Materialer Kirkemusik
Nyheder

Salmesangens Søndag 2016

Salmesangens søndag, 25. søndag efter trinitatis, den 13. november 2016

I år er de to valgte salmer: 
Jeg kommer i min dybe nød – af Iben Krogsdal og Jesper Gottlieb, udgivet i ”Luther-rosen” – den lille nyudgivne salmesamling i anledning af reformationsjubilæet.
Rejs op dit hoved, al kristenhed – Grundtvig/Cora Nyegaard, DDS 274)

Om søndagens tekster:
I den gammeltestamentlige læsning tales der om håbet, som det der ville kunne få en til at holde ud selv i dødsriget – men der er ikke noget håb, eller er der? Selv håbet er hypotetisk:
”Gid du ville gemme mig i dødsriget,
 skjule mig, til din vrede har lagt sig,
 sætte en frist og så huske mig igen!
 Kan en, der er død, få liv,
 da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, 
til afløsningen kom.”
Det er, hvad der til andre tider og i andre skrifter og traditioner har bragt håbet i miskredit: At det kan få et menneske til at holde ud i utålelige og uværdige vilkår – i stedet for at fortvivle og dø.  ”Forband Gud og dø”, som Jobs kone siger til ham i bogens begyndelse.
Men selv en gnist af håb om, at der måske kunne findes et håb, synes at være en livskraft. Også nu.
I epistlerne og evangeliet er håbet derimod åbenlyst og til stede samtidig med blikket for undergangen, døden, afslutningen på alt kendt.
Der er ingen opfordring til at forsøge at undgå undergangen eller døden eller forvandlingen, anvisninger på, hvordan eventuelt de få udvalgte kunne slippe for sammenbruddet. Tværtimod. ”Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det." 

Samlet  er søndagen en trodsig håbsforkyndelse igennem undergangen, en opstandelsesforkyndelse. Og det er der altid og lige nu længsel efter.
Katastroferne er til at få øje på selv for os, der endnu har temmelig mange ting inde i huset , som vi gerne ville hente. Og selv om det er for intet at regne imod de vilkår, som krigene i Syrien og Irak udsætter mennesker for, så var også præsidentvalget i USA  iscenesat på baggrund af frygt for katastrofen. (Hvilket ikke er noget nyt i politik: I 1830'erne skrev en fransk iagttager af det amerikanske præsidentvalg, Alexis de Tocqueville, om de apokalyptiske vendinger, som begge kandidater brugte til at fremkalde indtrykket "ekstrem fare" hos vælgerne: "En ekstrem fare kan fremkalde lidenskabelige følelser uden at pege på en vej frem, og formørker således en nations  intelligens frem for at berige den"). 

Hvordan finder man håb i, at Menneskesønnen en dag åbenbares midt i katastrofen – uden derved at udnævne alle verdens katastrofer til dommedag? Og omvendt: Kan man tillade sig at håbe, at selv i de værste katastrofer, kommer Kristus med et håb om ny skabelse? Er der i det kristne håb en kraft, som ikke er opium for folket, men som er et lys gennem mørket  for de lidende, som Menneskesønnen har gjort sig til ét med? Som netop er en vej, der alene i håbet frelser mennesker og folkeslag fra at gå i panik og  blive formørket af blind frygt for fremtiden. Og hvilket håb og hvilken forpligtelse springer ud af forkyndelsen af, at alting ikke ender i evindelig gentagelse og tomhed, men i Herrens dag? Hvor Kristus er dommeren. Også i denne søndags tekster er der det dobbelte håb, at "Guds rige er midt iblandt jer" – til stede hele tiden, også i elendigheden – og at det engang skal bryde helt igennem og oplyse alt og alle, som lynet fra den ene ende af himlen til den anden.

Salmerne: 
Nedenfor er til salmen DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed, en analyse, skrevet i anden sammenhæng, ikke mindst af salmens bibelske referencer, bl.a. til 2. Peters brev.

Salmen Jeg kommer i min dybe nød (Iben Krogsdal/Jesper Gottlieb) er i Reformationens tradition en gendigtning af det gamle testamentes Salme 130: 
Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. 

v2  Herre, hør mit råb,
lad dine ører lytte
til min tryglen!

v3  Hvis du, Herre, vogtede på skyld, 
hvem kunne da bestå, Herre?

v4  Men hos dig er der tilgivelse,
for at man skal frygte dig.
v5  Jeg håber på Herren,
min sjæl håber;
jeg venter på hans ord,

v6  min sjæl venter på Herren
mere end vægterne på morgen,
 end vægterne på morgen.
v7  Israel, vent på Herren,
for hos Herren er der troskab, 
hos ham er der altid udfrielse.

v8  Han udfrier Israel
 fra al dets skyld.

