Taler og debatindlæg
Nyheder

Landemodetale 2021

Fredag 3. september 2021 afholdt Haderslev Stift det årlige Landemode. Her kan du læse talen fra biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen.


Kære alle

Vi vil begynde hos Paulus – for det er altid et godt sted at begynde, når vi vil lytte os ind til, hvad kirken er:

For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver,  således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. (Rom 12, 4-5)

Som lemmerne på en krop hører sammen og er uundværlige for hinanden, sådan skal vi se på os selv og hinanden. Evangeliet om, at Gud har givet sin mening med livet til kende i Jesus, - åbenbaret sig - , er det, der får os til at høre sammen. Vi hører det, og det kalder os til samhørighed. Troen er noget, der bliver kaldt frem i hver enkelt af os, og hvordan den kommer til udtryk i vores liv, er forskelligt. Der er et kald til den enkelte, og der er også et kald til fællesskab i evangeliet: Et kald til at være med-lemmer på det samme legeme, og til at være hinandens lemmer – dvs. at hjælpe hinanden med livet.

Det er vores kald som mennesker. Der er splittelse nok i verden. Mennesker kommer på afstand af hinanden på grund forskellig kultur religion, politisk overbevisning osv.. Det sker når samtalen holder op og våbnene begynder at tale, både de fysiske våben, og de ord, der kun bliver brugt til at slå med og nedgøre andre, på de sociale medier, eller hvor vi nu ellers kan komme til at råbe ad nogen uden at lytte efter svar. Ord er aldrig ligegyldige. Som historien har vist: Mordene begynder med ordene. Undertrykkelsen og udslettelsen begynder med, at mennesker afskærer andre mennesker fra lige værdighed ved at kalde dem rotter eller udyr, umennesker, pest. 

Vi har fået et kald fra Jesus til altid at sætte os i medmenneskets sted og lade os bevæge af hinandens smerte. Det er også et kald til ikke at lukke ørerne for andre menneskers nød og til at bruge ord, der kan opbygge fællesskab i stedet for at splitte og nedgøre.

Det er vores kald som kirke at betragte hinanden som med-lemmer på samme krop – i al vores forskellighed. Folkekirken er en lille del af den globale kirke, hvor mennesker verden over på alle mulige sprog hører kaldet til at være lemmer på det samme legeme. Men selv i denne lille del af den verdensomspændende kirke er der et væld af forskellighed: Folkekirken består af sine medlemmer, som hører sammen om evangeliet. Lige fra det nydøbte spædbarn til den udåndende olding og den travle familiefar eller - mor, der haster afsted mellem arbejde og institutioner og forsøger at få det hele til at hænge sammen. I, som er valgt til menighedsråd og præster og medarbejdere i folkekirken, I har af de andre medlemmer fået særlige opgaver for vores fælles kirke og samfund. Forskellige opgaver, der tilsammen får det hele til at hænge sammen.

Folkekirken er en særlig størrelse med mange lemmer og mange sider. Den er både en kirke, et trossamfund, og en organisation, og en institution. Både en luthersk-evangelisk kirke med bekendelsesskrifter og en kirkelig orden,  og en organisation med ansættelsesforhold og lovgivning og magtforhold og handlekraft, og en institution, en del af det danske samfund med traditioner og rum for fællesskabet. På den måde har folkekirken mange sider og mange opgaver. Og I er både frivillige og ansatte, med vidt forskellige baggrunde og forskellige opgaver, som tilsammen er til tjeneste for at forkynde evangeliet og yde hjælp og omsorg og trøst og fælles rum til mennesker.

For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver,  således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer

Sådan har Paulus givet os et billede, som vi kan tage videre – og så prøve, som Paulus siger et andet sted, at lade være med at vurdere, om vi selv synes, vi er et finere lem end de andre eller mindre betydningsfuld og undværlig. Vi har alle vores opgaver, ingen kan undværes. Vi kan jo ikke være næser alle sammen.

--

Efter denne indledning om meningen med det hele vil jeg sige et par ord om, hvor vi lige nu befinder os som folkekirke i det område, der heder Haderslev stift og som strækker sig fra Hammer eller Åle sogn i nord og til grænsen, og som dansk kirke i Sydslesvig.

