Taler og debatindlæg
Nyheder
Marianne Christiansen, biskop Haderslev Stift.

Kronik: Troen er en modsigelse af enhver magtstruktur

"Tro, religion og kirke skal ikke have plads i samfundet. Tro, religion og kirke giver plads i samfundet". Kronik i Politiken 25. december 2016.

Kroniken Troen er en modsigelse af enhver magtstruktur i  Politikken

Læs Kroniken og de øvrige bidrag i serien på Politikens hjemmeside

Spørgsmålet om, hvilken plads tro og religion skal have i samfundet, svarer til spørgsmål som: Hvilken plads skal kulturen have i samfundet? Hvilken plads skal seksualiteten have i samfundet? Hvilken plads skal nationalitet, familie, erindring og håb have?

Tro forstået som et forhold til Gud er en del af det at være menneske. Gudsforholdets ydre former i trossamfund, religioner, kirker, er en del af samfundet og kulturen. Såvel tro som seksualitet er kommet for at blive. Såvel religion som familie er fælleskaber, som et samfund lever af og består af.

Man kan på vores breddegrader få indtryk af, at religion er et nichefænomen, et skadeligt levn fra uoplyste tider, en farlig cocktail af formørkede forestillinger, hvis eneste bidrag til verden er at bringe mennesker i krig med hinanden og hugge hovederne af hinanden. Desværre står det sidste klart for vore øjne, promoveret af Islamisk Stats heksejagt på alle anderledes troende – ligesom erindringen om korstogene endnu lever og om de talrige konflikter, hvor religion blev og bliver brugt til at udpege den fjende, der skal tilintetgøres. På samme måde som nationalitet, etnicitet, politisk overbevisning og social status osv. Men ligesom voldtægt ikke er elskov, er religiøst motiveret vold ikke religion. Tro og religion er afgørende for et menneskes livssyn og selvforståelse og derfor lige så egnet til brug for at piske en hadefuld stemning op imod ”de andre”, som alt, hvad man som menneske i øvrigt elsker og anser for umisteligt og dyrebart i livet: familie, venskaber, nationalitet, overbevisning. Alt, hvad der fylder mennesker med hengivenhed og lidenskab, kan potentielt bruges i krig. Men en verden uden hengivenhed og lidenskab – ja, forsøgene har været gjort og vil sikkert blive gjort igen. Gud give, at de aldrig lykkes.  

Trosfriheden og religionsfriheden er moder for alle andre frihedsrettigheder. For hvis du ikke frit kan forholde dig til, hvad du tror, meningen med livet er, og hvem og hvad du stoler på som dit livsgrundlag, og hvis du ikke frit må mødes med andre mennesker om de udtryk, din tro forbinder sig med – i ord og bøn og sang og ritualer, rum, billeder osv. - så er ytringsfrihed og forsamlingsfrihed tomme ord. Derfor er det også dybt bekymrende, at man i moderne dansk lovgivning er begyndt at sætte særlige begrænsninger på ytringsfriheden i netop religiøse sammenhænge.

Det sekulære samfund – altså et samfund, der bygger på verdslige love – er den bedste garant for trosfriheden, fordi det her anerkendes og beskyttes, at man kan have og udøve sin religion inden for de samme lovgivningsmæssige rammer som alle andre og være lige fuldt borger i landet, uanset hvilket trossamfund man tilhører eller ikke tilhører.
På den måde har troen og religionen selvfølgelig plads i samfundet på lige fod med al anden menneskelig adfærd, nemlig begrænset af de fælles love i samfundet. Du kan altså ikke med henvisning til din religion foretage dig ulovlige handlinger eller optræde usædeligt eller forstyrrende for den offentlige orden (jf. Grundlovens § 67). ”Man må ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil ”, som Politimester Bastian synger i Kardemomme By. Man må tro og mene og sige noget helt andet, end flertallet er enigt om.

