Nyt om navne
Nyheder

Nyt ansigt i Sct. Johannes i Vejle

"Jeg er særligt interesseret i det rum, kirken kan skabe i hverdagen. Samtidig med at den skal kunne være en del af dens tid og omgivende samfund, skal den efter min mening i høj grad også turde være det modsatte". Læs portrættet af Sarah Kragh Dedieut.

Sarah Kragh Dedieu, privatfoto.

Det var med stor glæde og spænding, at jeg fra 1. september begyndte som overenskomstansat sognepræst i Sct. Johannes Pastorat i Vejle Provsti.

Jeg er 32 år og cand. theol. fra Københavns Universitet, men for knap to år siden vendte jeg ”hjem igen” efter ni år i København med min mand, Claus, og vores to børn, Elias (7) og Anker (4), idet vi flyttede ind i et lille gult rækkehus i Børkop.

Her er vi kommet tættere på naturen og vores familier, idet både jeg og min mand begge kommer fra nærområdet.

Gennem min studietid har jeg været særligt optaget af Det Gamle Testamente, og i Børkop blev specialet om ”Amning som metafor i Det Gamle Testamente” skrevet færdigt. I efteråret 2017 færdiggjorde jeg pastoralseminarieuddannelsen i Aarhus.

I mit arbejde som præst interesserer jeg mig blandt andet for hvordan kirken kan nå ud til børnefamilier, de unge og de åndeligt søgende gennem både gudstjenester og andre kirkelige tiltag.

Jeg er særligt interesseret i det rum, kirken kan skabe i hverdagen. Samtidig med at den skal kunne være en del af dens tid og omgivende samfund, skal den efter min mening i høj grad også turde være det modsatte: Et helle i hverdagen, et rum for eftertanke, fordybelse og (t)ro – et rum som jeg tror, både børn, unge og voksne har glæde af, og som jeg håber på at kunne være med til at skabe som præst gennem kirkelige handlinger og personlige samtaler.

Samtidig mener jeg også, at der skal være plads til både skæve indfald og nye idéer side om side med traditionerne og det velkendte.

Jeg føler mig allerede taget godt imod både af kolleger og kirkegængere, og jeg ser frem til det videre samarbejde med både præster, menighedsråd og menighed.

-Sarah Kragh Dedieu.