Corona

Corona vil jeg ikke sige meget om. Fra første september er alle restriktioner hævet nord for grænsen på folkekirkens område og om en uge kategoriseres Covid 19 ikke længere som samfundskritisk. Der er grund til at være taknemmelig over, at langt de fleste her tillands indtil nu er kommet godt igennem pandemien og der er selvfølgelig grund til stadig at være opmærksom og iagttage nogle af de gode hygiejniske vaner, vi har fået. Og der er grund til at tænke på de dele af verden, der rammes hårdere end vi, som altid typisk de fattige lande. Der er også grund til at nære en stor taknemmelighed over for folkekirkens medarbejdere og præster og menighedsråd, som i hele pandemien har gjort alt hvad de kunne for at holde gudstjenesteliv og kirkelige handlinger og kontakt til folk i sognet så godt, som det lod sig gøre, og hele tiden indrette sig efter skiftende restriktioner og pludselige udmeldinger. Der er mange oplevelser og beslutningsforløb og kommunikation, der nu skal bearbejdes – meget kunne uden tvivl være gjort bedre, og folkekirkens ordning og beslutningskompetencer kom under pres og afslørede mange uklarheder. Også lokalt opstod der uenigheder om fortolkningen af reglerne og kompetencerne. Man kan sige, at de mange lemmer pludselig blev lammet og derefter skulle finde nye måder at bevæge sig på. Når vi i den kommende tid skal bearbejde, hvad der skete, vil det være vigtigt at få alle ting frem, navnlig kritik og gode råd til, hvordan det kan gøres bedre næste gang – for det kan jo desværre godt være, der kommer en næste gang. Samtidig håber jeg, at vi alle kan have forståelse for, at situationen var ny for alle, og at folk oftest handlede ud fra deres overbevisning om, hvad der var det bedste for fællesskabet, skønt vi ind i mellem kom til forskellige resultater.

Opgaverne

Nu, hvor jeg ikke ville sige noget om corona, vil jeg sige noget om opgaverne.

Der er som altid nok at tage fat på i det lokale kirkeliv og for jer, som har aflagt løfte på at være med til at skabe gode vilkår for menighedens liv og vækst (som der står i menighedsrådsløftet) og jer, præster og medarbejdere, som arbejder i marken og graver og gøder og sår og luger  - både bogstaveligt talt og åndeligt talt. Og så dog et sidste ord om corona: Måske har vi i dens skygge lært at koncentrere os om det væsentlige. Og måske er det en lære, vi skal tage med i fremtiden.

I de senere år er aktivitetsniveauet i folkekirken steget ganske betydeligt. Der er generelt stor iver hos menighedsråd, præster og medarbejdere efter at nå alle i sognet med forskellige tilbud. Og det er godt. Det kan imidlertid også anstrenge kræfterne til det yderste både for de frivillige og for de ansatte, fordi der i sagens natur altid er mere, man kunne gøre. Nedlukningen viste, hvad vi kommer til at mangle, når vi ikke kan samles fysisk i glæde og sorg og til gudstjenester, og hvilken glæde det er at kunne synge sammen og fejre nadver samme og i det hel taget spise sammen. Vi opdagede også betydningen af kirkerummet, musikkens betydning og betydningen af kirkegårdens fælles rum, hvor man kunne være i sognets fælles have, når man ikke kunne samles på anden måde. Når I nu alle tager fat igen på folkekirkens hverdag igen, så husk, hvad der er folkekirkens kerneopgaver: Gudstjeneste, undervisning; diakoni og mission. Det er kirkens fire dimensioner, og de skal være til stede i alt, hvad vi foretager os. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal foretage os rigtig mange forskellige aktiviteter. I gudstjenesten og de kirkelige handlinger, dåb, vielser, begravelser konfirmationer, er der både forkyndelse, oplysning, omsorg for medmennesket og mission – og det er helt ned i de små ting, som ikke er så små: Når kirketjeneren tager venligt imod folk i døren og hjælper dem med at komme på plads, så de føler sig set og respekteret; når musikken åbner sindet for tanker og følelser, som ikke får lov at komme frem ellers: når forkyndelsen sender os afsted med et kald til at leve og dele evangeliet med andre; når det ensomme menneske finder et fællesskab i kirkens rum, som man ikke behøver at tale så meget om, men som bare er der. Det samme gælder kirkens undervisning af konfirmander og minikonfirmander, korarbejde og hvad man i øvrigt har tradition for af oplysningsarbejde og sammenkomster. Og det gælder det usynlige arbejde, der foregår ved præstens samtaler og besøg hos mennesker og i samtalerne med graveren på kirkegården om liv og død og sommerblomster.

De centrale opgaver er vigtige og kan rumme alle folkekirkens grundlæggende opgaver – gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. I skal ikke have dårlig samvittighed i menighedsrådene ved at skabe gode rammer for de centrale opgaver. I har ikke aflagt løfte på selv at skabe menighedens liv og vækst – det må Helligånden sørge for – I skal sørge for at der er gode vilkår for, at menigheden kan mødes og møde forkyndelsen, som kalder troens vækst frem.