Grundloven sikrer, at Danmark er et sekulært samfund, der anerkender tro og religion som en del af samfundet. Allerede i § 4 - lige efter paragrafferne om statsmagtens tredeling – fastsættes det, at kirken ikke er staten, men en konfessionel kirke (evangelisk-luthersk), som understøttes af staten i sin egenskab af folkekirke. Hvad der ligger i begrebet folkekirke, og hvori statens understøttelse består, er åbent for fortolkning og bliver ikke diskuteret her. Men selve formuleringen i § 4 i samspil med Grundlovens kap. VII, der sætter rammerne for religionsudøvelse og religionsfrihed, angiver, at staten er sekulær og forholder sig positivt til tro og religion som en del af samfundslivet.

Det sekulære samfund er den bedste ramme om religionsudøvelsen – det sekularistiske eller totalitære samfund kvæler derimod tro og religion: Det sekularistiske, fordi det ikke vil indrømme religionen plads som en legitim og uundværlig del af menneske- og samfundslivet - og f.eks. ikke tåler religiøse udtryk i det offentlige rum eller anser et religiøst tilhørsforhold som diskvalificerende for en person i en offentlig stilling. Det totalitære, fordi der ikke er frihed og derfor heller ikke kan være tale om egentlig tro, hvis alle sjæle skal tvinges til at tro, mene og sige det samme, og udtrykke det på den måde, staten har fastlagt.

Når jeg som udgangspunkt mener, at religionen skaber plads og frihed i samfundet, vil nogle måske anfægte det ud fra erfaringerne fra totalitære stater, der bruger religion som disciplineringsmiddel eller som guddommeliggørelse af staten. Man kan se sig om i mellemøstlige regimer, som promoverer en bestemt tolkning af islam som den eneste rigtige, eller man kan kigge sig over skulderen til vores egen historie, hvor den verdslige lovgivning (ikke en kirkelig eller religiøs lovgivning!) fra Enevældens indførelse og frem til den fri forfatning i 1849 fastsatte den evangelisk-lutherske tro og religionsudøvelse som den eneste tilladte for danskere. Danske Lov (1683) bestemte dødstraf eller landsforvisning, hvis en borger viste sig at være katolik. Det ansås på det tidspunkt for at være den største trussel mod danskheden – andre religioner nævnes kun en passant.

Men den autokratiske stats trang til at ensrette religion er jo netop et vidnesbyrd om, at fri religionsudøvelse altid vil skabe plads og rum for modsigelse af staten.

At troen og religionen skaber plads i samfundet, når den ikke selv er bastet og bundet til staten, skyldes, at troen og religionen er modhistorier og modsigelse af den til enhver tid givne magtstruktur.

Tilbagekalde hverken kan eller vil jeg, for det er farligt og ikke tilrådeligt at handle imod sin samvittighed.
Så hjælpe mig Gud

Martin Luther, Rigsdagen i Worms, 1521

Modhistorie: Ideen om en usynlig virkelighed – det være sig bredt religiøst eller kristent – er en sprække i systemet. Det gør lige så stille mennesker ustyrlige. Vist er en del religiøse forestillinger forbundet med frygt - siger jeg, der selv mener at tilhøre en tro, der sætter mig fri fra frygten. Så måske taler jeg om noget, jeg ikke har forstand på. Men det er jo også en frihed (som ofte benyttes). Men hvad enten religiøse forestillinger er forbundet med frygt eller med håb, så sætter de en anden norm for mennesker end den herskende, og bærer kimen til, at et menneske tør stille sig op imod den verdslige magt – eller/og religiøse! - fordi det tror, at noget andet er vigtigere end menneskelig magt. Det klassiske eksempel – nu, hvor vi er på tærsklen til reformationsjubilæet i 2017 – er Martin Luther på Rigsdagen i Worms i 1521, stillet til regnskab over for kejser og kardinaler og fyrster med kravet om at tilbagekalde, hvad han havde skrevet, fordi det stred i mod den herskende opfattelse. ”Tilbagekalde hverken kan eller vil jeg, for det er farligt og ikke tilrådeligt at handle imod sin samvittighed. Så hjælpe mig Gud”, svarede han. Et uklogt svar stillet over for et kætterbål, men et svar der beroede på, at der er en større sandhed end den umiddelbare, synlige magt. Og et svar, der bragte bevægelse i samfund, stat og kirke.

