytte til tekstlæsningerne og præstens prædiken, men også – og måske i endnu højere – lyttede til kirkekoret, der sang. Og det var ikke bare, når koret altid sang motet og ofte en introitus – nej, det var også når vi sang til salmerne, eventuelt med en overstemme eller et enkelt vers i firestemmig sats.

Jeg husker det som et kvalitetsstempel – og at jeg følte mig heldig over at få lov til at synge med i et så godt kor. Det var naturligvis skønt at være med til at løfte gudstjenestens musikalske udtryk, så det blev en af kendetegnene ved netop denne bykirke i en af landets mellemstore provinsbyer. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at det ikke er meningen, at man blot skal lytte til salmerne i kirkekorets nok så kunstfærdige udførelse. Kirkens musikere skal opmuntre til, ledsage og befordre sangen, så flest mulige kan deltage i og have glæde ved salmesangen. For den er som bekendt en af gudstjenestens grundpiller – som netop fælles sang. Et menighedsudtryk, hvor den enkelte kirkegænger kan tage digterens ord og komponistens toner i sin egen mund og udføre salmen, så den bliver til en fælles deltagelse i noget, der på en gang bliver til lovprisning og forkyndelse.

Og hvorfor kom jeg i tanke om dette, da jeg læste denne søndags tekster? Jo, naturligvis fordi Maria lytter til Jesus, mens Martha laver praktisk arbejde. Det er på den ene side enkelt at karikere de søstre, så de står frem som typer uden nuancer – og på den anden side hævdes det ofte, at de repræsenterer to komplementære aspekter af vores menneskelige væsen. Men hvad angår netop salmesangen – som er denne søndags omdrejningspunkt – så drejer det sig vel om at gøre og ikke kun lytte? Det er ofte – og med rette – blevet hævdet, at salmen først bliver til, når den synges i et fællesskab. Det har imidlertid vist sig under coronatiden, hvor kirkens musikere måtte udfolde uden deltagelse af menigheden, at flere har fået ørerne op for, at det også kan give et udbytte at lytte til en salme. Lige som det altid har været muligt at læse en salme – for sig selv og uden for gudstjenestens kontekst. Derfor findes der måske også lidt af en salme-Maria hos nogle af os – eller i bestemte sammenhænge, hvor man ikke magter at synge med, men i stedet kan give sig hen til at lytte til sammensmeltningen af tekst og musik

Men ikke kun evangelieteksten fortæller om én, der handler i en situation – det gør epistelteksten også. Både Filip og hofmanden begiver sig aktivt ind i de situationer, der opstår. De lader ikke stå til, men handler på de tilskyndelser, de møder – ud af interesser og i tillid. Motivet er naturligvis dåben og dåbsoplæringen, som er en bevidst handling, der ikke sker af sig selv. Deri ligger der naturligvis det helt elementære, at vi som kristne har en grund at stå på – dåben – ud fra hvilken vi handler, bekender og lovpriser. Dåben er en aktiv handling, der kan være årsag til en stadig eftertænksomhed og overvejelse – og dermed kan såvel Mariaer som Marthaer forholde sig til den.

Kirkemusikalsk kunne man med en Martha denne dag godt slå et slag for et fokus på, hvad menighedens deltagelse i den liturgiske musik indebærer. For mig at se medvirker de forsamlede på helt afgørende måde til at gestalte gudstjenestens liturgiske forløb ved at svare overbevisende på de led, præsten fremsiger – eller endnu bedre: messer. Det dialogiske element i kirkemusikken træder endnu tydeligere frem, hvis menigheden svarer på hilsenen, siger ’amen’ til kollekterne, udbryder i en lovprisning forud for evangelielæsningen, deltager syngende i nadverindledningen og meget mere. At reagere adækvat på den liturgiske dialog er en afspejling af Filip og hofmandens ageren i fortællingen – og kan være med til at tydeliggøre for menigheden, at gudstjenesten i høj grad bæres af de forsamlede. Den er meget mere end en hændelse, som bæres af kirkens ansatte; den bliver først virkelig til en gudstjeneste, når menigheden tager musikalsk del og lytter, hvor det kræves, til ord og toner.