Her efter restriktionerne må vi spørge os selv, om vi nødvendigvis skal tilbage til et meget højt aktivitetsniveau. Gælder det altid: Jo mere jo bedre. Eller snarere, at det der skal gøres, skal gøres så godt som muligt og rumme alle kirkens dimensioner: Gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission. Nogle gange kan noget så enkelt som en kop kaffe i våbenhuset være nok til at skabe samtalens rum.

Når det er sagt, ved jeg godt, at opgaverne og mulighederne står i kø, og at I de steder, hvor I har kræfter og energi til det, med glæde vil kaste jer ud alle mulige gode tiltag og samarbejder med de lokale institutioner og foreninger, og på den måde være den drivkraft i det lokale kulturelle og folkelige liv, som man mange steder med rette forventer af folkekirken. Og det er kun godt. Så længe det sker med glæde

Klima

Et sted, hvor vi alle har en bunden opgave er i den grønne omstilling. Sammen med resten af samfundet må vi lægge os i selen og bruge fantasien for at finde nye måder at gøre tingene på, som reducerer skadevirkningerne på kloden. Alle provstiudvalg og jeg tror også alle menighedsråd er i gang med arbejdet. Næste år kommer der formentligt et fælles folkekirkeligt ”center” for den grønne omstilling, som kan bistå med råd og vejledning. Men allerede nu er provstiet et godt sted at henvende sig med spørgsmål og ideer, og der er så mange ressourcer blandt jer af erfaring og kloge folk, som sammen kan bidrage med små og store forslag. De seneste klimarapporter kan tage  modet fra enhver, og ikke mindst fra de unge, som ser håbløsheden og ødelæggelsen i øjnene som deres fremtid. Der kan brede sig en stemning af ”det er alligevel for sent, lad os bare lukke øjnene og lade være med at tænke på det – det bliver næste generations problem.” Enhver som har børn eller børnebørn eller andre børn, de holder af, ved, at det ikke er en mulighed, hvis vi skal kunne se dem i øjnene. Det håb, vi i kirken er sat til at forkynde og lade os gribe af, - nemlig at Gud elsker verden og er med sit skaberværk og skaber opstandelse og nyt liv – det skal også være en drivkraft for os. Håb skaber handling. Vi må gøre, hvad vi kan, også i forvaltningen af folkekirkens ejendomme og jorde.

Samarbejdsklimaet

Et andet klima, vi også skal tænke på og gøre noget for er arbejdsklimaet og samarbejdsklimaet. Folkekirken er som sagt et vidunderligt sammensat legeme, og det betyder, at vi må vise hinanden opmærksomhed og lytte til, hvad der er vores forskellige opgaver. Det undgås ikke, at vi kommer i konflikt med hinanden, for hvor der er engagerede mennesker, dér kan man meget nemt komme til at ville noget forskelligt. Og dit billede af, hvad der er det vigtigste i folkekirkens liv, er ikke nødvendigvis det samme som mit, og der kan være rigtig mange meninger om, hvor skabet skal stå, hvordan musikken skal spille og børnearbejdet skal gøres. Også om forkyndelsen kan der være dybe uenigheder. De forsvinder ikke. Vi skal leve med dem.

Det kræver, at vi har respekt og lydhørhed overfor hinanden i vores forskellige opgaver. Det er nemt sagt og ikke altid nemt gjort – men der kan være nogle ret enkle råd, der kan hjælpe. F.ek.s det helt enkle råd, jeg selv har haft glæde af: Brug aldring mailen til at diskutere. Skriv aldrig med store bogstaver eller udråbstegn. Forbløffende mange konflikter får næring af mails, fordi vi ikke kan mærke hinandens reaktioner, når vi ikke er i rum sammen eller hører stemmen. Tommelfingerregel: Er der uenighed, så mødes man og taler om det. Vi har fra stiftets side i samarbejde med Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning lavet et materiale med den hensigt at beholde eller skabe et godt arbejdsmiljø for både frivillige og ansatte. Det er blevet sendt til alle menighedsråd. Jeg håber, I kan bruge det – og eftersom det er første gang, vi prøver sådan noget, er I meget velkomne til at melde tilbage, om det giver mening og kan bruges til noget.

Folkekirken generelt

Senere i eftermiddag vil Per Søgaard, formand for stiftsrådet, og Erik Kring Olesen, formand for Kolding provstiudvalg, fortælle om, hvordan stiftsråd og stiftsudvalge og provstiudvalg kan bidrage til, at I kan løfte jeres opgaver lokalt, og også om de opgaver, der ikke kan løftes lokalt på sogneniveau og som derfor ligger i enten provstiudvalg eller stiftsråd. Og Haderslev stiftsadministration vil præsentere sine forskellige opgaver for jer.