 - den samme salme, som Luther gendigtede som DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig. Den nye salme trækker på begge forlæg, men i en moderne kontekst. Det er som i begge forlæg en bøn både fra det individuelle – og ensomme – menneske og fra et "vi". Derved bliver det enkelte menneskes vilkår og fortvivlelse det fællesmenneskelige vilkår – og allerede der ved åbnes ensomheden en smule i selve salmen. 
I Jeg kommer i min dybe nød er jeg'et ikke så passivt bundet til at råbe fra det dybe, men kan selv bevæge sig frem med sin bøn. Det dybe er blevet det indre. En indre tomhed, selvkredsen, frygt. Det dybe er ens "indkrogethed i sig selv", som Luther ville sige – "jeg er fuld af død", siger salmen. Håbet om opstandelse bliver derfor både det nære håb og fremtidshåbet, og de hænger sammen. "Hvisk til mig, hvor jeg har hjemme" – hvis jeg er Guds barn, så har jeg også et håb om at blive kaldt ud af mig selv.
Bønnen bliver en bøn om "åbning" – i skæbneskævlet fra grav til vugge – fordi det dyb, vi råber fra, er selvkredsens fængsel. At bede om at blive smuk lyder ganske vist bekendt fra andre sammenhænge, men her er det længslen efter at blive nyskabt i Guds billede, og det sker her ved at få del i Kristus - også i nadveren.
Det håb, der skabes  er til dagen og vejen – "det nære liv", som det hedder. Et skridt ad gangen. Men det mødes alligevel af fremtidens håb. Vi går, indtil vi bliver mødt af Kristus – som kvinderne ved graven og om på Herrens dag.


Kommentar til DDS 274 Rejs op dit hoved, al kristenhed:
Salmen er næsten en sammenhobning af bibelske billeder på håbet om Kristi genkomst midt i undergangen:
I v. 2 er synsvinklen den korsfæstede røvers, der løfter hovedet til ham, der er lige ved siden af i døden. Så falder der skæl fra øjet, som der gjorde det hos Saulus, da han i sit mørke hørte Ananias sige: "Broder Saul, Herren har sendt mig… for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden" (ApG 9,17). Det er i den totale afmagts mørke, blikket åbnes for synet af Paradis. Vi "kiger", skuer det, som øjne ikke kan se, hvad enten det gælder det himmelske eller skaberværkets dybder (jf. DDS 15 Op, al den ting). Synet af 
Paradis er synet af Gudsriget (jf. 1.Mos 2,9 og Åb 2,7), symboliseret ved livets træ, hvor himlens fugle bygger rede i dets grene (jf. Matt 13,32/Mk 4,32) og synger om det, der er fuldbragt: "Herrefærden", altså Kristi himmelfart, er kronen på frelserværket, hvor døren til paradis genoplukkes for mennesket; 
Nyskabelsen, den nye himmel og den nye jord (Åb 21,1) og de "evig unge kristne" henviser til Sl 103,5  (v3). Ved dette syn af Gudsrigets virkelighed forsvinder gruen for dommedag: Dommeren har ført sagen og vundet den 
fra sig selv. Den Almægtiges retfærdighed, som forsoner ham med sig selv ud fra hans egen beslutning, skildres med baggrund i den retspraksis (det såkaldte inkvisitoriske retsprincip), som i Danmark var gældende i straffesager indtil 1919, hvor "sagføreren" og dommeren er samme person. Nåden er 
dommer og sagfører og tillige den forurettede part.
 
Så vender salmen tilbage til evangelieteksten med dommedagstegnene 
"i sol og måne", som nu i klarsynet er gennemskuet som kongens tegn, der giver frimodighed midt i undergangen. 
Derefter kommer i vers 6 og 7, med forlæg i 2 Pet 3, der taler om, at Herren har tålmodighed med os og udskyder dommens dag, "fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse". Som Abraham, Guds ven, skal vi bede for verden, fordi Herren er mild og nødig ødelægger – 
modsat profeten Jonas, der blev forbitret over, at Gud viste nåde mod den "store stad" Nineve. Vi skal så længe som muligt dæmme op for undergangens bølge. Men når den kommer, lyder samtidig råbet: "Jeg kommer snart" (Åb 22,20, Bibelens næstsidste vers), og bruden (Zion, Sulamith, menigheden 
Åb 21,9, Joh 3,39, Es 62,5, Højs 4) svarer : "Med lynets fart, jeg dig i sky skal følge. "Lynet er symbol på Menneskesønnens dag (Matt 24,27/Luk 17,24), den kraft, der henter bruden hjem. 
Til sidst kommer fuldbyrdelsen, det, som ansigtet løfter sig imod: Gudsrigets endelige synlige gennembrud, der skildres i billeder både fra den oldnordiske digtning i Vølvens spådom, Bibelen og angelsaksiske kvad. Basunen (1 Kor 15,52; 1 Thess 4,16) er blevet til en lur, og ilden er blevet til bavneblus, 
vægternes signal på højene, verdens fyrste er døden, hvis trone endelig styrter (1 Kor15,56). Ilden renser (jf. 1 Kor 3,13, Mal 3,19), og jorden fornyes, og som dødens trones modsætning er det nu alene Livskongens krone, der stråler.