 

Om de salmer, man kan synge denne dag

Salmerne er naturligvis udtryk for såvel det aktive som det kontemplative, mens deltagelsen i den liturgiske musik er udtryk for den bevidste deltagelse i det liturgiske forløb. Det er således oplagt, at salmerne denne dag både italesætter deltagelsen og eftertænksomheden. Man kunne følge et mere marthask og et mere mariask tema – først- og sidstnævnte salme ved hver placering i gudstjenesten forløb er udtryk for dette. Naturligvis kan man også vælge frit mellem de to temaer!

Den uforfærdede tilgang til livet (og gudstjenesten) tematiseres i Johannes Møllehaves Denne morgens mulighed (100 salmer 814), hvor vores tunger og lunger er den bedste forudsætning for at synge godt med. Den lyttende tilgang til det, der måtte møde gudstjenestedeltageren, kan indlæses i Grundtvigs Hyggelig, rolig (DDS 411), selv om tredje vers’ dér lyster tunge / altid at sjunge, / vorder ej træt sætter ord på gudstjenestens ansporing til at deltage i salmesangen.

Efter den gammeltestamentlige læsning – som man sagtens kunne forestille var Marias yndlingslæsning – kunne man synge Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre (DDS 355), som i sit sidste vers opfordrer direkte til deltagelse i lovprisningen ved hjælp af den fælles salmesang: Synger i kor! / Lad os med idræt og ord / tak ham af hjertet frembære! Modsat kunne Uberørt af byens travlhed (DDS 331) synges som et billede på Marias hengivne lytten til Jesu ord – og at det bedste er at være Gud nær i Hans egen bolig på jord. Tilmed kan andet vers tolkes som en brod mod alverdens Marthaer – og et svar på deres adfærd.

Erindringen om ens egen dåb kan fremkaldes umiddelbart efter den nytestamentlige lektielæsning om hofmandens dåb, hvis man synger At standse ved en døbefont (100 salmer 843). Andet vers skaber en historisk samtidighed med fortidens syngende menigheder, når der med linjerne hvor engle stiger op og ned / og henter vand til dåben / fra bækken i Guds paradis, / at synge med i deres pris, / det er gudsbarnets lykke trækkes tråde til Grundtvigs ’Velkommen igen Guds engle små’ og ’I al sin glans nu stråler solen’. Er man til en mere beskuende tilgang til dåben, vil det her være oplagt at synge Alle mine kilder skal være hos dig (DDS 441), hvor Gud selv bekræfter sit nærvær hos den syngende i hvert vers’ første linje.

Mest på grund af melodiens særdeles aktiverende skifte rent rytmisk (fra lige til ulige taktart), kunne man synge salmen Ét fornødent er; det ene (DDS 165), som er skrevet over evangelieteksten – selv om teksten utvetydigt tager Marias parti; dog med linjen så vil jeg dog efter dig løbe og rende i sidste vers, som antyder alt andet end passivitet. Det mere kontemplative præg i såvel tekst som findes i Vi finder fred i kirken (100 salmer 860), som knytter tråde tilbage til den gammeltestamentlige læsning, og hvor flere af versene kunne tale direkte til både en Maria (fx vers 2) og en Martha (fx vers 1).

I forlængelse af nadveren ville det være oplagt at vælge Så vældigt det mødte (DDS 400), der både trækker tråde tilbage til dåben og munder ud i lovsangen, der vil stige med tak fra de små. Desuden tematiserer salmen, at ’ordet’ mødes os som en opfordring til aktiv handling. Man kunne også synge Igen berørt (100 salmer 849), der med anden og tredje linjes ordspil med ’ånd’ og ’hånd’ i denne sammenhæng peger hen på Maria og Martha, men samtidig opfordrer os til at være lys i verden på hver vores måde.

Vil man opfordre til at gå ud fra gudstjenesten og gøre gavn, er det oplagt at synge de to sidste vers af Morgenstund har guld i mund (DDS 752 vers 4-5), som er klassiske udgangssalmevers. Grundlaget i dåben – forstået som Guds nåde – antydes i det fjerde vers, og Laubs melodi har en stærkt opfordrende karakter med sine mange opadgående spring. Med udgangspunkt i, at denne gudstjeneste ligger tæt på høstgudstjenesten, kunne man også afslutte med de sidste to vers af Du lagde i det mindste frø (100 salmer 809), som angiver en bevægelse fra en lytten til menneskets indre til en takkesang, der bryder frem. På elegant vis peger sidste vers’ anden halvdel om det daglige brød på hen på den geskæftige Martha, som altså ikke er så undværlig endda.

