Inspiration
Nyheder

Inspiration til en pilgrimsvandring

Camino Mossø i 2019

 

”Hvad er det lige vi har gang i?”  - var der en der udbrød, mens vi læssede øl, vand og de frisklavede landgangsbrød ind i bussen. Forsynet med hvert sit skriftsted, strømmede folk ind i busserne efter den indledende andagt. Var næsten 70 tilmeldte at tage munden for fuld? Jeg havde afvist nogle helt fra Jelling, der havde set facebook-opslaget – vi var jo fra Horsens, og nu måtte vi begrænse tilgangen. Ingen tvivl om, at vores kordegns opslag havde gjort sit.

Min personlige aktie var, at jeg, som ny præst i Torsted/Østerhåb, gerne ville lære folk at kende. Så jeg foreslog, at vi slog os sammen med nabosognet, og selvom jeg tidligere havde lavet vandringer, altid i dialog med et udvalg, kunne jeg læne mig op ad en kollega. Og så blev der nedsat et pilgrimsudvalg.

Vi var dog snart ved at kaste håndklædet i ringen. For hvordan finder man en rute? Udvalget ville gerne, at vandringen skulle have karakter af en udflugt til et særligt smukt sted. Så vi indhentede kort, rutebeskrivelser og bordet flød med foldere – men vi lagde os fast på et område ved Mossø og besluttede at prøvegå ruten.

Dertil kom overvejelser omkring bus, forplejning. De fleste stemte for lidt luksus.  Der skulle være fælles spisning med frokost i Klostermølle med nabosognets særlige landgangsbrød. De blev et hit. Der skulle også være kaffe og hjemmebagt kage – vi fik lov at låne et sognehus at afslutte i. Der skulle være refleksioner undervejs samt et nøje udvalgt stykke natur, der egnede sig til vandring i stilhed. Gruppen ville gerne, der skulle lægges vægt på det kirkelige – at vi begyndte og sluttede vandringen i en kirke. Nabopræsten og jeg stod for de teologiske overvejelser, den indledende andagt i Hatting kirke, og vi fik lov at låne kirken i Voervadsbro, hvor jeg skulle afslutte med nadver.

Undervejs blev spørgsmålet stillet: Hvad gør dig godt? Over frokosten kunne man samtale om spørgsmålet. Og alle blev bedt om at plukke blomster til alterbuketten. Det endte med, at vasen måtte stilles op ad døbefonden for ikke at vælte. Buketten blev det mest fotograferede på turen. 

Det blev til 3 prøvevandringer for mit vedkommende - og 5 for Thomas Jørgensen, vores udvalgsformand. Men så var den rette rute også fundet. Det var vigtigt for os, at alle kunne være med. Der blev lavet et rutekort til hver – og inden folk gik fra kirken og ud i busserne, fik de lavpraktisk info om alt fra toiletforhold til rutelængde, så de kunne slappe af og give sig hen til at nyde turen.

Vandringen skulle appellere bredt til folkesjælen. Kunne man kalde dette for en ”Grundtvigsk pilgrimsvandring”? Der kom også et historisk indslag, idet en historisk interesseret i udvalget fortalte om området i bussen på vej ud og hjem.

Spørgsmålet om, hvad vi lige havde gang i – kan jeg endnu ikke besvare. Åndens veje er uransagelige. Men turen blev langt større i dybde og højde, end vi nogensinde havde forestillet os. Efter turen fløj vi hver til sit på usynlige vinger – så jo - det havde sin gang på jord, det, vi havde gang i! Det mindes vi stadig i taknemmelighed og glæde.

 

Info om Pilgrimsvandring

Fotograf: Jens-Chr. Strandos, https://strandos.blog

Et sammenkog af foromtale:

Gå med -

Fælles pilgrimsvandring for Hatting og Torsted.   

 

Den 15. september mødes vi i Hatting kirke til andagt kl. 9.30 ved Anna Sofie Andersen.

Derefter er der afgang med bus til Voervadsbro, hvor vi vandrer sammen over Klostermølle til Voerladegård, hvor vi bliver hentet.

Turen er godt 8 km lang – og for de, der har lyst, er der mulighed for at forlænge med en tur op omkring Sukkertoppen.

Der vil blive sørget for forplejning undervejs. Alle er velkomne.

 

Foromtale af turen 2019:

Gå med - på Camino Mossø

Ordet El Camino er spansk og betyder vejen. Det er navnet på den kendte pilgrimsrute til Santiago de Compostela.

 

Pilgrimsvandringer finder sted overalt i verden med alle slags motiver. Motionister, vandringsfolk, turister og søgende mennesker begiver sig ud på veje og stier også herhjemme. I middelalderen var pilgrimsbevægelsen stærk og i en periode deltog mellem 20 og 50% af Europas voksne befolkning i valfarter og vandringer. Martin Luther forbød pilgrimsvandringer og først 500 år senere vendte vandringstanken tilbage. Som en indre vandring i den ydre vandrings form. Genfødt i det moderne menneskes behov for indre ro, men også for bevægelse.

 

Søren Kirkegård siger: ”Tab ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til”.

Han oplevede en slags renselse ved at gå: ”Jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå sig fra den...når man således bliver ved med at gå, så går det nok”.

 

I dag er der megen fokus på motion og bevægelse. Vi kender til at komme trætte hjem fra arbejde. Går vi en tur, vender energien tilbage, og det letter i sindet. Eller som en læge sagde til en stressramt kvinde: ”Du skal ikke have medicin, men din medicin skal være hver dag at komme ud og fortynde tanker!”. At vandre sammen er derfor ingen præstation, vi skal yde, men en gave. Mens vi går, sanser vi naturen, og vi kan tie stille, tænke, tale eller måske endda synge: Gennem de favre/riger på jorden/går vi til Paradis med sang.

 

Vi er et udvalg bestående af folk fra Hatting og Torsted. Fælles for os er, at vi kan lide at vandre i naturen gerne i selskab med andre. Vil du gå med?

 

Den 15. september mødes vi i Hatting kirke til andagt kl. 9.30 ved Anna Sofie Andersen. Derefter tager vi bussen til Voervadsbro, hvor vi vandrer sammen over Klostermølle til Voerladegård og hentes her igen. Turen er godt 8 km lang – og for de, der har lyst, er der mulighed for også at gå op omkring Sukkertoppen.

Tilmelding til ………

---------------

v. Anne Kobberø, sognepræst, medlem af Haderslev Stiftsudvalg for Mødet med det Nyspirituelle