Det kan være svært at forstå, hvis man ikke selv bekender sig til nogen tro eller religion, at troen og forholdet til Gud kan være én så dyrebart, at man trodser magten og egne fordele for det. Ligesom det kan være svært at forstå kærligheden, hvis man ikke selv har elsket. Og det er klart, at det altid vil være et problem for et samfunds magthavere, at der trives historier, hvori samfundet eller staten eller markedet eller bruttonationalproduktet ikke er helten og meningen med livet. Troen og religionen er en mærkelig joker, der bringer bevægelse ind i samfundet, der ikke kan kontrolleres. Det kan opleves synligt og hørligt i kunst, musik og poesi og videnskab (!), der springer ud af længsel efter Gud, troserfaringer eller undren over altet. Det kan ses i underlige ufornuftige bygninger og ritualer uden andet formål end at skabe rammer om forholdet til denne usynlige instans. 

Vi ser lige nu en indsnævring af normalitet og ideer om, hvad det gode liv er: På den ene side skal du være et uafhængigt og stærkt individ, der holder den gående så længe som muligt (og formodes at ønske dig døden, hvis du skulle blive svag og afhængig), på den anden side skal du tilhøre fællesskabet af rimelig ens holdninger og værdier, som sikrer stabilitet og velstand. 

Det er derfor klart, at religion virker som en rød klud, hvis man har en drøm om et rationelt samfund med en fornuftig produktion og sunde, driftssikre borgere. Vi ser lige nu en indsnævring af normalitet og ideer om, hvad det gode liv er: På den ene side skal du være et uafhængigt og stærkt individ, der holder den gående så længe som muligt (og formodes at ønske dig døden, hvis du skulle blive svag og afhængig), på den anden side skal du tilhøre fællesskabet af rimelig ens holdninger og værdier, som sikrer stabilitet og velstand. Uden religion får vi erstatningsreligion, som f.eks. kan hedde danskhed eller vækst. Den absurde diskussion om, hvem der bestemmer, hvem der er dansk, og forsøgene på at bestemme nogle bestemte værdier (som alle sammen er positive, og som de fleste mennesker nok vil sætte pris på) som danske kan ses som forsøg på at opbygge et flertalsbestemt sæt af regler og normer, som er løsrevet fra en etiske og religiøse fortællinger om livet.
Hvad er et menneskes værdi, hvis det ikke lever op til de normer, som flertallet har sat? Ja, i religionens modhistorie hviler et menneskes værdi i Gud og er aldeles uafhængigt af nationale normer eller markedsværdi. Selve ideen om Gud kaster et himmellys over mennesker, fordi tanken om Gud altid er, at Gud for alle og ikke bare min eller min tids eller mine normers eller spisevaners.

Religionsfriheden er alle frihedsrettigheders moder, også fordi den er den vanskeligste at respektere, når den bliver synlig. Så længe religion er usynlig, går det nok – men problemerne opstår, når religion bliver påtrængende synlig. Hvis bare folk kunne holde deres frihed for sig selv –

Synligheden er en udfordring i vores samfund, der er dybt præget af evangelisk-luthersk kristendom, i hvilken det som bekendt er en mærkesag, at troen er usynlig, og at synlige religiøse ritualer – udover dåb og nadver og ordets forkyndelse (som jo også kan ses, selv om hørelsen har fortrin) – ikke er nødvendige for forholdet til Gud. Alene af den grund skal der hos os særlig øvelse og bevidsthed til at forstå, at troens usynlighed ikke deles af alle andre. Der er reelt nogle, der tror, at bestemt er handlinger og ritualer og påklædning og adfærd har betydning for gudsforholdet, og så kan det ikke hjælpe at ville forklare dem, at det er fuldstændig ligegyldigt, fordi troen er usynlig og en sag mellem det enkelte menneske og Gud. For også den holdning er religiøst betinget.   