Derfor vil jeg bruge den sidste del af talen på folkekirkens virke generelt:

Medlemmerne

Folkekirken består af sine medlemmer, og de udgør på landsplan 74% af befolkningen og i Haderslev stift godt 79 %. Det er mange og det er en stor forpligtelse og en stor gave. Procentvis falder medlemstallet hele tiden lidt, ikke fordi folk melder sig ud, men dels på grund af indvandringen, hvor de fleste nye medborgere ikke (endnu) er medlem af folkekirken, dels fordi færre af folkekirkens medlemmer får deres børn døbt som små. 60% blev sidste år døbt som små og burde jo være 74%. Lige nu er der en stærk vækst i dåbene efter restriktionerne, men det er under alle omstændigheder et forhold, vi må være opmærksomme på. Det egentlige fald i medlemsantallet - ikke i procenter - har de seneste 30 år være på gennemsnitligt ca. 0,2 % om året. Så hvis det bliver sådan ved, må det sidste menighedsråd lukke og slukke om godt 500 år. Men indtil da er der fuldt op at gøre med forkyndelsen og omsorgen for medmennesket og varetagelse n af folkekirkens rammer. Man kan ikke sige, at folkekirken er i krise, det vil være misbrug af ordet – andet end den krise, vi altid skal være i: Det er helt afgørende, kritisk, at få bragt evangeliet videre til andre mennesker og til næste generation.

En ret stor del af befolkningen, ca. 15 % er kommet hertil med en anden religiøs baggrund, enten en anden religion eller en anden kirke, ortodokse fra Østeuropa, Pinsefolk fra det afrikanske kontinent osv. Over for mennesker af anden tro har vi mindst to opgaver: Dels at være med til at opbygge et godt naboskab og kendskab til hinandens tro, så vi kan være med til at fremme freden og forståelsen for hinanden som medlemmer af det samme samfund. Nogle sogne viser gæstfrihed over for kristne migrantmenigheder ved at lægge hus til dem. Nogle har tværreligiøse arrangementer, fællesspisning og venskaber.

Den anden opgave er at åbne døren til folkekirken og gøre tærsklen lav, for dem, der ønsker at knytte sig til den evangelisk-lutherske tro og konvertere eller blive døbt. Opgaven er altså både diakonal og missional – og i begge dele gælder oprigtig nysgerrighed, respekt og interesse for andre menneskers tro og liv. Helt jordnært kan det dreje sig om at skaffe materialer på forskellige sprog og være parat til at oversætte og byde velkommen.

Liturgien

Af de fælles opgaver på landsplan skal jeg også nævne liturgien: Der arbejdes i disse år med at få et overblik over, hvilke fornyelser eller tilføjelser der kan være behov for i folkekirkens liturgi, altså måden vi fejrer gudstjeneste på. Det er sådan, at kun den faste søndagsgudstjeneste (og ritualerne for dåb, nadver og vielse) har et fælles forløb gældende for hele folkekirken. Det er fastlagt i ritualbog og alterbog, men giver rum for utallige lokale variationer. Skal liturgien blive ved med at være fælles, og hvor mange lokale variationer giver det mening at have – det er blevet diskuteret i de forløbne år, og i dette efterår skal der bindes sløjfe på debatten, så der kommer nogle konkrete forslag ud af den. Som alt andet i folkekirken tager det lang tid, fordi vi har at gøre med årtusinders tradition og tanker om at lovprise Gud og om, hvad det vil sige at være menneske.  Så intet går hurtigt, og ingen ændringer bliver tvunget igennem ovenfra. Samtidig består folkekirkens og liturgiens tradition i langsomme fornyelser og sproglige ændringer, så tradition og fornyelse er ikke to forskellige ting: Traditionen fornyes hele tiden. Vi fejrer ikke gudstjeneste nøjagtig som man gjorde for 200 år siden, og om 200 år vil de nok fejre anderledes end vi gør i dag, men de vil forhåbentlig se på, hvad vi gjorde, og tage det bedste med sig – som sikkert er noget af det, vi har taget med fra forrige tider.