 

De to salmevalg til Salmesangens søndag 2022 ser derfor sådan ud:

814 – 355 – 843 /// 165 – 400 – 752 v.4-5 (’marthask’)

411 – 331 – 441 /// 860 – 849 – 809 v.4-5 (’mariask’)

 

Om den musik, der kan synges og spilles denne dag

Hvad angår musikken er det også oplagt at pege på et mere marthask og et mere mariask tema. Derfor kan gudstjenestens musik være såvel energisk og dynamisk som indadvendt og lyttende, og det vil være oplagt at vælge musik fra begge kategorier. Hvad man vælger at lægge som indledning til og afslutning på gudstjenesten, vil naturligvis være et udtryk for musikerens stillingtagen til, hvem af de to kvinder, man lader får det sidste ord!

Martha-musik

Man kan naturligvis pege på megen musik, som har det energiske og dynamiske i sig, men jeg vil pege på Carl Nielsens Festpræludium, som ud over den majestætiske karakter har noget meget bevægeligt over sig. Hans Matthison-Hansens Postludium I C-dur (fra Seks Postludier, hæfte 1) indleder med viljestyrke i de korte, akkordiske kadencer og bliver nærmest gesvindt i de højtliggende, staccato-akkordfølger, inden de energiske ottendedelsfigurer tager over. Hen mod slutningen er der en modsatrettet bevægelse fra diskanten og bassen, der kan ses som de to temperamenter, der nærmer sig hinanden. I Johann Sebastian Bachs Præludium F-dur (fra 8 små præludier og fugaer) dominerer de bevægelige figurationer gennem hele stykket. Fordi det er med ikke bare hjerte og mund, men også med hænderne, at vi opfordres til at takke Gud i Nu takker alle Gud, er det oplagt at spille en orgelbearbejdelse af melodien til denne tekst – naturligvis gerne en, der betoner det aktive aspekt i teksten. Tilsvarende kan man vælge at lade en korsats over salmen udgøre motet eller exitus – hvormed man lader Martha få en afsluttende replik. Det er også oplagt at synge en sats over Nu glæd dig i Herren, mit hjerte, som kan opfattes som en tekst, der kalder på den indre Maria i os. Den vil derfor egne sig til introitus eller motet.

Maria-musik

Vælger man at synge Morgenstund har guld i mund som en energisk og opfordrende udgangssalme, kunne man godt lade Jesper Madsens orgelkoral over tekstens anden (og samtidige) melodi af Christian Barnekow indlede gudstjenesten – og dermed tyde salmens to melodier som henholdsvis marthask og mariask. Bo Grønbech har skrevet en roligt flydende orgelbearbejdelse af Alle mine kilder, som tekstligt taler til Maria, og hvor melodien nærmest svæver ind i den musikalske struktur. Georg Friederich Händels Largo (fra operaen Xerxes med teksten ’Ombra mai fu’) findes i en lang række instrumentalbearbejdelser og bevæger sig roligt og eftertænksomt mod de udtryksfulde toptoner. Den kan illudere en eftertænksomt beundrende Maria, som også kan beskrives musikalsk med Niels Wilhelm Gades Tonestykke nr. 2 F-dur, der har en afspændt og drømmende karakter. En korsats over salmen Stille er min sjæl til Gud kunne være et direkte citat fra Maria, som vil forstærke indtrykket af den fromt lyttende kvinde – måske som introitus. Hengivenheden over for Jesus vil blive betonet, hvis man som motet synger Pekka Simojokis Gud, i dine hænder (fra ’Lysets utålmodighed’), hvis omkvæd Lykken er at leve / nær ved dig, min Gud, / og i tak at synge glæden ud er som taget af Marias mund. Endelig har Carl-Bertil Agnestig lavet den fine, lille énstemmig sats Marta og Maria (’Vi synger i kor’, bd. 1), som kombinerer begge karakterer.