For eksempel i spørgsmålet om mandlig omskæring er både manglen på forståelse af, at et fysisk tegn kan være afgørende for gudsforholdet, på færde, side om side med en mere generel afvisning af, at et religiøst tilhørsforhold er af grundlæggende betydning for et menneske. Ser man bort fra vurderinger af, hvorvidt mandlig omskæring er skadelig for børns sundhed (jf. FNs børnekonvention), er en stor del af iveren for at forbyde mandlig omskæring båret dels af en mangel på forståelse for, at et fysisk tegn skulle være af betydning: Kan det ikke bare gøres symbolsk – altså usynligt – sådan som flertallet mener, religion bør forvaltes?
Dels er iveren imod særligt den jødiske omskæring af nyfødte båret af en herskende forståelse af individets selvbestemmelsesret, som på religionens område gøres særligt gældende. Barnet skal selv bestemme, hvilken religion, det vil tilhøre. Det er et synspunkt, der også anfægter den kristne barnedåb, og i bredere perspektiv anfægter religiøs påvirkning af børn. Ideen er sekularistisk: Religion er noget, man som voksen myndig person kan vælge at ville interessere sig for, hvis man skulle få sådan nogle lyster. Ideen er, at børn bør opdrages og oplæres som individer uden fælles religiøs prægning, og når de så blive voksne, kan de selv vælge, hvad for nogen værdier, de synes godt om. 

Værdier er ikke noget, man først vælger –
det er noget, man får. Man kan ikke vælge noget – hverken til eller fra –
hvis man aldrig har fået et forhold til det. 

Det er en gold tankegang, der er blind for, at det meste af, hvad der har betydning og former og danner et menneske, får man givet i barndommen. Værdier er ikke noget, man først vælger – det er noget, man får. Man kan ikke vælge noget – hverken til eller fra – hvis man aldrig har fået et forhold til det. En værdineutral barndom ligner for mig et klinisk helvede, for nu at bruge et religiøst udtryk. Ligesom man ikke venter med at give børn et navn, et sprog, en familie, et hjem og en skolegang, der præger dem, indtil de selv kan tage stilling til, hvad for et sprog, navn eller familie eller uddannelse, de vil have, sådan må man heller ikke isolere dem fra det religiøse fællesskab, sprog og udtryksformer. I et frit land kan børn og voksne altid nå til en anden religiøs erkendelse end deres forældres og miljøs. Men uden en religiøs fortælling om verden og mennesket kommer børn til at vokse op uden religionens modhistorie og den frihed, den skaber.

Troens modhistorie er en historie om mod og til mod. Livsmod; mod til at være og tro anderledes end flertallet; mod på at være en del af den verden, som i et religiøst perspektiv ikke bare er produktionsmateriale, men guddommeligt skabt, og som skal mødes med ærefrygt og omsorg. Mod til at se virkeligheden i øjnene og handle, både socialt, politisk og klimatisk. ”Se på markens liljer og himlens fugle og lær af dem," siger Jesus. Det kald er som så meget andet i min tro et kald til at leve opmærksomt og som en del af en fælles historie – et kald, som jeg ikke ville kunne få ud af nok så mange kalkuler og cost-benefit-analyser eller moralske opråb. Troens modhistorie skaber plads til såvel mennesker som universer og undren over det mindste græs og partikel. Og den skaber håb. Og det kan vi nok trænge til i vores samfund. 
Glædelig jul!

 

Marianne Christiansen  

 

Oh My God ! - kronik-serie om troens rolle i det offentlige rum

Troens rolle i det offentlige rum er omdiskuteret. Nogle mener, at religion fylder for meget, og at folkekirken har for mange privilegier. Andre vil bruge vores kristne arv til at forsvare vores kultur.
I anledning af reformationsjubilæet i 2017 har Politiken bragt en serie kronikker, hvori det diskuteres, hvilken plads tro, religion
og kirke skal have i dagens Danmark.
Kronikken her indgår i denne serie.