Der var for nylig en konkurrence i Kristeligt Dagblad om Danmarks bedste sang, og ikke overraskende blev det Dejlig er jorden – en årsunge på 170 år med tekst af Ingemann, som også har skrevet i Østen stiger solen op, Nu titte til hinanden og mange andre af de salmer, vi synger videre på. Men hans digtede den over en tekst fra 1600-taller, som vist igen digtede over en middelaldertekst. Og nu synger vi i vores tid om håbet for den dejlige jord, og om Guds prægtige himmel og om at slægt skal følge slægters gang. Sådan er det i kirken og i gudstjenesten, ved dåb og bryllup og begravelse: Vi husker på dem, der vandrede før os, og bærer håb for dem, der skal vandre efter os. Ikke så sært, at salmen synges ved mange af disse begivenheder i vores liv. På en måde samler den, hvad den liturgiske tradition er: En fælles sang, som slægt efter slægt giver videre og improviserer over med forskellige stemmer.

Dansk Kirke i Sydslesvig

Uden at ville vende tilbage til coronakrisen: Den lærte os betydningen af at kunne synge sammen. Og det er i hvert fald en af vores kernopgaver i folkekirken: at synge sammen, lære gamle og nye salmer og give dem videre.

Bevidstheden om sangens betydning har hele tiden været levende i Sydslesvig – sangens og sprogets og historiens betydning. I år kan Dansk Kirke i Sydslesvig fejre 100 års jubilæum. For 100 år siden dannede de dansktalende i Flensborg en frimenighed og kaldte en dansk præst til at betjene den, og derudfra voksede siden flere danske menigheder, der sluttede sig sammen i Dansk Kirke i Sydslesvig og i dag tæller 27 menigheder, 62 prædikesteder og 22 præster incl.Sydslesvigs provst. Det er nu Hasse Neldeberg Jørgensen, som er prædikant ved fest gudstjenesten i aften. Den første præst i menigheden i Flensborg var  C. W. Noack, som sidenhen blev biskop i det nye Haderslev stift – som blev dannet året efter Dansk Kirke i Sydslesvig. På den måde er der et særligt følgeskab mellem Haderslev stift og Sydslesvig, dels af geografiske og historiske årsager, dels fordi biskoppen over Haderslev stift også har den glæde og ære at være biskop for Dansk Kirke i Sydslesvig. Menighederne i syd viser os andre, hvad dansk sprog og sang og kirkeliv betyder, så vi ikke her nord for grænsen bliver blinde for det og tager det som en selvfølge.

Om lidt markerer vi de 100 år og ønsker lykke til i de næste 100 år med et nyt stykke musik Fintvævet land, der blev skrevet i anledning af Genforeningen, som jo for de danske syd og grænsen og de tyske nord for, blev en adskillelse, Vi fejrer, at denne adskillelse også førte til fødslen af noget nyt i Grænselandet, til de tyske menigheder nord for grænsen og Dansk Kirke i Sydslesvig. I løbet af de 100 år er de blevet brobyggere mellem dansk og tysk, båret af det evangelium, der forkyndes på begge sprog.

Afslutning

Til sidste vil jeg kun nævne, at vi forhåbentlig ses i løbet af det kommende år ved mange forskellige lejligheder i sognene og måske også til Stiftsdagen i marts 2022, - en lørdag, der holdes hvert andet år, med fælles drøftelser af vores opgaver i sogne og provstier og med inspiration til arbejdet og fest og fornøjelighed.  Derudover vil jeg som noget nyt sammen med stiftskontorchefen komme på besøg en lørdag i hvert provsti til en såkaldt provstidag, hvor vi har lejlighed til at høre, hvad der rører sig hos jer, og til at lægge op til samtale om meningen med det hele og om stiftets rolle som rådgiver og myndighed.

Som sagt har Haderslev stift næste år 100 års jubilæum – det vil domprovsten senere i dag fortælle mere om. Haderslev stift blev til som et integrationsprojekt mellem Sønderjylland og resten af landet. Hedensted, Vejle og Fredericia provstier og det daværende Kolding provst skulle forbinde sig med de slesvigske provstier til et nyt fællesskab. Så man kan sige, at der i selve vores stifts konstruktion er et kald til fællesskab, til at arbejde for, at vores samfund ikke skal falde fra hinanden i splittelser, men at vi kan blive ved med at mødes i virkeligheden og opdage, at vi er lemmer på det samme legeme.

Intet menneske er en ø. Intet sogn er en ø. Vi hører sammen med kirkerne udover hele jorden og med mennesker overalt. Måske har vi fået særligt gode forudsætninger for at fornemme det i Haderslev stift med tilknytningen til Dansk kirke i Sydslesvig- i de skønne egne mellem Horsens fjord og Ejderen.

Gud velsigne jer i jeres mangfoldige opgaver som lemmer på det det samme legeme, som Kristus sender til at bære håbet frem, i Rendsborg som i Linnerup, på Hjarnø som i Gram.